Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE: Stadig muligheder for Songani

SønderjyskE lukker transfervinduet, men har stadig et hængeparti i form af Silas Songani.

SønderjyskE har haft et af de travleste vinduer af de 14 Superliga-klubber, og tirsdag kulminerede det hele med tilgangen af den fortabte søn Simon Poulsen, der er tilbage i Haderslev efter næsten ti år i udlandet. 

Simon Poulsen har skrevet under på en to-årig kontrakt med barndomsklubben, og det er med et smil på læben, at sportschef Hans Jørgen Haysen nu erklærer transfervinduet for lukket i SønderjysKE.

- Det ser ud som om, at vi er færdige. De få ting, der har budt sig, er ikke længere mulige, så jeg tør næsten godt sige, at vi er i mål, siger Haysen til tipsbladet.dk.

SønderjyskE har stadig et lille hængeparti i form af Silas Songani. Hans Jørgen Haysen fastslog tirsdag formiddag over for tipsbladet.dk, at kantspilleren skal væk, og det er stadig en prioritet, selv om transfervinduet nu lukker.

- Der er stadig muligheder for Silas i andre lande, hvor transfervinduet stadig er åben. Vi har en fin dialog med ham, og det er stadig planen, at han skal ud og spille noget fodbold. Silas trives bedst, når han er på en fodboldbane, og det skal vi hjælpe ham med på en ordentlig måde, lyder det fra Hans Jørgen Haysen.

SønderjyskE er nummer seks i Superligaen.