Steinlein: Vi står stærkere end før transfervinduet
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Superliga

Steinlein: Vi står stærkere end før transfervinduet

FC Midtjylland beholder Pione Sisto og Erik Sviatchenko i efteråret, og derfor mener sportsdirektøren, at klubben er kommet styrket gennem transfervinduet.

Det var store spørgsmålstegn ved både Pione Sisto og Erik Sviatchenko mandag morgen. Begge var oplagte salgsemner for FC Midtjylland, men efterhånden udviklede det sig til en stille og rolig dag for klubben. 
 
For selvom der var interesse for begge spillere og også konkrete bud på dem begge, så er både Sisto og Sviatchenko at finde i FC Midtjylland i efteråret. 
 
Mens Pione Sisto sagde nej tak til en engelsk klub, som flere medier har udpeget som West Ham, var det FC Midtjylland selv, der bremsede et muligt skifte for Erik Sviatchenko.
 
- Pione Sisto er en ung mand, der har truffet en vigtig beslutning. Han følte ikke, den pågældende engelske klub var rigtig med hensyn til hans planlægning af karrieren, og derfor sagde han nej. FCM var enige med klubben, og det var det hidtil største tilbud i FCM’s historie, men når Pione i samråd med sin familie og rådgivere vælger at sige nej ud fra sportslige grunde, så respekterer vi naturligvis det. Vi er lige gode venner for det i morgen, og vi glæder os meget over fortsat at have så seværdig en spiller hos os.
 
- Erik er helt afgørende for FC Midtjylland lige nu. Han binder sammen på og udenfor banen, han er vores viceanfører, og han er udset til en nøglerolle i efterårets mange kampe i Europa League gruppespillet og i ligaen. På den baggrund vurderede vi, at tilbuddet ikke var stort nok, og derfor sagde vi nej tak, siger Claus Steinlein til klubbens hjemmeside. 
 
Sportsdirektøren mener, at klubben faktisk er kommet styrket gennem transfervinduet, efter det er lykkedes at holde på de to profiler.
 
- Vi har hentet Filip Novák, Daniel Royer, Kian Hansen, Mikkel Andersen og Awer Mabil, mens vi har taget afsked med Sylvester Igboun, Izunna Uzochukwu, Jacob Haugaard og Frederik Møller. Vi står stærkere rustet til udfordringerne i Europa og i den hjemlige nu, end vi gjorde, da transfervinduet åbnede, mener han.