Superliga-spørgsmål: Kan FC København bryde miniforbandelsen?
Foto: Lars Rønbøg(Getty Images
Superliga

Superliga-spørgsmål: Kan FC København bryde miniforbandelsen?

Den danske Superliga er i gang, og i det følgende vil vi se på de mest interessante spørgsmål, som vi håber, runden kan give svar på.

I sidste uge blev dansk fodbolds bedste række skudt i gang, og dermed er der sat gang i en lang og hård sæson. Det åbnede med noget af en overraskelse, da AGF hjemme på Ceres Park tabte med 1-2 hjemme mod AC Horsens.

Og vi zoomer igen ind på AGF, der igen spiller på hjemmebane, og igen spiller en fredag aften. Klubben møder oprykkerne fra Hobro, og ser man på det spillemæssige fra for to år siden, var Hobro en drilsk modstander. I tre kampe fik AGF blot ét point på banen (senere blev tre ekstra så hentet på skrivebordet).

Lad os se på rundens spørgsmål.

Får AGF endelig spillet sig til en sejr mod Hobro

Glen Riddersholm fortæller, at AGF har lært af nederlaget til AC Horsens, og fredag er det så på prøve, når AGF hjemme på Ceres Park får besøg af oprykkerne Hobro. Sidst, Hobro var i Superligaen, var det en svær modstander for AGF, der på banen tabte to af tre kampe og spillede den sidste uafgjort. Efter det ene af de to nederlag gik AGF-direktør dog rundt med et smil, og det gjorde han, fordi AGF senere vandt kampen på skriveboldet.

At AGF igen vinder over Hobro på skrivebordet virker usandsynligt, så der er fra AGF's side behov for en god præstation og tre point, så sæsonen bliver skudt i gang, og klubben kommer på tavlen og får point.

Et nederlag vil for alvor give problemer i Århus, der på papiret havde et nemt startprogram.

Bliver stadion i Helsingør klar?

Når Helsingør mandag får besøg af OB, bliver det første gang i Superligaen, at der bliver spillet fodbold i Helsingør. Superliga-fodbold, selvfølgelig. Og klubben og kommunen arbejder på højtryk på at få stadion klar til fodbold.

Der er nemlig en masse krav, og i skrivende stund er Helsingør ikke færdig med at leve op til de krav, klubben skulle leve op til for at få dispensation. Men arbejdet er godt i gang, og meldingen lyder på, at Helsingør Stadion bliver klar til fodbold.

Og det må man håbe, at stadion gør, så der kommer mange mennesker og gode tv-billeder fra den første kamp i Helsingør.

Flere problemer for FC København?

Superligaen åbnede for FC Københavns vedkommende med en skuffelse og en uafgjort 1-1 hjemme mod AaB, der udlignede i tillægstiden. Og problemerne fortsatte i CL-kval'en, hvor det blev til et 1-2-nederlag til Zilina - dog med det danske hold som samlet vinder. Men igen kneb det med strukturen i de defensive rækker. 

Nu gælde det en tur til Randers, hvor håbet og forventningen vil være tre point.

Men det er faktisk ikke det nemmeste sted for FC København at tage hen, og for en klub, der er så stærk, er det ret overraskende, at klubben i de sidste fem Superliga-opgør i Randers ikke har vundet. Skulle sæsonen åbne med to gange uafgjort eller blot et enkelt point for de første to kampe, vil det være en skuffelse for de danske mestre, der har ambitioner om at gentage sidste sæsons triumf.

Hvis FC København omvendt vinder i Randers, vil starten være ganske god. Interessant bliver det i hvert fald.