Stadsgaard: For god til bænken
Illustration
Superliga

Stadsgaard: For god til bænken

FC Københavns Kris Stadsgaard føler, han er for god til at sidde på bænken hos mestrene, men han har ingen planer om at skifte klub.

Fem Superliga-kampe og kun en enkelt en af slagsen siden august er alt, hvad det er blevet til for Kris Stadsgaard i dette efterår. Han har mistet sin startplads til Olof Mellberg, efter han spillede 27 ud af 33 ligakampe for FC København i sidste sæson, og det huer ham langt fra at gå fra at være fast mand til bænkevarmer.

- Det er frustrerende og bittert. Jeg synes, jeg er for god til at sidde på bænken, og det er ikke min plan at blive ved med det, siger han til tipsbladet.dk.

- Jeg har bevist før, at jeg mere end kan være med, og det er kun et år siden, jeg var inde omkring landsholdet, så jeg har tænkt mig at blive og vinde min plads tilbage.

Forklaringen på hans bænkplads skal til dels findes i, at holdet har klaret sig rigtig godt, siden Ståle Solbakken vendte tilbage som cheftræner. Når man spiller godt, bliver der ikke skiftet så meget ud, men når chancen endelig har budt sig, har Kris Stadsgaard også misset den. 

- Jeg har været uheldig med timingen, for jeg har været skadet mange gange, hvor de andre har haft karantæne. Når man ikke kan spille, er det svært at komme på, uanset hvor godt man gør det til træning, siger han. 

Nu kommer der til gengæld et langt forløb kun med træning, når mestrene starter vintertræningen til januar. Selvom holdet mere eller mindre er sat, vil Stadsgaard forsøge at gribe ud efter en af pladserne, hvis de skulle blive ledige.

- Jeg føler, det er meget tæt mellem os, og det har Ståle også sagt mange gange. Der er utrolig hård konkurrence, og vi er fire internationale spillere i midterforsvaret. Det er kun på kanterne, vi har lige så hård konkurrence, siger han med henvisning til konkurrenterne Georg Margreitter, Olof Mellberg og Ragnar Sigurdsson. 

- Jeg er optimistisk, for jeg kan jo se hver dag til træning, at det er tæt, og jeg gør det godt. Jeg tror, det kun er et spørgsmål om tid, siger Kris Stadsgaard, der må vente til den 9. januar, før FC København starter vintertræningen.