Superliga

Svensk mestertræner vil til Superligaen

Den tidligere svenske mestertræner, Mikael Stahre, vil prøve kræfter med den danske Superliga og en klub med ambitioner.

Navnet Mikael Stahre vækker næppe den store genkendelse hos den almindelige danske fodboldfan. Men i Sverige er han et stort trænernavn. I 2009 første Stahre den store svenske hovedstadsklub, AIK Stockholm, til det første mesterskab i 11 år, og med en alder på blot 35 år, kan man stadig klistre prædikatet "trænertalent" på ham.

Læs også: Svensk træner fyret i Grækenland

Nu kan trænertalentet ende i den danske Superliga. For otte måneder siden skiftede Mikael Stahre AIK Stockholm ud med Panionios i den græske liga. Et hold, der blandt andet har danske Kasper Risgård truppen. Men fire måneder efter sin tiltrædelse fik Stahre sparket i den græske klub, og han står i dag uden arbejde. Det kan bringe ham til Danmark.

- Danmark er et land, Micke (Mikael, red.) synes er meget interessant. Det har han udtrykt meget tydeligt, siger Stahres agent og rådgiver, Per Jonsson, til tipsbladet.dk.

Læs også: Mestertræner forlader hovedstadsklub

Faktisk er Danmark så interessant for Mikael Stahre, at han hellere vil træne et hold fra den danske Superliga, end han vil tilbage til Sverige.

- Hvis han kan vælge - og det kan man jo desværre sjældent - vil han gerne prøve kræfter med en dansk klub med ambitioner, fortæller Per Jonsson.

Og interessen er ikke ensrettet. Agenten kan mærke, at de danske klubber også har lagt mærke til, at der i øjeblikket går en talentfuld svensk træner rundt uden job.

- Jeg har fået forespørgsler på Mikael fra Danmark. Men jeg kan desværre ikke sige, hvilke klubber de kom fra, bedyrer Jonsson.

I øjeblikket er OB på jagt efter en ny træner, men også Randers, FC Nordsjælland og  FC København kan få brug for en ny træner indenfor en overskuelig fremtid.