Superligaens nyeste kapløb foregår på træningsanlæggene. Eller retter sagt: Det er træningsanlæggene. Der renoveres for millioner rundt om i landet, hvor gamle og umoderne faciliteter opgraderes til nye og tidssvarende. Læs den store feature

Bragt i Tipsbladet 14. april

Når AaB-træner Morten Wieghorst skal give sine spillere taktiske dessiner, har spillerne klubbens fortid i ryggen.

Mødelokalet på Hornevej i Aalborg Øst er udstyret med et moderne taktikboard, hvor træneren med en finger kan tegne på videoerne på skærmen, og i skabene nedenunder er der senge, der nemt kan klappes ud, så taktiklokalet kan omdannes til hvilerum, hvis der skulle være behov for det mellem to træninger. Det er moderne, og det er praktisk, men samtidig er historien ikke glemt. Endevæggen er et stort, lettere pixeleret holdbillede fra starten af 1900-tallet, hvor en samling bistert udseende nordjyder med flotte overskæg og armene over kors poserer foran fotografen. Det er et af klubbens cricketmandskaber, som man i AaB mente, det ville være passende at blæse op i stor størrelse, da taktiklokalet skulle udsmykkes.

”Når man går herind, er det alvor. Historien er bag os, men de står med cricketbat, og de holder også øje med os: ”Gør I det ordentligt?” vurderer de,” fortæller AaB-sportsdirektør Allan Gaarde, mens han viser Tipsbladet rundt i Børge Bach Huset, opkaldt efter klubbens tidligere spiller og direktør.

Den slags symbolske detaljer er der mange af i bygningen, der blev indviet i november sidste år, og hvor klubbens Superliga-spillere og -trænere holder til. ”Våbenlager” står der på skiltet foran støvlerummet, hvor spillernes fodtøj befinder sig, og hvor man blandt andet lægger mærke til et lilla og meget lidt benyttet par Copa Mundial i Rasmus Würtz’ skab. I fitnessrummet er hele den ene væg prydet af et stort billede fra fantribunen på byens stadion samt opfordringen ”Kæmp for Aalborg – kæmp for Nordjylland”, så spillerne motiveres til at arbejde hårdt. Motionscyklerne har front mod de store panoramavinduer og den grønne træningsbane på den anden side af glasset, så skadede spillere kan føle sig som en del af truppen og samtidig holde blikket på det græs, de arbejder for at vende tilbage til.

Men én ting er signalværdierne og symbolerne. Noget andet er det løft af hverdagen, som AaB’s Superliga-hold har fået efter at have forladt de gamle klublokaler fra slutningen af tresserne og er flyttet over i de nye lokaler ved siden af administrationsbygningen på Hornevej, kun et solidt sideskift fra de gamle. Det nye, lyse fitnesslokale er udstyret med moderne redskaber, og ved siden af bruserne står to store kar til koldtvandsbade. Bag væggen er en tank med 1000 liter vand på fem grader, og åbnes der for hanerne, fosser koldt vand ned i karrene. Nemt og praktisk. Også staben rundt om truppen er blevet tilgodeset. Der er er en indkørsel ned til vaskerummet i kælderen, så holdleder Ernst nemt kan få taskerne med beskidte spillerdragter ind til de tre vaskemaskiner og to tumblere. Og trænerteamet slipper for at klæde om foran computeren og have svedige træningsdragter hængende på kontorstolen, for de har fået deres eget omklædningsrum. Der er tænkt på det meste i Børge Bach Huset.

”Jeg er stolt over, at vi har bygget et nyt landemærke. Det er en kompliceret proces at få lov til at bygge en bygning. Det kræver et samarbejde med moderklubben og med kommunen, og den proces er udfordrende. Vi har to ting, der skal sikre vores fremtid: Dygtige spillere og dygtige trænere. Når vi er i tvivl om, hvordan vi skal prioritere vores tid, er det det, vi skal sørge for. Som sportsdirektør skal jeg sikre, at vores trænere og spillere kan udfolde deres kompetencer. Det er faciliterne en del af,” siger Allan Gaarde.

