Video : Tipsbladet
Superliga

Skuffet FCN-træner: Vi mistede vores udtryk

SønderjyskE scorede blot få sekunder før dommerens slutfløjt i gårsdagens kamp, der endte 2-2 i Farum. Det skuffer Kasper Hjulmand.

I første halvleg fik FC Nordsjælland hurtigt kontrol over kampen, eftersom værterne kom i front med 2-0 efter bare 12 minutter. Efter pausen fik SønderjyskE så småt overtaget, og til sidst hentede gæsternes ti mand pointet i overtiden.

Men det var ikke bare to point, som topholdet i Superligaen mistede, mener cheftræneren.

- Vi mistede to ting i dag. Vi mistede to point, og vi mistede vores udtryk. Vi kan takke os selv for det, fortæller Kasper Hjulmand til Ritzau. 

Kasper Hjulmand påpeger, at hjemmeholdet manglede både kvalitet, kræfter og til dels også mentalitet i opgøret mod SønderjyskE.

FC Nordsjællands træner var enormt skuffet efter kampen, men mandskabet ligger fortsat nummer ét i Superligaen efter fredagens remis. Hobro IK har nu tre point op til førerholdet, før de jyske oprykkere spiller mod Brøndby på søndag.

Denne kamp bliver spillet i Hobro klokken 18.00.