Tidligere Mainz-spiller blev ikke tilbudt kontrakt af Brøndby
Den 18. juli kom det frem, at den 23-årige kontraktløse midtbanespiller Benedikt Saller var til prøvetræning i Brøndby. Desværre for tyskeren endte det nok ikke, som han havde håbet på. For i dag, en uge senere, skriver vestegnsklubben på mandskabets Twitter, at Saller er blevet sendt videre.
- Benedikt Saller har afsluttet sin periode på Vestegnen og drager nu videre. Tak for besøget - vi ønsker ham held og lykke fremover.
Saller har spillet hele sin professionelle karriere hos Bundesliga-mandskabet Mainz, hvor kontrakten udløb 1. juli. Tyskeren er defensiv midtbanespiller og formåede at score to mål i 16 kampe i Bundesligaen for Mainz.