Der er gang i byggeriet i dansk fodbold for tiden, men ikke på stadionerne, som de fleste klubber fik styr på i slutningen af halvfemserne og starten af nullerne. Nu er turen kommet til de slidte træningsanlæg, og fokus er på forholdene i hverdagen frem for weekendens kampe.

I Ikast anlægger FC Midtjylland nye baner, og i Viborg skal der bygges et nyt klubhus. I Esbjerg har spillernes omklædningsrum fået en renovering, fordi den nye sportsdirektør Ted van Leuwen undrede sig over forholdene i klubben, hvor ”kontorlokalerne var meget 2016, mens det nedenunder var 1964.” Og i Århus er de ikoniske bogstaver ”A”, ”G” og ”F” og logoet blevet pillet af fra klubhuset, som er blevet revet ned og skal erstattes af et nyt – der selvfølgelig også vil få klubbens navn på facaden.

”Fredensvang er hjertet i klubben, hvor vi og vores ungdom er hver eneste dag. Det skal stå i rigtig lang tid, og derfor skal det være helt rigtigt, det vi bygger,” har direktør Jacob Nielsen sagt om beslutningen.

Så dansk fodbold rykker på et område, hvor der i mange år ikke er sket ret meget. Men hvorfor sker det nu? Og hvilket betydning har nogle ekstra brusere og en kunstgræsbane?
Motivationsfaktor og konkurrenceparameter

Da Allan Gaarde for 20 år siden valgte at skifte til AaB efter at have spillet sekundafodbold i Vejen, var faciliteterne i Nordjylland en af årsagerne til den 22-årige midtbanespillers beslutning. Han havde flere klubber at vælge imellem, men han var blandt andet tiltrukket af AaB, fordi klubben havde en række værelser, som spillerne delte to og to, og som de kunne benytte til hvile og hygge mellem træningspassene. Det kunne ikke ret mange andre steder tilbyde.

Mere end halvandet årti senere havde Allan Gaarde fået en ny rolle i klubben som sportsdirektør, og AaB befandt sig i en ny situation. Efter flere år med en presset økonomi havde klubben fået luft takket været det danske mesterskab i 2014 og deltagelse i europæisk fodbold, og der var, i mere end én forstand, overskud til at tænke på fremtiden. Nordjyderne skulle finde ud af, hvordan klubben bedst muligt kunne udvikles.

”Vi havde en diskussion om, hvad vi strategisk skulle investere i for at sikre fremtiden for vores klub. Vi lavede en workshop sammen med staben, og vi havde 20-25 projekter, vi kunne investere i. Et af dem var opgradering af faciliteterne. Mange trænere ville have ønsket at hente nye og dyre spillere, så de ville kunne sikre deres egen nære fremtid, men trænerteamet valgte enstemmigt, at de ville have bedre faciliteter. Nye kunstgræsbaner, investeringer i græsbanerne, og så investeringer i hverdagen. I stedet for at købe en række dyre spillere, som ville være et quick fix, har vi valgt at investere i udvikling af spillere på langt sigt. Vi tror, at det vinder,” siger sportsdirektøren om beslutningen om at bygge et nyt klubhus til førsteholdet.

Investeringen handler også om de krav, AaB stiller til spillere og trænere. Det er blevet et mere krævende job at arbejde i en Superliga-klub, fortæller Allan Gaarde, fordi der eksempelvis foregår et større analysearbejde, og derfor er man som arbejdsgiver også nødt til at stille ordentlige forhold til rådighed.

