Sådan lukker transfervinduet
Illustration
Superliga

Sådan lukker transfervinduet

Få helt styr på reglerne om transfervinduets lukning.

At vi med hastige skridt nærmer os endnu en hæsblæsende afslutning på et transfervindue, er nok gået op for de fleste fodboldfans. Handlerne har allerede været mange, men der er stadig et hav af klubber inden og uden for landets grænser, der jagter flere forstærkninger til at opfylde sæsonens målsætninger.

Stadig lader det til, at der hos nogen fortsat er tvivl om reglerne for transfervinduets lukning, for plejer det ikke at være til og med sidste dag i august?

Og det er helt rigtigt, men der er undtagelser.

Det kan man læse i DBU's cirkulære 83 om blandt andet reglerne for overgangsperioder. 

Her hedder det om sommertransfervinduets åbning og lukning:

- Fra og med den 11. juni til og med den 31. august, kl. 23:59. Hvis den 31. august falder på en lørdag eller søndag, slutter overgangsperioden den følgende mandag, kl. 23:59.

Da den 31 august 2014 falder på søndag, betyder det, at transfervinduets lukning er rykket til mandag 1. september klokken 23.59. De samme regler gør sig gældende for alle de større europæiske ligaer.

På forsiden af tipsbladet.dk kan man via nedtællingsuret hele tiden følge med i, hvor mange dage, timer og minutter, der er til den sidste handel kan laves. 

Tipsbladet.dk følger transfervinduet helt til dørs og leverer et bombardement af nyheder hele vejen til den sidste handel er registreret eller strandet i en islandsk askesky.