Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 30. spillerunde

Der var især gode keeperpræstationer og målfarlige forsvarsspillere i 30. spillerunde i Superligaen. Her er Rundens Hold.

30. spillerunde i Superligaen bød blandt andet på en række gode præstationer på målmandsposten, og så var det bemærkelsesværdigt, at så mange forsvarsspillere kom på scoringstavlen i samme runde. Desuden blev det runden, hvor der blev stukket en kæp i hjulet på suveræne FC Nordsjælland.

Rundens Hold har i denne omgang repræsentanter fra blandt andre Randers FC, Brøndby IF og Viborg FF, og det tæller hele fire debutanter. 

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 30. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Frederik Rønnow, Brøndby IF (6)
Der blev leveret store målmandspræstationer i 30. spillerunde, men den største diskede Frederik Rønnow op med i Brøndby-buret. Den tidligere Horsens-keeper diskede op med flere klasseredninger undervejs i kampen mod FC Nordsjælland - han pillede blandt andet en helt fri Godsway Donyoh. Frederik Rønnow skal efter planen sælges til sommer, og mange udenlandske klubber må have noteret sig hans navn på blokken.

Højre back: Peter Ankersen, FC København (7)
FCK-backen kronede en flot indsats med et endnu flottere mål, da han hamrede bolden forbi Johan Dahlin med sit ellers kolde venstre ben. Ankersen løber solen sort i alle kampe for FCK, og han er en meget værdifuld spiller for de danske mestre.

Central forsvarer: Mathias Tauber, Lyngby BK (4)
Tauber scorer ikke mange mål for de kongeblå, men lørdag var han på pletten mod SønderjyskE, og det kronede en flot indsats for den 32-årige kaptajn, der har været en af de bedste spillere for Lyngby i sæsonen. En bundsolid forsvarsspiller, som David Nielsen kan regne 100 procent med.

Central forsvarer: Thomas Juel-Nielsen, AGF (1)
Forsvarsspilleren har kontraktudløb i AGF 30. juni, og han er mere eller mindre til eksamen i hver kamp i foråret. Mod AaB slap han ud med et 12-tal. Thomas Juel-Nielsen var stærk i det defensive arbejde, og han vandt den ene nærkamp efter den anden. Offensivt viste han endnu mere imponerende takter og scorede to mål -  kun få centimeter adskilte ham fra et hattrick. 

Venstre back: Michael Lumb, Lyngby BK (1)
Spanien havde lige vundet EM i fodbold, Anders Fogh Rasmussen var statsminister, og IT Factory var kun et par måneder fra at gå konkurs. Sådan så Danmark ud, da Michael Lumb senest scorede i Superligaen. Det var i 2008, men i weekenden var Lumb på pletten igen og scorede med hovedet for Lyngby i 2-1-sejren over SønderjyskE. Venstre backen gjorde i det hele taget en god figur i kampen.

Højre midtbane: Søren Frederiksen, Viborg FF (1)
Hvis man før sæsonen skulle pege på en topscorer for Viborg FF, var der nok ikke mange, der havde valgt Søren Frederiksen, men med sit mål mod Silkeborg IF fredag aften er altmuligmanden nu topscorer for de grønblusede med seks mål. Søren Frederiksen spillede en flot kamp mod Silkeborg, og man må bare løfte på hatten for, at Viborg formåede at besejre Silkeborg IF i den kulisse og så med kniven for struben.

Central midtbanespiller: Kasper Fisker, Randers FC (3)
Kasper Fisker var placeret centralt i Olafur Kristjanssons nye 3-5-2-opfindelse, og han boltrede sig som en fisk i vandet. Offensivspilleren scorede et flot mål i første halvleg og ofrede sig for at få en assist til Marvin Pourié efter pausen. Ham kunne OB-forsvaret slet ikke kontrollere.

Central midtbanespiller: Jeppe Grønning, Viborg FF (2)
Grønning skulle kæmpe med Ibrahim Moro og Samme Skytte om at få kontrollen på den centrale midtbane, og den mission lykkedes for Viborg-profilen, der gav Johnny Mølbys mandskab en ro og stabilitet i den flotte udesejr. Grønning var den spiller i runden, der havde flest blokeringer og bolderobringer. Desuden havde han næstflest tacklinger. 

Venstre midtbane: Alexander Fischer, Randers FC (1)
Imponerende præstation af Fischer, der blev brugt som wingback mod OB. Prikken over i'et var selvsagt målet til 3-0, men Randers-spilleren havde en masse andre gode ting i godteposen. Pladsen som wingback stillede store krav til Fischer både offensivt og defensivt, og dem løste han, samtidig med han tilbagelagde mere end 11 kilometer i kampen. 

Angriber: Andreas Cornelius, FC København (5)
Atalanta-folkene sad uden tvivl og slikkede sig om munden, mens de fulgte deres formentlig kommende angriber i aktion søndag aften. Andreas Cornelius var en enmandshær for FCK mod FC Midtjylland, og han scorede to mål, hvoraf det første, et hovedstødsmål, var en "Cornelius-classic". Atalanta ser uden tvivl frem til at sige "Ciao" til Cornelius, mens det for FCK-fansene gælder om at nyde angriberen de sidste par kampe i den hvide trøje.

Angriber: Morten "Duncan" Rasmussen, AGF (4)
Kaptajnen viste sin målnæse, da der var allermest brug for det. Som sådan leverede "Duncan" ikke en ekstraordinær præstation for AGF i 4-0-sejren over AaB, men han havde den skarphed foran mål, som århusianerne har savnet så meget. To mål blev det til for AGF-angriberen. 

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.