Rønnow: Aggressivitet skal sikre Brøndby sejr mod RFC
Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Rønnow: Aggressivitet skal sikre Brøndby sejr mod RFC

Brøndby møder på søndag Randers, og den kamp skal vindes ved hjælp af aggressivitet. Målmanden har haft seks clean sheets i sæsonen med nyt midterforsvar foran sig.

Brøndby startede sæsonen ud som lyn og torden, men tabte så to kampe. Først til Viborg og derefter til Lyngby før holdet kom tilbage på sporet med søndagens 3-0-sejr mod OB. I næste kamp venter Randers, der kun er to point efter i tabellen, og i den kamp vil Brøndbys Frederik Rønnow bygge videre på det, holdet har vist i store dele af sæsonen.

- Vi skal vise nogle af de takter, vi har vist langt hen ad vejen i denne sæson. Vi havde lige et par dårlige kampe mod Viborg og Lyngby, men kom tilbage på sporet i weekenden, og det er noget af det, vi skal ud at vise igen. Aggressivitet, hårdhed i duellerne og en masse energi og så skal vi lykkes med vores presspil og vores offensive fodbold. Det er nogle af de ting, vi skal ud og levere, siger Frederik Rønnow til klubbens hjemmeside.

Randers har fået mange gode resultater hjem og ligner et hold, der skal spille med i mesterskabsspillet i forårssæsonen. Alligevel har Rønnow og resten af Brøndby-mandskabet ikke fokuseret ekstra på søndagens modstander.

- Vi fokuserer på os selv. Vi har fået en ny spillestil, og den prøver vi at få ind under huden. Det er lykkes i rigtig mange kampe, og det er det vi fokuserer på. Selvfølgelig ser vi lidt på Randers og deres spillere, ser noget video, men det er primært os selv, der er fokus.

Rønnow har selv spillet en flot sæson, hvor han er gået fra banen seks gange uden at have ladet et mål gå ind bag sig. Præstationerne er kommet med to nye mand foran sig i forhold til sidste sæson, hvor Benedikt Röcker og Hjörtur Hermansson er det nye midterforsvar. Det samarbejde er Rønnow tilfreds med.

- Det er gået godt langt hen ad vejen. Vi har spillet nogle rigtig gode kampe defensivt - nogle kampe har vi lukket få chancer igennem og i andre kampe har der været flere, men jeg synes, at vi fra start af har haft aftalerne på plads. Så på trods af, at det er forskellige folk der har spillet og der har været lidt bytteri, så synes jeg, at det er gået godt, og kommunikationen har været altafgørende. Vi er gået ind og har fået de aftaler på plads, der skal være, og så er det nogle gode spillere vi har set. Specielt Röcker er kommet ind og kæmper helt outstanding for det. Hjörtur har også gjort det godt, Albrechtsen det samme. Det er nogle gode folk, jeg har foran mig, og vi skal bare ud og fortsætte det arbejde.

Kampen mod Randers kan sende Brøndby endnu tættere på førstepladsen i Superligaen og FCK, der i skrivende stund er fire point foran i tabellen.