Stort interview: OB sigter mod toppen efter hårde år
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

Stort interview: OB sigter mod toppen efter hårde år

OB har ikke et mål om Europa, men klubben skal atter præge toppen af Superligaen efter nogle hårde år. - Vi hviler ikke på laurbærrene. Vi bygger videre, og vi vil gerne skabe den vækst, der skal til for at vi får bedre muligheder for at præstere, siger sportsdirektør Jesper Hansen i et stort interview.

"Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges.”
 
Det gamle Mærsk-motto kunne bruges på OB's ageren i forhold til det kommende sommertransfervindue. Der er stadig flere måneder til transfervinduet åbner, og selvom det først lukker i slutningen af august, har OB allerede tre handler på plads. 
 
Kenneth Emil Petersen, Joao Pereira og Jeppe Tverskov har alle skrevet kontrakt med klubben fra sommer, hvor de skifter transferfrit, og dermed følger OB sin strategi om at have truppen på plads så tidligt som muligt. 
 
- Ethvert ønskescenario er jo, at man gerne vil have sin trup på plads, når man starter til første træning efter sommerferien. Nogle gange skal man gøre op med sig selv, om der er nogle fordele i at vente eller om der kan dukke noget spændende op. Vi skal helst have så meget på plads så tidligt som muligt. Nogle gange skal man som klub slå til, når der er nogle muligheder og ikke altid tro, at der kommer noget, der er bedre lige om lidt. Derfor er jeg glad for, at vi på nuværende tidspunkt allerede har sikret os nogle fine spillere, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
 
De tidligere handler er også et resultat af, at OB er ved at være igennem de problemer, klubben har været i – særligt på den økonomiske bane. 
 
- Det gælder om at have overblik og styr på økonomien. I har selv på Tipsbladet lavet en oversigt over Superliga-klubbernes budgetter, og vi ligger ikke i top seks (OB vurderes som nummer syv, red.). Vi har brugt mange lønkroner tidligere, men nu er vi kommet ned på et niveau, hvor der kan komme noget ind, når der er nogle spillere, der forlader klubben. Det kan vi disponere over. Nu har vi penge at gøre godt med, når der ryger noget ud, siger Jesper Hansen, der glæder sig over, at OB nu har andre muskler og forudsætninger for at finde spillere. 
 
- Vi har haft en spillertrup, hvor lønningerne var stigende. Det har været lange kontrakter med stigende løn uanset om man spillede eller ej. Derfor skulle vi ned i lønbudget. Det er ikke gode parametre, når man skal finde spillere. Kent (cheftræner Nielsen, red.) og jeg kender hinanden godt, og vi har en god dialog om tingene, så vi har hurtigere kunne få tingene på plads. 
 
- Vi har også fået hjælp af Ole (scout Nielsen, red.), og nu er han kommet på fuld tid. Det betyder, at der er flere hænder til tingene. Alt i alt er vi bedre rustet til at lave langsigtede ting – også fordi Kent har en lang aftale, og vores strategi lægger klar. Vi er bedre rustet til at finde bedre spillere; både på grund af vores økonomi og ud fra den besætning, der er sikret i et stykke tid, siger sportsdirektøren. 
 
At OB's seneste tre spillertilgange, der alle effektueres til sommer, er udelukkende transferfrie spillere betyder ikke, at det er en bevidst strategi at hente kontraktrie spillere. 
 
- Man vil altid lave så god en handel som mulig, og det er vigtigt, at alle er tilfredse med handlen. Vi køber også spillere, men når vi køber en spiller, handler det egentlig om at dele købssummen op i de måneder, spilleren er her, og så finder man ud af, om det er et godt køb eller ej. Når vi kigger på en spiller, kigger vi også på, hvad han må koste os. Så kan det i gåseøjne være ligegyldigt, om pengene går til transfer, løn, sign-on-fee eller agenter. Vi vurderer spilleren til at have en værdi i det marked, vi skal agere i, fortæller Jesper Hansen. 
Lag på lag
Han fastslår, at OB endnu ikke er færdige med at bygge den trup, der skal sikre klubben en plads i mesterskabsslutspillet i næste sæson. Denne skribent har i et blogindlæg peget på, at OB mangler noget flødeskum på toppen af lagkagen rent transfermæssigt, men Jesper Hansens har et andet fokus. 
 
- Vi er et godt stykke vej, men vi er ikke færdige. Vi har også spillere i vores egen trup, som vi skal give besked om fremtiden. Vi er ikke færdige, men når man taler om flødeskum på lagkagen, handler det også om, hvor mange lag der er på lagkagen. Vi bygger lag i øjeblikket. Vores fundament skal blive stærkere. Vores mål er at være en del af top-seks-slutspillet fremadrettet. Vi skal også til at tjene nogle penge på vores placeringer, så vi også kan udvikle tingene hernede i klubben. Der er et større arbejde i at gøre vores faciliteter bedre. Det er et enormt vigtigt element i at blive bedre – både på Superliga-niveau og i vores ungdomsafdeling, mener Jesper Hansen. 
 
En væsentlig forandring i de senete OB-transfers er længden af kontrakter. Hvor man førhen tegnede korte kontrakter af en eller to sæsoners varighed, råder OB nu over mange spillere med lange aftaler. Hele 11 spillere fra den nuværende trup har aftaler til minimum sommeren 2018, og hertil kommer de nye folk Kenneth Emil Petersen, Joao Pereira og Jeppe Tverskov. Det er altså hele 14 spillere, som man kan bygge fremtiden på og sikre den kontinuitet, man længe har sukket efter. 
 
