Steffen Rasmussen lukker i om AGF-balladen
Illustration
Superliga

Steffen Rasmussen lukker i om AGF-balladen

Steffen Rasmussen bekræfter at have talt med træner Peter Sørensen om de seneste dages uro i medierne, men forholder sig ellers noget passiv omkring sin egen situation og fremtid i Superliga-klubben.

Selv om målmand Steffen Rasmussen egentlig er ude med en skade i de næste mange uger og derfor er helt ude af AGF-truppen, har der i de seneste dage været sagt og skrevet utrolig meget om keeperen.

Balladen startede, da træner Peter Sørensen forud for sæsonpremieren mod FC København i et interview med Canal9 sagde, at den normale resevekeeper Emil Ousager var bedre end Steffen Rasmussen på det tidspunkt, hvor skaden ramte.

- Jeg mener, at Emil er en god målmand. Og da Steffen blev skadet, var Emil den bedste af de to. Der er områder, hvor Steffen er bedre end Emil. Men der er også områder, hvor Emil er bedre. Der er ingen, der siger, at Emil ikke ville have stået uanset hvad, sagde Peter Sørensen til Canal9 forud for FCK-kampen.

Det har medført stor ballade, og da Steffen Rasmussen blev forelagt trænerens ord, var han ikke selv bekendt med synspunktet.

Peter Sørensen har siden slået fast, at han har talt ud med Steffen Rasmussen omkring sagen, som træneren mener er en misforståelse.

Steffen Rasmussen, der passer sin genoptræning, er ikke meget for at kommentere de seneste dages massive fokus. 

- Jeg har ikke det store at sige, og jeg gider ikke deltage i alle de spekulationer. Det er rigtigt, at vi har talt sammen, og mere har jeg ikke at sige til det, siger Steffen Rasmussen til tipsbladet.dk.

- Hvis jeg går frem og kommenterer på noget, risikerer jeg, at det hele bare kører videre, og det ønsker jeg ikke. 

Steffen Rasmussen fik debut for AGF tilbage i 2002 og har i de seneste mange sæsoner været et sikkert valg på posten, men kontrakten med AGF udløber til sommer, og efter de seneste dages skriverier, bliver målmanden nu også rygtet væk fra Aarhus, da lokalrivalerne fra Randers FC i følge Ekstra Bladet er interesseret i at snuppe den 31-årige målmand. 

- Der bliver skrevet alle mulige ting, men det eneste jeg forholder mig til er min genoptræning, og at jeg har kontrakt med AGF frem til sommer, siger Steffen Rasmussen.

Som en af klubbens absolutte kulturbærere vil det være noget af et chok, hvis Steffen Rasmussen forlader klubben på en fri transfer til sommer, men scenariet er slet ikke så urealistisk endda, for indtil videre er der ingen dialog omkring en ny kontrakt. 

- Vi haft en uformel samtale på et tidspunkt, men ellers er der ikke gang i noget, siger Steffen Rasmussen kortfattet. 

- Jeg forholder mig til de ting, der ligger lige for - at blive klar oven på min skade, og at jeg har kontrakt med AGF frem til sommer. 

Genoptræningen forløber efter planen, men målmanden vil ikke komme med en dato for, hvornår han håber at være klar. Da skaden ramte tilbage i starten af februar lød dommer på mindst to måneders pause.