Generelle

Svensk træner fyret i Grækenland

Ganske som Hans Backe oplevede det, så er snoren kort i det sydeuropæiske land.

Den svenske træner, Mikael Stahre, er ifølge Yahoo Sport blevet fyret i den græske klub, Panionios, der har danske Kasper Risgaard i truppen.

Fyringen kommer efter gårsdagens pokalnederlag på 3-1 til andendivisionsklubben, Diagoras Rodou. Nederlaget var dråben efter en dårlig start på sæsonen, hvor klubben ligger næstsidst med kun fire point efter syv kampe.

Den 35-årige træner førte ellers AIK Stockholm til the double i Sverige i sidste sæson, men har altså ikke fået spillet til at fungere, selvom den tidligere topscorer i Belgien, kroatiske Bosko Balaban, også er i truppen.

Ganske som hans landsmand, Hans Backe, fik Stahre kort snor i det græske. Den tidligere FCK-træner fik dog kun fire ligakampe inden det blev til en fyring.

Panionios slog i 2003-04 FC Nordsjælland ud af UEFA Cuppen med sammelagt 3-1.