”Når en kamp er færdig, starter det store arbejde i en ny proces. Alle spillerne får i dag feedback én til én. Man klipper video til den enkelte spiller, man evaluerer med den enkelte spiller.  Trænerne kommer tidligt, og de går sent hjem. Det kan godt være, holdet kun spiller to kampe om ugen, men alt indimellem fylder meget mere end tidligere, hvor man spillede kampen, afrundede kampen og gik hjem. Vi kræver meget af spillerne, og derfor er vi også nødt til at kræve meget af os selv. Derfor skal man også stille moderne og tidssvarende faciliteter til rådighed,” siger Allan Gaarde om et anlæg, der skal give spillerne lyst til at være der i længere tid og arbejde på at blive bedre.

”Vi har ikke gjort det, men målte vi spillernes trivsel er jeg slet ikke i tvivl om, at den ville være højere. Det betyder da noget. Jo større medarbejdernes tilfredshed er, desto mere motiverede er de til at yde bedre.”

”Hvis ikke skraldespandene står det rigtige sted, kaster folk papir på jorden. Det er lidt det samme her. Hvis gym er moderne, og der er mulighed for at spille noget god musik, får man lyst til at være der. Et andet eksempel er, at fællesskab er en vigtig værdi for os. Hvis opholdsfaciliteterne er gode,  har man lyst til at være der i længere tid, i stedet for at man flygter hjem efter træning,” siger AaB-sportsdirektøren.

Han håber, at hans arbejde fremover bliver lettere. Børge Bach Huset skal gerne være med til at overtale dygtige fodboldspillere og -ledere til at vælge AaB som ny klub.
”Da vi skulle ansætte en ny træner efter Kent Nielsen, tog jeg dem ikke med op i de gamle lokaler. I stedet havde jeg fået en arkitekt til at lave en tegning af, hvordan det nye hus skulle se ud. Hvis man som træner har et kontor, hvor man skal bøje nakkken for at komme ind, og man nærmest bliver pukkelrygget af at sidde der, er det ikke befordrende og tiltrækkende. Vi ved godt, at vi i AaB tiltrækker spillere og trænere på nogle andre kriterier end i andre klubber. Vi vil ikke betale de største lønninger, men vi vil give mest til spillerne og sikre, at de får de bedste muligheder for at udvikle sig,” siger Allan Gaarde, og den ambition har allerede været en succes – træner Morten Wieghorst havde godt noteret sig forholdene, da han skrev kontrakt i vinter.

”Det er ikke det altafgørende, for det kan også være, der er planer om at forbedre, og så kan der være andre ting, der taler for at tage derhen. Men for mit eget vedkommende kan jeg sige, at da jeg så det her, tænkte jeg ”okay, her er rigtigt gode muligheder for at få et rigtigt professionelt miljø i hverdagen,” siger Morten Wieghorst, der beskriver faciliteterne i AaB som nogle af de bedste, han har oplevet i trænerkarrieren.

”Jeg har været i Swansea, hvor der faktisk var dårlige forhold, lige inden jeg kom. De klædte om i et offentligt fitnesscenter, og så var der et rugbyhold, der havde førsteprioritet på kunstgræsbanen. Det var en af de sidste klubber, der manglede at komme op på Premier League-niveau. Og det her rangerer meget højt efter danske forhold,” siger AaB-træneren.
Det har også været dyrt. I begyndelsen var budgettet på omkring fire millioner kroner, men det endte med at koste 10 millioner, fortæller Allan Gaarde.

”Det kunne man vel få fem gode spillere for?”

”Ja – i to år. Men det her er noget, der varer altid. Det er forskellen. Det er en langsigtet investering, En meget langsigtet investering,” siger AaB-sportsdirektøren.

Grønne områder
Én ting går igen, når man snakker faciliteter med aktørerne i dansk fodbold, og det er baner. For nok er det vigtigt med ordentlige omklædningsforhold, og det er rart, at hvis styrketræningen kan laves inden for klubbens egne mure, men det vigtigste er underlaget under fødderne. For eksempel er Viborgs træner Johnny Mølby glad for, at klubben sidste år satte ressourcer af til at forbedre græsset – flere folk, mere såning, flere omgange med tromlen.

