Brøndby-kampen var et taktisk mesterstykke, men…

De forfærdelige 15 minutter og defensive bekymringer

I et åbenlyst absurd tankeeksperiment, hvor vi fraregner de mål, der er indkasseret inden for de første 15 minutter, ville Viborg have stået med otte point mere i hånden, en fjerdeplads og netop otte point i afstand til det eufemistiske »kvalifikationsspil«.

Det er selvfølgelig barokt at tro, at kampene vil være endt sådan, men det er stadig tankevækkende og ikke mindst bekymrende læsning, når man udkrystalliserer, hvor dyre de første 15 minutter tilsyneladende er for Viborg i indeværende sæson.

Det er både træner og spillernes ansvar. 18 indkasserede mål er isoleret set ikke en katastrofe, men måden, hvorpå målene er blevet scoret, er brændende nagende i en blanding af defensiv sløsethed, kluntede straffespark, dårlig opdækning på standardsituationer og en målmand, der stadig spiller med voldsom stor risiko.

De taktiske dispositioner

Foruden den defensive hovedpine har Nickolai Lund (endnu) ikke helt vist, hvad hans taktiske værktøjskasse indeholder.

Hvor er modet til at ændre et kampbillede, hvis tingene peger den forkerte retning? Hvor bliver presset af, når vi skal ud og jagte mål? Og hvor er evnen til at fedte et kryds hjem, hvis det ikke kan blive til sejr?

For mig – som passioneret lægmand – at se, virker holdet til tider lidt for fastlåst i spillestilen, og jeg kan savne, at der kommer taktiske modspil, når tingene ikke fungerer, eller når modstanderen ændrer kampen.

At man ikke kan krige et kryds hjem i et af de syv nederlag, det er blevet til, er mig en mindre gåde, for Viborg har bestemt ikke været spillet ud af brættet, men der mangler måske noget kløgt, mod og erfaring, før vi ser et Viborg-hold være i stand til at få krydset med hjem, når det hele bliver lidt bøvlet.

Brøndby-kampen var et taktisk mesterstykke, og lad det ikke være en enlig svale. Som en lillebitte sidebemærkning forstår jeg heller ikke altid de løbende udskiftninger. Dette er bedst eksemplificeret ved Charly Nouck, der endelig er begyndt at blomstre og spiller med flair og oplæg med udgangspunkt i en startopstilling, men alligevel bliver pillet ud relativt tidligt.

Det ligner ikke noget, der er godt til selvtilliden for den unge mand, og jeg ville ønske, man gav ham endnu mere tid, men der kan selvfølgelig være mange mellemregninger, som vi mandagstrænere ikke har indblik i.

Den manglende nye potens

Den lynhurtige hovedregning må konstatere, at vores indgående transfervindue i sommer (endnu) ikke har manifesteret sig som en succes.

Sami Jalal er måske lige lidt for hurtigt blevet pålagt stort ansvar og megen spilletid, Mees Houdemakers har endnu ikke tilkæmpet sig en startplads, og selv om Brahimi i glimt viser lovende takter, ligner både han og ikke mindst Dorian Jr. et par spillere, der kræver en god portion tilvænning.

Djukics kontrakt indeholder nok en passus med flammeskrift, der tilsiger en fast plads som bænkevarmer, så ham tager jeg ikke med i ligningen, ligesom jeg vælger ikke at tælle Yonis Njoh med, selv om han formelt set først blev købt i sommer.

Dog ligner Tim Freriks en rigtig stærk signing. Det tog noget tid at få hul på den famøse byld, men fra start har den flotte hollænder lignet en angriber, der kommer frem til chancer, har fornuftige afslutningsevner, fin fart og fysik, men vigtigst af alt en rigtig god og ærgerrig attitude, der borger for flere mål.

Grønne noter og håb forude

Vi skal selvfølgelig heller ikke glemme det, der er gået godt.

Først og fremmest vil det jo være en mindre underdrivelse at kalde Thomas Jørgensen for en dygtig fodboldspiller. Superligaens åbenbaring har imponeret voldsomt og har allerede vist sig instrumental for Viborg, hvor især spillet på den sidste tredjedel er til at tabe kæben over.

Fortsætter “TJ” den udvikling, så er han ikke bare Viborgs næste store salg, men også en kommende landsholdsspiller. Derudover er det forrygende at se genfødslen af Mads Søndergaard, der ligeledes har imponeret stort med flotte mål og stor myndighed på den centrale midt. De to unge superspillere udgør sammen med Skt. Jeppe (Grønning) en yderst potent midtbane og kan blive den afgørende rygrad i denne sæson.

Opskriften forekommer mig relativt enkel. Nickolai Lund skal have styr på defensiven og i særdeleshed starten på kampene. Freriks skal blive ved med at score mål, og hvis vi så derudover kan få kanterne, anført af den fabelagtige Yonis Njoh, til at blomstre, kan det stadig nå at blive en rigtig sjov sæson.

For Superligaen er tæt, og kun top 4 virker til at trække fra. Nickolai Lund er stadig til eksamen og skal bruge resten af efteråret på at overbevise os om, at han er den rette til at forløse de individuelle kvaliteter, såvel som det samlede holds udtryk.

Jeg er stadig optimistisk og tror på både potentiale i træner og trup, og at udtryk og resultater løbende bliver bedre. Men når man kører på forhåbningernes hovedvej, skal man huske, at der er ubetinget vigepligt. For falder man helt i staver bag rattet, bliver man ramt af realiteternes tonstunge lastbil. Det har vi prøvet før i Viborg, så jeg spænder lige sikkerhedsselen for en god ordens skyld.

Vi fortsætter fremad!