Ståle delvist tilfreds med Rosenborg-kamp
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Ståle delvist tilfreds med Rosenborg-kamp

FC København-manager Ståle Solbakken kalder søndagens testsejr over Rosenborg for en 'blandet' kamp.

Søndag aften på træningsanlægget på Frederiksberg spillede FC København sidste testkamp inden weekendens Superliga-start. 

2-1 vandt københavnerne over de norske mestre Rosenborg og gjorde dermed rent bord i vinterens træningskampe. 

Det var en lidt blandet kamp, vi har nogle gode perioder og nogle mindre gode perioder, og specielt de første 15 minutter efter pausen var ikke så gode. Men vi førte fortjent 1-0 ved pausen, og jeg synes også, at vi slutter opgøret godt af. 

- Jeg synes det ser godt ud for os, vi har vundet fem ud af fem træningskampe, men det vigtigste er nok også, at vi - udover Toutouh - ikke har fået nogle skadede spillere. 
 
- Vi mødte en god modstander i dag, banen var svær og lyset heller ikke godt - nogle lidt andre forhold end i Dubai - men en OK kamp, og nu skal vi så blive klar til på søndag, siger FCK-manager til klubbens hjemmeside med henvisning til søndagens forårspremiere mod Esbjerg i Telia Parken.
 
Federico Santander og Benjamin Verbic scorede FCK's mål.