”Det vigtigste for mig er banen. Det er vanvittigt vigtigt, for hvis vi ikke kan løbe og træne de ting, vi gerne skulle bruge om søndagen, bliver det problematisk,” siger Mølby.
”Vi har et produkt, vi skal sælge; vi skal underholde, og derfor er det vigtigt, at vi stiller så gode faciliteter som muligt til rådighed. Vi giver spillerne den bedste mulighed for at præstere et højt niveau, så kvaliteten og underholdningen bliver bedre. Jeg synes, vi har en forpligtelse, og jeg synes, vi skal sælge sporten,” siger Johnny Mølby.

Hele anlægget i Viborg står foran en ordentlig overhaling. I december gav kommunen grønt lys til, at Viborg FF kan bygge et nyt foreningshus til 26 millioner kroner som erstatning for de nuværende klublokaler. Det glæder Johnny Mølby, at der bygges nyt, men det er ikke det vigtigste for ham.

”Vi har noget gammelt lort nu, for at sige det lige ud. Vi får et nyt klubhus, som skal i gang med at bygges i løbet af året, så vi håber, at det om et års tid står færdigt. Det giver bedre betingelser for spillerne. Men jeg har det også sådan, at fodbold altså er ude på banen. Det handler ikke om, hvorvidt man har et fint omklædningsrum. Det er hele tiden en hårfin balance, men om man har fire brusere, eller om man har to, må ikke blive en undskyldning for, at man ikke kan levere et ordentligt stykke arbejde.”

Også i Aalborg ser man underlaget som det mest afgørende. I samarbejde med moderklubben har man fået to nye kunstgræsbaner, og der blevet lavet et vandingsanlæg, så AaB selv på tørre sommerdage kan spille på saftigt, grønt græs. Det glæder førsteholdstræneren.

”Ét: hvis man har dårlige baner, har man større risiko for skader, og det er et problem. To: Hvis man er meget pasningsorienteret, er det svært at arbejde på en knoldemark. Vi vil gerne have snorlige træningsbaner, så man kan lave sine ting, uden bolden springer op på knæet. Men man skal huske at have de andre forhold med. Jeg har hørt en historie om Boca Juniors, der en gang om ugen kørte ud til en offentlig park, hvor de satte nogle stænger op, og så spillede de bare. Det var forhold, der vanskeliggjorde spillet, og det var for at vænne spillerne til, at sådan kunne det altså også se ud,” siger Morten Wieghorst.

”I talentudviklingen er der mange gode ting ved at spille på kunstgræs, for hvis ellers teknikken er god nok, kan man regne med, at bolden bliver på underlaget. Men når jeg tænker tilbage på min egen spillertid, lærte man at kontrollere bolden bedre, hvis man indimellem spillede på grusbaner. Der er fordel ved begge dele, og jeg tror, man skal sige til spillerne, at vi muligvis træner på kunstgræs, som man kan stole på, men fodbold bliver stadig fortrinsvs spillet på almindelig græs, og der glider og springer bolden på en anden måde,” siger Morten Wieghorst.

Det ved de kun alt for godt i Odense.

Ådalens flade tag og elendige baner
Da træningen i Ådalen er færdig, må João Perreira låne en stige af greenkeeper Yousef Yousry. OB’s klubhus har fladt tag, og deroppe ligger en vildfaren Perreira-clearing og venter på, at portugiseren får kravlet op ad stigen og hentet den ned i boldnettet til de andre. Backen må de godt fire meter op, og da han har kastet bolden ned, kan han ligesom holdkammeraterne holde fri for den dag. Når han altså har sat stigen tilbage i skuret.

