Riddersholm: Vi spillede en fantastisk kamp
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Riddersholm: Vi spillede en fantastisk kamp

Glen Riddersholm mener, at det var marginaler, der gjorde, at AGF tabte pokalfinalen. Han er positiv omkring klubbens fremtid.

AGF tabte torsdag aften finalen i DBU Pokalen, men for træner Glen Riddersholm kan kampen mod FC København bruges til noget positivt. 

- Det her kan blive en løftestang for AGF og holdet. Det er jeg overbevist om. Når vi får arbejdet videre og lavet justeringer, vil vi se et hold og en klub, der udvikler sig i en positiv retning, siger Glen Riddersholm. 

Han mener, at AGF'erne kan tage fra kampen med oprejst pande.

- Hvis man skal analysere tingene, spiller holdet en fantastisk kamp. Spillerne arbejder hårdt, og FCK har ikke den kontrol, de plejer. FCK møder et hold, der er taktisk godt og spiller en god kamp. Vi var meget kompakte og formåede at undgå at komme i undertal i afgørende situationer, siger Riddersholm. 

- Der er få periodI de perioder, hvor vi havde det fysiske overskud, sætter vi FCK’s boldholdere under pres. Men det er en hård fysisk kamp, og vores spillere er ikke vant til at spille denne type kampe, og derfor var der også nogle få perioder, hvor vi skulle have pusten, tilføjer han. 

Riddersholm har i det hele taget stor ros til sit hold.

- Det var en tæt kamp, som blev afgjort af marginalerne, og der var mange af spillerne, der gjorde det godt, siger han. 

AGF tabte kampen mod FC København med 1-2.