Solbakken regner med Delaney-farvel: Havde håbet på fem tilbud
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Solbakken regner med Delaney-farvel: Havde håbet på fem tilbud

Ståle Solbakken regner med, at Thomas Delaney bliver solgt denne sommer. Men indtil videre er interessen ikke så stor for midtbanemanden.

Thomas Delaney bliver med stor sandsynlighed solgt fra FC København denne sommer. Det er signalet fra manager Ståle Solbakken på FCK's første træningsdag forud for den kommende sæson. Delaney møder først ind til FCK-træning på fredag – ”hvis han møder ind,” som Solbakken fomulerer det.

Der er således meget, der taler for, at anføreren forlader klubben inden længe. Søndag offentliggjorde FC København købet af slovakken Jan Gregus, der beskrives som en midtbanespiller, der kan tage over efter Thomas Delaney. I samme forbindelse har FC København meldt ud, at Delaney har takket nej til en kontraktforlængelse, og manager Ståle Solbakken taler nu om, at midtbanemanden skal finde en ny – og rigtig – klub at fortsætte karrieren i.

- Vi har vidst det længe. Det er ikke sværere end som så. Det handler om karriereplanlægning. Da vi lavede en lang kontrakt med Thomas, var det planen, at han skulle skifte denne sommer. Thomas har haft en fantastisk sæson. Han har haft den bedste sæson, man kan tænke sig i den hjemlige liga, men det er ikke sådan, at klubberne har rendt os på dørene. Der har gjort, at der har været en slags usikkerhedsmoment i det hele, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Det betyder meget for Ståle Solbakken, at Thomas Delaney fortsætter karrieren det rette sted.

- Jeg har kendt Thomas, siden han var en lille dreng, og jeg har set, hvilken udvikling han har været igennem. Han har nogle forfærdelige kampe og perioder, hvor vi virkelig kæmpede med tingene, men det er lykkedes, og nu er det gået op i en højere enhed. Derfor har jeg sagt til Thomas, at jeg meget gerne vil have, at han tager til den rigtige klub. Vi har lagt så meget arbejde i det. Både Thomas, klubben, jeg selv og hele klubben har arbejdet hårdt for, at det skulle lykkes.

- Derfor ville jeg ønske, at der stod fem klubber klar og sagde, at de ville betale prisen, som FCK er tilfreds med, så Thomas selv kunne vælge. Men vi er ikke i den situation; derfor har jeg sagt til Thomas, at han skal tage et år mere og spille sig ind fast på landsholdet og få en god europæisk kampagne med FCK. Vi tilbød en klausul, så han kunne være sikker på at komme af sted i sommeren 2017, og det er det, diskussionen er gået på, ligesom han er blevet tilbudt en rigtig, rigtig god kontrakt, fortæller Solbakken, der dog har erkendt, at Delaney vil væk fra FCK.

- Thomas har gjort op med sig selv, at han har været her så længe, at han føler, at han virkelig trænger til en ny udfordring, hvis han finder en ny klub. Vi har sagt, at det er helt fair; vi har en pris, der skal betales, som står sort på hvidt, siger manageren, der bekræfter, at Thomas Delaney har en frikøbsklausul i sin kontrakt.

Ifølge tribunen.com er frikøbsklausulen på fire millioner euro, men de udenlandske klubber har altså ikke stået i kø for at skrive kontrakt med Thomas Delaney. Ståle Solbakken er både overrasket og det modsatte over de manglende købstilbud på FCK-anføreren.

- På den ene side er jeg overrasket, fordi han har spillet så godt – og han spillede godt i den halvleg mod Sverige, der var så vigtig for både Danmark og Sverige. Men jeg er heller ikke overrasket, fordi han ikke har vist sig frem på den internationale scene. Det er nok det, der gør, at jeg ikke er så overrasket. Men jeg tror, at der nok skal komme en klub og betale den rette sum for ham, siger Ståle Solbakken, der gerne havde set, at der var større interesse for Thomas Delaney.

- Min pointe er bare, at jeg vil have, at han skal kunne vælge. Han er ikke en fodboldspiller, der tænker på lønnen. Han skal have den rette følelse, og den situation kan jeg være bange for, men han er den spiller, som jeg har trænet i alle mine år, der har været mentalt stærkest. Han vil kunne klare alt, men jeg havde håbet, at vi havde stået i en situation, hvor der var fem tilbud med den sum, siger Solbakken.

Nordmanden regner altså med et salg af Thomas Delaney denne sommer, og hvilken situation stiller det FC København i?

- Det ved vi ikke, før vi har prøvet det, men vi har gjort alt, hvad vi kan. Der er ingen, der kan erstattet Thomas i forhold til, hvor godt han kender klubben og kontinuiteten og den person, han er. Jeg har ikke et ondt ord at sige om Thomas. Tværtimod er det kun positive ting, jeg kan sige. Der er ikke én mand, der skal fylde det hul ud. Det skal vi gøre som hold, siger Ståle Solbakken.

Udover nyindkøbet Jan Gregus kan folk som William Kvist, Youssef Toutouh og unge Aboubakar Keita også begå sig på den centrale midtbane i FC København.