OB-spillerne kan godt leve med, at det indimellem minder om en folkeskole, hvor man må bede gårdvagten om hjælp til at hente en bold, der er kommet på afveje. Langt værre er det, at da Tipsbladet er på besøg i Ådalen en af de sidste dage i marts, er det kun anden gang i år, OB-spillerne overhovedet træner på anlægget. Baneforholdene er nemlig for dårlige til at kunne benyttes regelmæssig at et Superliga-hold. For det første er der kun tre en halv bane til 865 medlemmer. For det andet er den enlige kunstgræsbane så slidt, at den nærmest er grå henne ved lågen, hvor spillere i alle aldre kommer og forlader banen. Og for det tredje løber Odense Å få meter ved siden af anlægget, hvilket er med til at skabe en idyllisk og meget odenseansk stemning, men det belaster også plænen. Der skal ikke meget regn til, før vandet får overtaget i undergrunden, så OB’s bane ét, hvor Superliga-holdet træner, ikke kan benyttes.

Anlægget i Ådalen er del af en kommunalpolitisk debat i Odense i denne tid. I budgettet for 2017 er der sat 16 millioner kroner af til anlæggelse og forbedring af boldbaner, men hvordan de skal fordeles, er ikke afgjort. OB’s professionelle afdeling vil gerne selv bruge penge på at forbedre klubbens faciliteter, men da det også er en reel mulighed, at hele klubben skal flytte væk fra ellers så ikoniske Ådalen, fordi der ikke er meget plads til udvidelse, vil man ikke ofre penge, der kan vise sig at være spildt i tilfælde af en flytning. Derfor er OB lige nu et i vakuum, og derfor kan man se U/19-landsholdsspillere cykle rundt med boldnet og kegler på byens veje, når de skal ud og låne andre træningsbaner. Superliga-spillerne er nødt til at gøre det samme, bare i biler, for også de er ofte nødt til at træne på andre baner, for eksempel på den nærliggende dyrskueplads.

Det fik i februar OB-angriberen Rasmus Festersen til at skrive en kronik Fyens Stiftstidende, hvor han blandt andet sammenlignede kunststgræsbanen med sin farmors vægtæppe og beskrev, hvordan anlægget i Ådalen generelt trænger til en overhaling.

”Forvaltningen af kommunale som private midler vil jeg ikke blande mig i, men Odense skal være klar over, at fodboldflagskibet OB har en god besætning, men et slidt skrog, der skal renoveres, hvis det ikke skal synke,” skrev Festersen i kronikken.

Efter årets anden OB-træning i Ådalen, uddyber han over for Tipsbladet.

”Det allervigtigste for en fodboldklub er, at man har nogle ordentlige baner at spille fodbold på. På en solskinsdag i Ådalen er det fantastisk med åen løbende lige i baggrunden, men vi har løbet og trænet ovre på dyrskuepladsen, og det er et sted, hvor der bliver afholdt dyrskue, afholdt Grøn Koncert og bliver luftet hunde, og bane bliver brugt af stort set alle hold i omegnen. Det er ikke optimale forhold, når man gerne vil være et hold, der spiller possession-fodbold,” siger Rasmus Festersen.

”Det er ikke en god bane. Det er en... dyrskueplads. Der er blevet trådt i adskillige hundelorte, og vi træner der, hvor tribunen skal stå under dyrskuet, og hvor man udstiller tyrene. Fik man lov til at hegne den ind og pleje den, kunne den blive god, men jeg kan godt forstå, at den professionelle afdeling ikke vil smide alt for mange penge i den, hvis der så kommer en hund og graver den op, eller hvis nogle old boys-spillere ødelægger den.”

”Det er ikke fordi, jeg kræver spabad og greenkeeper. Men hvis man gør meget for en klub; henter dygtige spillere og dygtigt personale, må man bare erkende, at en Formel 1-bil ikke kører så godt, som den burde, hvis den bliver kørt på en pløjemark. Der er dygtige fodboldspillere i denne klub, der er dygtige ledere, men faciliteterne gør, at man ikke kan køre det fuldt ud.”

