SønderjyskE: Guira-salg var planlagt længe
Superliga

SønderjyskE: Guira-salg var planlagt længe

SønderjyskE's sportschef Hans Jørgen Haysen fortæller, at klubben havde lovet Adama Guira et klubskifte.

SønderjyskE har onsdag solgt midtbaneprofilen Adama Guira til den franske klub Lens. 

Superligaens vicemestre har dermed sagt farvel til en stor profil, men det har hele tiden været planen, fortæller sportschef Hans Jørgen Haysen. 

- Da vi forlængede kontrakten med Adama Guira sidste efterår, var vi også enige om en fælles plan for et videresalg i løbet af et års tid. Vi er glade for, at vi kunne beholde ham i sidste sæson, men nu opstod så den rigtige mulighed for både Adama Guira og klubben, og vi var derfor også hurtigt enige om at det så skulle være, siger Haysen i en pressemeddelelse.

- Selvom vi mister en stærk spiller, så er det afgørende for vores strategi og planlægning, at både spiller og klub kan høste frugterne af den fælles indsats. Adama Guira har været en stor profil for klubben, og vi er derfor også glade og stolte over, at han får opfyldt sine ønsker om det videre karriereforløb, og at vi samtidig får et økonomisk afkast. Det viser igen, at med den rette plan for øje, bliver det en win-win for begge parter, tilføjer han. 

Adama Guira kom til SønderjyskE  i sommeren 2013. Han havde kontrakt med klubben frem til udgangen af 2020, men har altså skrevet kontrakt med Lens.