SønderjyskE-profiler foran udløb: Tiden arbejder imod os
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

SønderjyskE-profiler foran udløb: Tiden arbejder imod os

Pierre Kanstrup, Johan Absalonsen og Nicolaj Madsen kommer tættere og tættere på en afsked i SønderjyskE.

Det SønderjyskE-mandskab, der i forrige sæson endte med sølvmedaljer om halsen, er ved at blive sprængt til atomer. 

I den nuværende trup er der kun 11 vicemestre tilbage, og det tæller blandt andre Nicolaj Madsen, Pierre Kanstrup og Johan Absalonsen. Den nævnte trio kan dog meget snart være fortid i fodboldklubben i Haderslev.

Alle tre har kontraktudløb i SønderjyskE om godt halvanden måned, og spørgsmålet er, om de bliver eller forlader klubben. Johan Absalonsen har meddelt, at han er i tænkeboks, mens der længe har været massiv interesse for både Madsen og Kanstrup. 

Sportschef i SønderjyskE, Hans Jørgen Haysen, medgiver, at kontraktforlængelser med trioen ikke er lige for, men han vil heller ikke afskrive muligheden.

- Jeg plaprer generelt ikke løs om, hvad vi diskuterer internt, men jeg er jo heller ikke dummere end, at jeg godt ved, at jo længere tid der går, jo mere usandsynligt er det da også, at vi forlænger. Hvis det bare var så ligetil, hvad vi jo gjort det (forlænget kontrakterne, red.) for længe siden, siger Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Det kan blive det ene og det andet, og alle parter afsøger markedet. De kender spillet, og vi kender spillet, og det vil sige, at hvis vi pludselig får øjnene op for en ny Pierre Kanstrup, så snupper vi selvfølgelig ham, og hvis de får et godt tilbud fra en anden klub, så tager de imod det. 

Også sølvvinderen Marin Skender har kontraktudløb efter denne sæson. Hans Jørgen Haysen understreger, at hans fremtid også er uafklaret, men SønderjyskE har tidligere haft den tyske keeper Sebastian Mielitz til prøvetræning, hvilket kan indikere, at den 37-årige reservemålmand stopper til sommer.