Problemet er ikke kun, at banen er dårlig. Problemet er også, at det er skidt for kulturen, når man ”fylder barnevognen med rævehaler, øl og habengut og tager på landevejen og forsøger at finde ledige kunstgræsbaner,” som Troels Bech i sin tid som Silkeborg-træner formulerede det. Det øger ikke lysten til at træne ekstra, når man er kørt i bil til banerne, som ligger flere kilometer væk, fortæller Rasmus Festersen.

”Man burde jo sagtens kunne stå og selvtræne alligevel, men virkeligheden ser anderledes ud, når man skal ud og køre, slæbe bolde og blå mænd. Det kræver en stærk rygrad at køre ekstra træning. Hvis jeg vil lave noget ekstra, er der fire, som skal vente på mig, fordi vi er kørt sammen. Folk vil gerne have tingene hurtigt tilbage til anlægget, nogle vil træne en halv time ekstra, nogle vil træne fem minutter ekstra, og nogle vil slet ikke træne. Det burde ikke være sådan, men virkelighedens historie er en anden.”

Rasmus Festersen understreger flere gange, at hans primære fokus er banerne, men også inden for murene er der problemer. Omklædningsrummet er trangt og har dårligt plads til alle spillerne – man kan nok også finde lidt mug og skimmelsvamp i hjørnerne, hvis man leder, spår angriberen. I talende stund er endnu en af bruserne gået i stykker, så der er kun to funktionelle til et helt fodboldhold. Der er problemer med det varme vand, men ligeledes med det kolde. Mens man i Børge Bach Huset har 1000 liter koldt vand klar, så AaB-spillerne i store kar kan tage isbade, må man i OB fylde en skraldespand med vand og is og stille sig i den. Klubhuset er fra 1968, og var dengang et ambitiøst byggeri til 1,2 millioner kroner, men næsten 50 år senere er det forældet.

”Der er positive og negative ting ved anlægget. Ådalen ligger jo helt fantastisk ved åen og har en stor historie. Det er byens klub, der ligger centralt, og der er en stemning og en kultur hernede, som vil være svær at skabe uden for byen i et nyt anlæg. Men omklædningsfaciliteterne er ikke up-to-date. Ungdomsholdene klæder om  i en barak, og i omklædningsrum, der er beregnet til 20, sidder de 40, når der er kamp i weekenden. Jeg efterspørger ikke, at der skal være spabad og sauna, men der er et pladsproblem.”

”Når Jesper [Hansen, sportsdirektør] eller Tonny Hermansen, vores talentchef, skal finde nye spillere, tror jeg også, at de venter med at vise dem rundt i Ådalen, til underskriften er sat. Man kan godt frygte, at de andre klubber vinder på den lange bane, også i for eksempel talentudviklingen. Hvis man er ungdomsspiller her på Fyn og skal vælge en ny klub at udvikle sig i, og man i OB kan få tilbudt en barak og et gulvtæppe at spille på, vil man måske kigge andre veje. Derfor kan jeg godt frygte, at OB vil blive hægtet af, hvis der ikke sker noget. Det bliver sværere at tiltrække og udvikle dygtige spillere end hos klubber, der har bedre faciliteter,” siger Rasmus Festersen.

De frustrerende plastiksæder
Man forstår, hvorfor gode baner er nødvendige, for man spiller som bekendt, som man træner. Men hvad med alt det andet? Øges fodboldspillets kvalitet proportionelt med antallet af varme brusere i et omklædningsrum? Og er det ikke forkælet, at man ikke gider køre nogle få kilometer til en træningsbane? Jo, det er det, siger Martin Borre – men det gør ikke dårlige faciliteter mindre problematiske.

Den 38-årige tidligere fløjspiller spillede fra 2002 til 2009 159 Superliga-kampe for Køge, OB og Vejle. I dag er han politisk journalist for Berlingske, men han husker udmærket frustationerne fra de dårlige træningsforhold, han mødte i sin fodboldkarriere.

