Superliga

Superliga: Sådan handler din klub i januar

De 12 sportschefer i Superligaen byder på, hvordan de vil købe og sælge. Transfervinduet er åbnet.

Sønderjyske


Ole Nielsen, sportschef.

Skal truppen forstærkes? Hvis ja, på hvilke positioner skal I forstærkes?
- Vi kigger os lidt omkring for at se, hvad der er af muligheder. Vi kunne naturligvis godt tænke os at få en eller to spillere ind, men med vores økonomi betyder det også, at vi formentlig skal have nogen ud. Så det er sådan begge dele.

- Vi kigger helt klart på en spiller med fart, som kan supplere vores kanter. Det er der, hvor vi i øjeblikket ikke har så mange alternativer, hvis vores to foretrukne i øjeblikket – Daniel Christensen og Hedinsson – bliver ukampdygtige. Så det er i hvert fald et sted, vi kigger.

- Vi kigger worldwide. Vi skal have de bedste spillere, og hvis det er en dansker, så er det en dansker, og er det en fra en anden verdensdel, så er det det. Det vil vi ikke lægge os fast på. Vi skal bare have den bedste spiller til pengene. Markedet er blevet anderledes, og det betyder, at der pludselig er rigtig gode spillere worldwide, der er til at få fat i til en fornuftig penge.

Sker det gennem køb eller via transferfrie spillere?
- Det er fortrinsvis transferfrie spillere. Med det marked vi er i i dag og qua vores økonomi, så kan vi ikke gå ud og jonglere med de helt store transferbeløb, så det bliver formentlig transferfrie spillere eller til en meget beskeden transfer.

Regner I med at sælge spillere eller på anden måde skille jer af med spillere i januar?
- Det kunne godt være, at der var nogen, som enten blev lejet ud, eller at dem, som ikke lige var blandt de første 12-13 spillere, og gerne vil ud at have spilletid, de enten blev lejet ud eller fik ophævet deres kontrakt. Man kan sagtens forvente, at der vil blive ophævet en aftale eller to.

Hvor langt er I på nuværende tidspunkt - midt i december - med planlægningen af januar-vinduet. Er der allerede aftaler på plads?
- Vi er i en sonderingsfase. Vi ved godt nogenlunde, hvad det er for typer, vi vil have, hvis det er muligt. Men som sagt er der lidt af et puslespil, der skal gå op med spillere, som skal ud også. Nu må vi se, hvordan vi kan få det til at flaske sig, når vi kommer længere frem, men vi er i en sonderingsfase. Og der er ikke nogen aftaler på plads på nuværende tidspunkt.

Hvad vil gøre det til et godt januar-vindue for din klub?
- Kunne vi få en enkelt eller to ind og en enkelt eller to ud, men hvor vi mener, at vi bliver styrket på nogle positioner, så ville det være rigtig fint for os.

Hvad skal transfervinduet helt overordnet bruges til i din klub?
- Vi skal se om vi kan få suppleret vores trup med noget fart på kanterne, og så kan det være, at vi skal have afhændet en spiller eller to uden for vores startellever.

- For øjeblikket bliver vi bombarderet med spillere alle mulige steder fra - og også af svingende kvalitet. Så der er mange, der hurtigt bliver deleted. Der er nogle, der bliver sorteret fra med det samme, og ud af de 100 er der måske seks-otte spillere, vi tjekker dybere op på. Så det handler også om at få researchet på de spillere, vi bliver tilbudt, hvilket er mellem 50 og 100 hver uge.

Se OB på næste side