Superliga

Superliga: Så stærk er din klub

Tipsbladet ser nærmere på hver af de 12 Superliga-klubbers økonomiske muligheder for at agere på transfermarkedet.


Silkeborg IF
Spillerbudget 11/12: 21-23 millioner kroner
Omsætning: 65,8 millioner kroner
Resultat: +0,1 millioner kroner
Spillerbudget i forhold til omsætning: 27-30 procent
Transfermagt: Fornuften råder
Plads i budgettet: Minimalt. Erstatninger er fundet for spillere, der har forladt klubben

Klubbens økonomi og muligheder på transfermarkedet:
På sin vis kunne man kalde Silkeborg IF for landets næststørste fodboldklub, for bag fodboldafdelingen ligger der en investering i ejendomskomplekset Papirfabrikken på en god beliggenhed i Silkeborg, der sidste år omsatte for 467 millioner kroner.

Det gav et overskud på 5,9 millioner kroner, som dækkede et tab i fodboldafdelingen på 5,8 millioner. Silkeborg IF er optimistisk omkring udsigten til, at ejendommene fortsat vil give overskud på de kommende regnskaber, men alligevel er SIF i en form for økonomisk venteposition. Man håber, at milliardæren Jens ’Dyne’ Larsen vil investere i et nyt eller ombygget fodboldstadion, og administrerende direktør Kent Madsen har efterlyst større engagement og opbakning i lokalområdet, hvis SIF skal bevare Superliga-status og på sigt bevæge sig opad.

Men indtil videre handler Silkeborg IF stille og roligt og giver langt fra de højeste lønninger i ligaen, og før der sker noget nyt uden for banen, sker der heller ikke forandringer i transferstrategien.

Økonomiske farer:

Silkeborg IF er på grund af investeringen i Papirfabrikken eksponeret for, at erhvervslejere ikke vil blive i Papirfabrikken eller kræver lavere husleje, og den fare holder man øje med og arbejder for at dæmme op for. Og med en relativt lille fodboldforretning er SIF i høj grad også afhængig af placeringer, sponsorer og af at tilskuerne kommer på stadion.

Læs om AC Horsens' styrke på næste side