”Køge kan man trække ud af ligningen, for det var en lille klub, men i OB og Vejle var der, på hver sin måde, virkelig ikke gode faciliteter. Som fodboldspiller træder man hver dag ud på en fodboldbane, og så er det der, hvor man bruger sin tid. Man er i konkurrence, man skal præstere for at nå det, man gerne vil, og hvis man så træder ud på en bane, hvor der hver sommer bliver trukket køer rundt, som man gør to måneder i OB, hopper bolden op på ens knæ. Så bliver man frustreret over, at banen ikke er, som den skal være, så man gøre det, man er der for: At præstere for sig selv og for sin klub. Hvis alle ting så er irriterende, skaber man nogle små frustrationer, som kan sætte sig, så det ikke er fedt at gå på arbejde.”

”Min træner i Vejle, Mats Gren, sagde, at hvis man er slagter, går man ikke på arbejde og skærer med en sløv kniv. Man kan godt skære kødet ud, men det tager længere tid, og det er vildt irriterende. Hvis man går ud på en bane, som ikke er, som den skal være, eller hvis man som i Vejle skal køre et kvarter i bil hver vej, skaber det irritation, som fjerner fokus fra det, man ellers skal bruge tiden på.”

”Træningsanlægget er et sted, hvor man er rigtigt mange timer hver evig eneste dag, og jeg vil vove at påstå, at det for alle – journalister, slagtere og fodboldspillere – er lækrere at gå ind i et rum, som er ordentligt i stedet for et rum, som er fra fyrrerne, og som måske har fået en klat maling efterfølgende. Man vil gerne gå på arbejde og tænke: ”Hvor er det her lækkert!” På nogle arbejdspladser kan det være, at der er sat en kaffemaskine op. For fodboldspillere kan det være, at der er lækkert at være, træningstøjet ligger klart, og man bare skal koncentrere sig om at spille fodbold,” siger Martin Borre.

I Vejle skulle han og holdkammeraterne køre til og fra træningsseancerne Omklædningsrummet var på Vejle Stadion, men banerne lå længere væk, så hver dag satte spillerne sig i personbiler og kørte af sted for at gå på arbejde.

”Der er den helt banale ting, at man efter en træning sætter sig ind i en bil med en våd trøje og bliver kold. Det er, hvad det er. Det er måske forkælet, men det er bare meget, meget federe at gå direkte ud på en træningsbane, end at man skal køre i bil. Desuden opstår der grupper. Man kører med de samme hver gang; sidder og snakker, og hvis det går lidt dårligt, skal der ikke meget til, før der blev negativ snak om træneren, andre spillere og sådan nogle ting.”

”Om vinteren kunne der være sne og slud, så man var sjaskvåd, når man kom ind fra træning. Så købte de sådan nogle plastikting, man kunne trække ned over sædet. I virkeligheden er det et godt billede på situationen: Det kan man jo godt gøre, men det er skideirriterende. Det er skideirriterende at gøre det, det er skideirriterende for ham, der har bilen. Jo flere små irritationsmomenter man kan fjerne fra spillernes hoveder, desto længere er man fra, at der opstår dårlig stemning i truppen. At man skal trække plastik ned over et sæde gør ikke alene, at der opstår dårlig stemning, men sammen med andre ting kan det være med til, at man pludselig får den, som vi for eksempel havde det i OB i en periode, hvor der var knas mellem spillere og trænere,” siger Martin Borre om grunden til, at det faktisk er en god ide, at en fodboldklub forkæler sine spillere – men i Borres tid som aktiv var det sjældent på tale.

”Jeg har mange gange tilkendegivet min holdning over for diverse sportsdirektører, men problemet er, at beslutningen om at gøre noget ved det er oppe på bestyrelsesniveau, og min fornemmelse er, at prioriteringen næsten altid har været, at man hellere vil købe en spiller ekstra. Det er jo et simpelt regnestykke. Bruger man pengene på faciliteter, kan man ikke bruge dem på spillere.”

