Skadet Hobro-angriber skal scannes
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Skadet Hobro-angriber skal scannes

Hobro ved ikke, hvad Mayron George fejler. Han har problemer med sin ene fod og måtte lade sig udskifte mandag, hvor Hobro tabte med 0-3 til FC Midtjylland.

Ove Pedersens Hobro IK er tæt på at sige farvel til Superligaen. I hvert fald er klubben yderst presset i Superligaen, hvor der er 11 point op til nedrykningsstregen, og mod FC Midtjylland mandag aften blev det ud over et nederlag på 0-3 også til en skade til topscorer Mayron George, der måtte lade sig udskifte.

Og skaden kan være slem: I hvert fald aner de i Hobro ikke, hvad der er i vejen med angriberen - ud over at han har ondt omkring den ene hæl.

- Vi har ikke rigtig nogen anelse om, hvad det kan være, så han skal have scannet foden, og det venter vi svar på i løbet af et par dage, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til Nordjyske.

George havde problemer med foden i optakten til kampen, og han holdt altså ikke længe i opgøret, hvor han blev udskiftet efter 22 minutter.

Det er dermed tvivlsomt, om han er med i Hobros kamp mod OB i weekenden.