- I den hårde fase, hvor jeg startede, havde vi ikke ret mange penge. Dengang vidste vi godt, at de spillere vi hentede ind, skulle hjælpe os i en periode så godt som muligt. Det var en nødvendighed. Vi hentede nogen, som måske godt kunne udvikle sig, så vi forlængede, men vi vidste også godt, at der var stor chance for, at det var spillere, der skulle være her i en kort periode. Fra dag ét har jeg sagt, at jeg gerne vil skabe kontinuitet, både på spiller- og trænerside, og det er det, vi er begyndt at få nu. I sommeren 2015 nåede vi næsten målet, og nu gælder det om at skabe kontinuitet i spillertrup og trænerteam. Nu har vi et antal spillere med en kontraktlængde, der gør, at rytmen og fundamentet er skabt, siger Jesper Hansen. 
 
Et opgør med dårlige faciliteter 
OB har i løbet af de seneste år solgt mange spillere til pæne beløb, og selvom man gerne vil holde fast i en stamme, kan der stadig komme spillersalg i fremtiden.  
 
- Vi har solgt mange spillere i den tid, jeg har været her. Det er stadig vigtigt. Vi vil gerne sælge spillere, og vi vil gerne være en klub, hvor spillere kan komme videre fra. Spillerne skal bare præstere 100 procent, mens de er her. Det er tit de bedste spillere, man kan sælge, men i forhold til at skabe resultater kan det være, at vi fremover kun vil sælge en spiller i stedet for to. Vi har været i en situation, hvor der skulle meget ud. Vi må se, hvordan det ser ud fremadrettet, siger Jesper Hansen. 
 
Efter snart tre år på posten som sportsdirektør har Jesper Hansen snart gennemført den turn-around af OB, han blev ansat til at foretage. Det har været en sej kamp med meget modvind, men OB er ikke i mål endnu, fastslår han. Nu gælder det om at se fremad – og opad. 
 
- Vores faciliteter og resultater skal blive bedre. Vi skal gøre det godt for at komme op i top seks, når man kigger på vores økonomi. Vores faciliteter er ikke 2. division værdig, men man må også gerne præstere bedre end forventet. Vi hviler ikke på laurbærrene. Vi bygger videre, og vi vil gerne skabe den vækst, der skal til for at vi får bedre muligheder for at præstere, siger Hansen, der har oplevet et OB i forandring gennem hans tre år i klubben. 
 
- Det har også været en del af arbejdet at skabe en anderledes kultur fra det, som var her. Der er mange, der først skulle vænne sig til, at det bliver en anden tid og en anden kultur, men de har også taget arbejdshandskerne på. Der er mange, der har trukket et godt læs, men i fodbold er vi aldrig der, hvor vi skal være. Vi skal hele tiden arbejde og gøre alt, hvad vi kan for at blive endnu bedre. Det arbejder vi på. Derfor står bedre faciliteter meget højt på dagsordenen, siger sportsdirektøren, der ikke kan komme nærmere ind på planerne for nye og bedre faciliteter i OB. 
 
Målsætningen for OB er at være en del af dansk fodbolds top seks, men den hellige gral for de fynske fodboldfans vil alle dage være Europa. Hvornår vil omverdenen se OB spille europæisk fodbold igen?
 
- Fra den kommende sæson vil vi være i top seks. Vi vil gerne præstere så godt som muligt. Vi skal så højt op i tabellen som muligt, men vi har ikke et mål om at komme i Europa i tre ud af fem eller en ud af hundrede gange. For handler det om det lange, seje træk. I forhold til vores økonomi og faciliteter vil det være rigtig fint, hvis vi kan komme i top seks. Det er det, vi arbejder på, siger Jesper Hansen. 
 
FAKTA - LANGE KONTRAKTER, LILLE BUDGET: 
 
OB har lange kontrakter (til minimum sommeren '18) med disse 14 spillere:
Anders K. Jacobsen (december 2020)
Mikkel Desler (sommer 2020)
Sten Grytebust (sommer 2019)
Izunna Uzochuwku (sommer 2019)
Jens Jakob Thomasen (sommer 2019)
Rasmus Festersen (sommer 2019)
Kenneth Emil Petersen (sommer 2019)
Jeppe Tverskov (sommer 2019)
Mathias Greve (sommer 2019)
Frederik Tingager (sommer 2018)
Lucas Jensen (sommer 2018)
Joan Simun Edmunsson (sommer 2018)
Jacob Buus (sommer 2018)
Joao Pereira (sommer 2018)
 
OB vil i princippet kunne stille med dette hold i løbet af de næste to sæsoner:
 
Sten Grytebust – Mikkel Desler, Kenneth Emil Petersen, Jeppe Tverskov, Joao Pereira - Lucas Jensen, Izunna Uzochukwu, Jens Jakob Thomasen, Mathias Greve – Anders K. Jacobsen, Rasmus Festersen
 
Budgettet
Tipsbladet Print vurderede i februar 2016 de 12 Superliga-klubbers transferbudgetter (overgangssum, signon-fee og løn). Den så således ud (alle budgetter er anslåede beløb): 
 
FC København: 120-130 millioner kroner
Brøndby IF: 85-95 millioner kroner
FC Midtjylland: 66-75 millioner kroner
FC Nordsjælland 35-40 millioner kroner
AGF: 35-40 millioner kroner
Esbjerg fB: 30-35 millioner kroner
Randers FC: 30-35 millioner kroner
OB: 30-35 millioner kroner
AaB: 25-30 millioner kroner
SønderjyskE: 19-21 millioner kroner
Viborg FF: 18-19 millioner kroner
Hobro IK: 10-12 millioner kroner