”Den professionelle afdeling i Vejle havde mulighed for at købe sig ind på amatørafdelingens nye anlæg lidt uden for byen. Men fordi det var den professionelle afdeling, skulle man selv betale, og man valgte ikke at bruge de par millioner, hvilket var en kæmpe fejl. Godt nok har der været nogle problemer med banerne, men det er et flot anlæg, alle banerne var samlet, og det skulle man selvfølgelig have gjort. Det er et eksempel på, at man hellere ville bruge pengene på noget andet, for man havde jo penge til at købe mange af os dyre spillere, som viste sig ikke at være så meget værd. Der skulle man have lavet en langtidsinvestering.”

Men nu er der ved at ske noget. Børge Bach Huset i Aalborg er et eksempel på den nye udvikling, og andre vil følge efter i de kommende måneder og år. Det glæder en nu pensioneret spiller.

”Jeg tænker, det er på tide, men det er godt, at det sker. For dansk fodbold tror jeg, det er ekstremt vigtigt, at der kommer et løft, så vi kan klare os bedre internationalt. Danske trænere tager mere og mere på inspirationsture til udlandet, og der er det helt andre forhold. Selvfølgelig har vi ikke samme midler som i Premier League, men man kan også tage til Tyskland og se, hvordan klubber i 2. Bundesligaen har faciliteter, som er helt, helt anderledes. Jeg synes, det er virkelig godt for dansk fodbold, at det sker. Jeg tror, det er det helt rigtige,” siger Martin Borre.

I AaB havde Allan Gaarde ikke de problemer, som hans tidligere Vejle-holdkammerat beretter om. Her kunne bestyrelsen godt overtales til at investere i byggesten frem for fodboldspillere.

”Det var en fornuftig proces, hvor det gode argument vinder. Det gode argument var ikke til at komme udenom i dette tilfælde. Det handler om kommunikation og forklaringer. Vores bestyrelse var også oppe og se på de gamle faciliteter, og så behøvede de ikke at se mere. Det vigtigste i vores klub er vores kultur. At den bliver overleveret og forædlet. Kultur-teoretikere siger, at kultur også består af artifakter, og nogle af artifakterne er rammerne. Vi kommunikerer med vores rammer. Det er en del af vores historiefortælling og noget, som vi agerer ud fra. Vi vinder ikke flere point i denne sæson, men på længere sigt tror jeg helt sikkert, det er point værd,” siger Gaarde, der har et bud på, hvorfor det netop er nu, der er kommet skred i tingene, så flere klubber har fokus på at forbedre træningsfaciliteterne.

”Klubberne spejler sig også i hinanden, og så er der nok noget konjuktur i det. Der er mange klubhuse, der er bygget i næsten samme årstal. Vi kommer stadig fra en amatørbaggrund, en foreningsbaggrund. Så er der selvfølgelig nogle fusionsklubber, der er startet med et andet udgangspunkt, men AaB, OB, AGF, Esbjerg og så videre er meget sammenlignelige på det punkt,” siger Gaarde, og det er ikke helt forkert – det gamle anlæg på Hornevej er fra 1969, ét år senere end OB kom til Ådalen.

Udviklingen tager til de i andre klubber i kommende år, og i Aalborg er man heller ikke færdige. Sportsdirektøren overvejer, om der vil være værdi i også at forbedre forholdene for administrationen, og så skal talentsektorens faciliteter have et løft i det gamle klubhus.

”Superligaen er flyttet ud af lokalerne, og så er første sal blevet delvist opgraderet, så der også skabes et miljø, hvor vores talentrænere, der ikke er på fuld tid, men som også bruger meget tid, har noget kontorplads og et mødested. Har man ikke et møderum, tager man hjem. Er der et møderum, hvor man kan lave en kop kaffe, og hvor der er IT, har man mere lyst til at være der og investere tid i det. Det ender i en bedre kvalitet. Det er jeg slet ikke i tvivl om.” 

Se status for de 14 Superliga-klubber på næste side:

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO