Tilskuerkrise i Superligaen: I Sverige er fansene vigtigst

DE FIRE FAN-SEGMENTERINGER
1: Patrioterne
De aktive fans. De har et meget stærkt bånd til holdet, men har ellers deres egen sociale kultur, som er endnu stærkere end bare fodbolden. Derfor accepterer de for eksempel ikke, når Divisionsforeningen eller klubben dikterer noget. De føler, at deres kultur er stærkere og vigtigere end fodbolden og forbundene.

2: The Ground Stand Experts
Man finder dem på langsiderne. De er ikke særligt sociale og kommer enten alene eller to og to, men de kender de fleste omkring dem. Det er ikke en social kultur, for de er kommet til fodbold i mere end 40 år og ved alt om, hvad træneren skulle have gjort, hvordan spillerne skulle have spillet, og hvorfor holdet tabte.

3: Storforbrugerne
De er stærkt forbundne til fodbolden, så de finder det fodboldmæssige niveau i Allsvenskan for lavt. De holder med de bedste fodboldhold i Europa og har idoler som Ronaldo, Messi og Zlatan. De undlader at komme til fodbold på grund af niveauet og balladen.

4: Opleverne
De er meget sociale og tager til fodbold med deres venner, men det kan lige så vel være på restaurant eller til en koncert, som det kan være fodbold, de går til. De er ikke for alvor forbundet til fodbolden.

Bragt i Tipsbladet 15. juli 2016
På den ene banehalvdel er en af profilerne anfører Martin Ericsson. Den snart 36-årige svensker er ikke blevet hurtigere, siden han forlod et dysfunktionelt Brøndby-mandskab som en indkøbt Superliga-stjerne, der var gledet længere og længere væk fra idealopstillingen. Men de maskerede afleveringer, der stryger langs det perfekte kunstgræstæppe, sidder der stadig, og den offensive midtbanespiller skal da også bare tage et par simple træk, så har han fået et fuldstændig passivt Hammarby-forsvar på hælene og er kommet i en position, hvor han med et følt spark i det modsatte hjørne kan sætte sit første sæsonmål ind.

Nej, spillet inde på banen lugter godt nok ikke af Superliga-klasse. Det gør Randers’ tidligere reservemålmand Ögmundur Kristinsson i Hammarby-målet heller ikke, og man spørger sig selv, hvad det tidligere brasilianske Brøndby-flop Bruno Batata kunne have udrettet i svensk fodbold, for Batatas landsmand, den lille Häcken-hurtigløber Paulinho, er tilbage hos ”Hisingens Stolthet” og scorer endnu engang masser af mål for dem. Helt præcist 15 af slagsen på 14 kampe i denne sæson oven på nogle nomadiske år med begrænset spilletid og ingen mål på tvivlsomme hylder i Brasilien, Aserbajdsjan og De Forenede Arabiske Emirater.

Hvad der til gengæld stinker langt væk af Superliga-klasse og sådan set ganske meget mere til, er stemningen på det intime Bravida Arenas fire tribuner. Stadion er kun et år gammelt og ikke nogen fodboldoase med hverken sine faciliteter eller kapaciteten på 6500 pladser, hvoraf 4518 er besatte denne dag.

Det er ellers anden weekend i juli og dermed midt i ferie-højsæsonen, hvilket i Superliga-sammenhæng betyder lavere tilskuertal. Men til kampen i den nordlige og meget industrielle del af Gøteborg mellem Häcken og Hammarby ligger tallet altså omtrent 1000 over gennemsnittet, hvilket ikke mindst skyldes dagens udebanehold.

For med til historien hører, at Hammarby er et unikum i svensk fodbold. Holdet er efter fem år i den næstbedste række Superettan i gang med sin anden sæson i Allsvenskan i denne omgang, og efter at være blevet nummer 11 ud af 16 som oprykker ligger holdet nu på den nedryknings-playoff-givende 14. plads. Hvordan man kan have problemer med at etablere et hold med et gennemsnitligt tilskuertal på over 24.000 i den bedste halvdel af Allsvenskan skal være usagt, men den flotte opbakning på hjemmebanen i Stockholm kommer selvfølgelig også til udtryk på udebane. Som nogle ”Bajen”-fans, Tipsbladet taler med, fortæller, så er kampen denne lørdag Hammarbys første på en fridag længe, og det skal udnyttes på trods af de næsten 500 kilometers transport hver vej. Så der bliver varmet grundigt op på et nærliggende værtshus i form af fællessange med primitive budskaber om, hvor meget øl der skal drikkes, og flere dukker op udklædt som alt fra nonner til en kanin på grund af en gimmick fra fanklubbens side.

En fan anslår, at der vil komme omkring 1600 Hammarby-fans til kampen. De 1000, der kan være på udebaneafsnittet med ståpladser, og så 600 på de tilstødende siddepladser. Ved første øjekast virker det som en anelse optimistisk vurderet, men da Hammarby får tilkendt det første af tre straffespark og den tidligere Esbjerg-spiller Arnór Smárason udligner, afslører et kig rundt på tribunerne, at det nok ikke er skudt helt ved siden af.

Og opbakningen er imponerende med mange flotte bannere, flag og ikke mindst et højt lydniveau, som jævnligt rammer den der hvinende overtone, der virkelig gør det sjovt at være til fodbold og kan få de små hår til at rejse sig, selv når spillet inde på banen ikke giver anledning til det. Nærværende skribent har fulgt Superligaen tæt igennem mange år og var i sidste sæson på stadion til 44 kampe fordelt på ni af de daværende Superliga-klubbers hjemmebaner. Hertil et par håndfulde divisions- og pokalkampe, og gennem tiden er alle de daværende 12 og nuværende 14 Superliga-stadioner blevet besøgt adskillige gange.

Oplevelsen på Bravida Arena var ikke fuldstændig unik forstået på den måde, at det samme lydniveau, den samme mængde aktive fans (dette begreb vil gå igen i artiklen og dække over de stemningsskabende fans) og de samme flotte tifoer også kan opleves herhjemme. Men undertegnede har så sandelig aldrig oplevet det til en kamp midt i juli mellem rækkens nummer otte og nummer 14. Der var intet element af rivalisering, ingen formildende geografiske omstændigheder. Tværtimod er afstanden mellem de to klubbers stadioner 42 kilometer længere end mellem AaB og FC Nordsjællands – Superligaens fjernest beliggende stadioner. Og det er vel at mærke, hvis man vælger den lange og asfalterede vej over vandet.

Stemningen var ganske enkelt i top fra start til slut. Selv under det meste af opvarmningen var der fuld musik nede i Hammarby-enden. Ved indløbet havde de få hundrede aktive Häcken-fans forberedt en lille tifo, og fra kampstart bød de også ind i stemningsbilledet, ikke mindst ansporet af kampen, som endte 4-2 til den lille Allsvenskan-klub. Jo, fans i klart antalsmæssigt undertal fans kan altså også godt larme, hvis bare alle mand løfter i flok.

Tilskuere kommer på grund af stemning
Og hvad skal det hele så gøre godt for? Det er jo det inde på banen, folk kommer for. Hvis det er sådan, man tænker, kan man godt tro om. I Divisionsforeningens Superliga Survey fra 2012 svarede omkring 40 procent af deltagerne, at de kommer på stadion for stemningen skyld. Det er marginalt mindre end den mest svarede årsag, som er ”for at støtte klubben”, mens valgmuligheder som ”det var et attraktivt modstanderhold”, ”fordi klubben havde sportslig succes”, ”på grund af klubbens spillestil”, og ”på grund af en bestemt spiller”, alle blev valgt af 15 procent eller derunder. Undersøgelsen foretages hvert år, men første og eneste gang, der blev spurgt til årsagerne til, at tilskuerne kommer, var i 2012.

Fankultur kan måles på mange måder, og det gennemsnitlige tilskuertal er bestemt ikke dækkende, men dog et ganske målbart parameter på tingenes tilstand. I Superligaen blev det foreløbige højdepunkt nået i sæsonen 2008/2009 med 8645 tilskuere, mens tallet i sidste sæson var faldet til 7253. Det var en lille stigning siden året før, men den kan forklares med tilskuersvage FC Vestjsællands nedrykning og tilskuerstærke AGF’s oprykning. Det er dog hele 2714 under gennemsnittet i sidste sæsons Allsvenskan, som oven i købet havde fire hold mere end Superligaen og dermed fire klubber, som rent teoretisk ville være små 1. divisionsklubber i Danmark, indregnet i gennemsnittet. Fremgangen er kulminationen på en udvikling, der blev igangsat i slutningen af sidste årti, da de svenske tilskuertal befandt sig på et lavpunkt og lå bag både Danmark og Norge.

Den svenske pendant til Divisionsforeningen, Svensk Elitfotboll (SEF), hyrede et analysefirma til at kortlægge tilskuerskaren. Her fandt man frem til fire tilskuertyper: ”Patrioterne”, ”The Ground Stand Experts”, ”Storforbrugerne” og ”Opleverne”, som du kan læse en uddybning af øverst på denne side.

En af bagmændene til undersøgelsen er generalsekretæren i SEF, Mats Enquist. Han havde været igennem en lignende proces i sit tidligere job i det svenske golf-forbund, og han kunne konstatere, at man havde anskuet tilskuerne alt for unuanceret.

”Den første fejl, mange begår, er at betragte fans som en stor og homogen masse. Der var fansene på ståtribunen, og så var der resten. Det var opfattelsen. Vi fandt ud af, at det var langt mere komplekst. Vi fandt frem til en masse relationer mellem grupperne, og vi fandt ud af, hvad man kan gøre, og hvad man ikke kan gøre over for dem,” fortæller Mats Enquist.

”Vi fandt også nogle fællesnævnere for hver gruppe. For eksempel blandt folkene på ståtribunen. De er heller ikke homogene, der er for eksempel ”ultraerne”, som, da de præsterede på deres højeste med sang og så videre, var den største årsag for de andre tilskuere til at komme på stadion – på tværs af kategorisering.”

”Men når den samme gruppe lavede ballade på stadion såsom slagsmål og smed med pyroteknik, var ”Patrioterne”, som ultraerne hører ind under, også blandt de største årsager til at holde folk væk fra stadion. Så langt den største gruppe tilskuere på ståtribunerne var positive indslag, mens en lille del bidrog til at skræmme folk væk,” siger han.

”Vi fandt også frem til noget, som alle var klar over, men ingen sært nok havde tænkt over; den største årsag til, at folk, der godt kunne finde på at tage på stadion, undlod at gøre det, var hverken romerlys, kanonslag eller noget andet, der foregår på ståtribunen. Det var faktisk sproget blandt folkene på langsiderne; sponsorerne og folk, der ikke havde forbindelse til de stemningsskabende fans. Folk havde ikke lyst til at tage deres børn med og høre på en masse grimme udråb. Det var ret interessant,” siger Mats Enquist.

Opdagelserne viste altså, at tilskuernes incitament til at tage på stadion kunne øges gennem ”Patrioterne”. Men det var samtidig denne gruppe, man hidtil havde haft udfordringer ved at sidde til bords med, fordi der på flere punkter ikke kunne findes fælles fodslag – parterne var ganske enkelt uenige om, hvad der var godt og skidt at gøre til fodboldkampe såsom pyroteknik.

”Vi måtte tage et standpunkt i forhold til, hvordan vi ville se på gruppen. Vi startede med at se på dem som noget positivt i stedet for noget negativt,” siger Mats Enquist.

”Inden da var kommunikationen fra klubberne, politiet, regeringen, Divisionsforeningen og så videre mod ”Patrioterne” meget negativ. For de blev set på som et problem. Men ud af 5000 tilskuere var det måske 10 af dem, der skabte problemer, og de 4990 bidrog kun positivt. Så vi ændrede vores attitude og begyndte at involvere dem i vores arbejde og beslutninger. Det betød en enorm forskel. I stedet for at være fjender blev vi venner i de fleste spørgsmål, selvom vi fortsat er uenige om få ting. Men der er bare problemer, vi ikke kan løse,” siger han.

Så langt så godt. Parterne er begyndt at tale sammen, men hvad er rent faktisk blevet ændret, som har fået svenskerne til at tage på stadion, og som vel bare kan kopieres i Danmark?

Artiklen fortsætter under billedet

Dialog og samarbejde er nøglen
Det spørgsmål skal vise sig særdeles svært at besvare, i hvert fald nævner Mats Enquist ingen konkrete initiativer, og det er jo ikke på grund af en undersøgelse i sig selv, at fansene dukker op. Spørger man den svenske fansammenslutning Svenska Supporterunionen (SFSU), skal der også indtil flere opfølgende spørgsmål til, før snakken drejer sig ind på noget konkret. Og her er der for eksempel tale om et sæsonkort til udebane, som hver klub kan sælge 100 af for 1000 svenske kroner – en særdeles billig pris. Men næppe noget der egenhændigt skaber en udvikling, så seks hold i denne sæson har et tilskuersnit på over 12.000 på hjemmebane, mens fem hold i sidste sæson havde et snit på over 14.000. Til sammenligning var FCK førende i Superligaen med 16.191 i snit og Brøndby på andenpladsen med 12.782. Resten af klubberne lå under 8000.

”Det er ikke, fordi noget ulovligt er blevet gjort lovligt. Vi er bare begyndt at tale sammen og forstå hinanden langt bedre. Vi er fortsat ikke enige om alting, men på de områder er vi trods alt enige om at være uenige,” siger Sofia Bohlin, talskvinde for SFSU.

De to parter kan altså ikke give særligt mange konkrete svar på, hvad der er blevet ændret, og efterhånden står det klart, at selve dialogen, inddragelsen og samarbejdet i sig selv har været udslagsgivende. Som man også har set i Danmark hos DSB. Mange år med store udgifter på grund af hærværk af toge blev nedbragt til det rene ingenting, efter at DSB rakte hånden ud til fansene og gav dem forbedrede forhold i form af reserverede togsæt, hvor det var tilladt at opføre sig højlydt, og hvor man uddannede kontrollørerne, så de fik stor indsigt i, hvordan fodboldfans tænker og agerer. Med et trylleslag fik DSB øget andelen af betalende kunder markant, fordi fansene respekterede den indsats, der blev gjort for dem, og selvjustitsen omkring hærværk blev øget, fordi DSB-løsningen var værdifuld for fansene. Noget lignende har man oplevet i Sverige med masser af samarbejde, bare uden toglokomotiver indblandet.

”Kulturen er blevet ændret. Vi, SEF og fansene har fået et langt bedre forhold, og det alene er en af årsagerne til fremgangen. Vi forstår hinanden og kan tale sammen. Og vi vil opnå de samme ting. Ikke på alle områder, men på de fleste kan vi finde fælles fodslag,” siger Sofia Bohlin, som også mener, at fansene har et godt forhold til Mats Enquist, som ellers traditionelt besidder noget af en uriaspost set med de aktive fans’ øjne.

”Mats har været en revolution på sin post. Han bruger Twitter meget og taler direkte til de mest aktive fans. Han signalerer, at selvom man ikke er enig med ham, så står han altid til rådighed til at svare på folks spørgsmål. Der vil altid være nogen, som ikke bryder sig om SEF og fodboldforbundet. Nogle gange med en god grund, og andre gange bare for at være på tværs. Men det er min fornemmelse, at fansenes syn på SEF er forbedret markant. Og det er takket være Mats Enquist og Lars-Christer Olsson [præsident i SEF],” siger hun.

På svensk tv kører der i øjeblikket en reklame lavet i et samarbejde mellem SEF og Volkswagen. Den reklamerer for konceptet ”Avwaydays”, som er et koncept, der gør det lettere for fansene at arrangere samkørsel til udebanekampe. Det er for Sofia Bohlin et billede på den ændrede fan-diskurs, som blandt andet indebærer det selvvalgte benspænd, at ethvert tiltag fra SEF’s side ikke må gå i konflikt med, at det skal være en gæstfri, tryg, sikker og stemningsfuld oplevelse at gå til fodbold i Allsvenskan.

”I hvert fald i de seneste to år synes jeg, de har levet op til den tankegang. Der har klart været en fremgang. Og det har været fantastisk. Man ser det i deres måde at tale medierne, med partnere og på seminarer. Og det viser sig for eksempel i reklamefilmen med Volkswagen. Jeg ved, at det er SEF, der er gået til en partner med den idé og ikke omvendt.

Og netop et forbedret arbejdsklima og forståelsen for diversiteten blandt fans er, hvad Rasmus Trenskow, formand for Danske Fodbold Fanklubber (DFF), efterlyser hos Divisionsforeningen i Danmark.

”For fire-fem år siden oven på finanskrisen havde vi en diskussion om, at billetpriserne var for høje, for de lå på samme niveau som i 2007, men der var sket ret meget med produktet og omstændighederne siden. Dengang sammenlignede Divisionsforeningen at gå til fodbold med at gå i biografen. Det holdt slet ikke, mente vi. Der er jo ingen, som tager i biografen 16 gange om året. Hvis man som familie gerne vil af sted, er det en dyr fornøjelse med entre og forplejning. Men det viste, at fodbold blev betragtet som en underholdningsindustri, og det holder ikke helt, for der er også et element af tilhørsforhold. Det her er de dog begyndt at ændre på. Sæsonkortpriserne er faldet mange steder, og Divisionsforeningens egen survey fremhæver, at en af de vigtigste grunde til, at der kommer folk på stadion, er stemningen. Men man betragter fans som kunder, og det er de ikke på samme vis som i et supermarked. Når man først er blevet fan af en klub, så skifter man ikke. Jeg kan godt skifte supermarked, men hvis jeg bliver utilfreds med min klub, så viser jeg det ved at lade være med at komme. Men jeg holder stadig med dem,” siger Rasmus Trenskow.

”Og hvis deres egen undersøgelse påviser vigtigheden af stemning, så forstår vi ikke, hvorfor de ikke gør noget mere for, at der bliver bedre rammer for dem, der skaber stemning. Hjemmebanefansene har som oftest en god og fast aftale med deres egen klub om, hvad de må på deres eget stadion. Men på udebane gælder meget forskellige regler, som også kan variere fra gang til gang. Hvis det har gået vildt for sig mellem Brøndby og FCK, kan en anden klub så komme forbi til den næste kamp og blive ramt af nogle øgede restriktioner,” siger Rasmus Trenskow.

Ikke muligt at lave fælles retningslinjer
Et af de væsentligste stemningselementer er tifoerne, der kan have karakter af store bannere, flag, eller for eksempel såkaldte mosaik-koreografier. De laves også ofte på udebane, og i Tipsbladets samtaler med danske fans står det klart, at de på udebane med kort varsel og ofte med begrænset begrundelse har fået afslag på at kunne gennemføre de tifoer, de har lagt mange tusind kroner og dages arbejde i. Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen mener dog ikke, at det er muligt at lave fælles retningslinjer for, hvilke materialer fansene kan tage med på udebane.

”Vi har nogle fælles retningslinjer, men de er forholdsvis begrænsede på grund af blandt andet nogle brandreglementer. Men helt generelt kan man ikke lave fælles retningslinjer for, hvad der skal foregå på stadion, for ansvaret for den enkelte begivenhed ligger hos arrangøren alene. Så hvis noget går galt, kan man ikke ringe ind til Divisionsforeningen og bede om at få en erstatning. Det er dem, der afholder begivenheden, som er de juridisk ansvarlige, og derfor er det til enhver tid dem, der skal vurdere, at det, der forgår, er forsvarligt,” siger han.

I samfundet generelt er der vel også mange områder, hvor man ikke er fuldstændig herre i eget hus. Hvorfor spænder det ben for, at man kan lave nogle generelle retningslinjer for udebaneafsnittene?

”Det ligger ikke inden for vores kompetencer at kunne vurdere, om et sikkerhedsmæssigt tiltag er overdrevet.”

Men de kompetencer kan man vel hyre ind?

”Nej. For hvis du afholder en begivenhed, så er det dig, der er ansvarlig, hvis nogen kommer til skade. Og derfor kan jeg ikke sige til dig, at du skal tillade, at man har en hobbykniv med ind til at kunne forberede en tifo,” siger Claus Thomsen, som ikke selv har kendskab til forskelsbehandlingen af hjemme- og udebanefans.

Det er mit klare indtryk gennem kontakten med de aktive fans, at dette finder sted.

”Det er da muligt, at man kan kigge på nogle fælles retningslinjer for, hvad man i forbindelse med tifoer må have med ind. Men hvis der er en konkret sikkerhedsvurdering om, at det i en eller anden sammenhæng ikke kan lade sig gøre, så kan det ikke lade sig gøre, og det vil vi aldrig kunne blande os i. Men vi vil gerne arbejde for stadigt flere fælles retningslinjer,” siger Claus Thomsen.

”Vi arbejder jo hele tiden med at udvikle det gode værtsskab, og jeg kan garantere for, at klubbernes største ønske er i højest mulig grad at gøre fodbold til så festlig en oplevelse som muligt med så lidt kontrol som muligt,” mener han.

”Jeg tror så i øvrigt bestemt ikke, at de her ting hindrer nogen som helst form for tilskuerudvikling i dansk fodbld.”

Men det er måske også mere det bagvedliggende samarbejde, der lider under sådan nogle episoder og på den måde går ud over den samlede fankultur.

”Det er mit indtryk, at samarbejdet mellem klubber og fans er blevet udvidet meget væsentligt i de seneste år, og det gælder også for de fangrupperinger, som ikke er medlemmer er DFF. Der er kommet meget mere dialog, og det er noget af det, man lægger allermest vægt på ude i klubberne.”

”Jeg anerkender væsentligheden af at udvide dialogen og have samarbejdet, men jeg kan ikke få øje på, at vi ikke gør det,” siger Claus Thomsen.

Den påstand er Rasmus Trenskow dog ikke helt enig i. På ét område har fodboldfans og fodboldforbund nemlig særdeles svært ved at finde fælles fodslag.

Pyroteknik blokerer for samarbejdet – nogle steder
I sidste sæson var der disciplinærsager i forbindelse med 27 Superliga-kampe. Langt hovedparten var på grund af affyring af romerlys, ligesom der også var adskillige kampe med affyringer, som ikke blev indberettet, da det er kampens dommers ansvar at holde øje med.

Affyring af romerlys på fodboldstadioner er ulovligt, men de aktive fans holder på deres ret til at fyre det af og kan relativt ubesværet smugle det med ind på stadion. DFF og SFSU er som udganspunkt imod ulovlig pyroteknik, men arbejder på lovlige løsninger. Det konsekvente lovbrud med fuldt overlæg fra de aktive fans har dog gjort samarbejdet med klubberne på andre områder svært flere steder.

”Vi begynder på landsplan at nærme os en erkendelse af, at vi bare må være enige om, at her ligger et stridspunkt. Men går man ned i de enkelte klubber, så er der mange steder, hvor de ikke kan sætte sig ned og snakke sammen på grund af det her. Fansene må ikke have pyro med, og så længe klubben ikke vil tillade det, mener parterne ikke, at de har noget at snakke om. Den holdning prøver vi at ændre på. Blandt klubberne oplever vi også en større og større lydhørhed over for vores argumenter, hvilket givetvis også hænger sammen med de store bøder, de får på grund af afbrændingen. Og på grund af de klubber, som har åbnet lidt op for at kigge på pyro-løsninger, kommer der jo pres på Divisionsforeningen for at tage samme standpunkt, for de repræsenterer jo klubberne,” siger Rasmus Trenskow og tilføjer, at man sågar har aftalt med Divisionsforeningen at sætte sig ned og kigge på mulighederne for en lovlig løsning.

I Sverige har pyroteknikken også besværliggjort samarbejdet, indtil man for et stykke tid siden enedes om at være uenige og ikke lade det gå ud over andre områder. Det har blandt andet ført til, at SEF er åbne over for at legalisere pyroteknik, såfremt det gøres på en sikker og tryg måde og altså ikke kolliderer med de fire grundprincipper for svensk fodbold. Og det har ikke givet problemer at invitere ”ballademagerne” med ind til forhandlingsbordet.

”Vi har haft meget få dårlige oplevelser. De fleste af de store fangrupperinger har forbindelse til ultras-grupperne. Vi taler ikke med ”firmsne”, de deciderede hooligans. Vi taler med de mere brede lag, og det første, vi havde rigtigt stor succes med, var implementeringen af SLO’er,” siger Mats Enquist.

En SLO kan oversættes direkte til en fankoordinator, som er en person ansat af klubben til at agere bindeled til fansene. Det blev indført som et licenskrav både i Danmark og i Sverige i 2012.

”SLO’erne har været en nøglefaktor i at få skabt forståelse mellem fansene og de andre aktører. At lære at forstå hinanden fjernede 99 procent af problemet, vil jeg mene. Der er den ene procent, som er uden for rækkevidde, men nogle gange må man også bare være enige om at være uenige, og hvis man gør det med respekt, er der ikke noget problem i det. Vi har virkelig ikke haft særligt mange dårlige oplevelser med den her dialog. Virkelig få,” siger Mats Enquist, som trods uenigheder har fundet en måde at danne fælles front med fansene på pyroteknik-området.

”Det er bare det spørgsmål, vi ikke kan forenes om, men sammen med SFSU har vi en fælles holdning til, at vi ikke kan blive enige om karantæner og straffe til dem, der fyrer pyroteknik af. Det er for følsomt et område, for de er jo også en demokratisk forening, og det kan ikke lade sig gøre at opnå flertal for at forbyde det. Men de forstår, at vi er nødt til at handle, som vi gør, og begge parter er indstillede på at arbejde mod en lovliggørelse af pyroteknik, men vi støtter ikke ulovlig pyroteknik, hvilket i dag er alt pyroteknik.”
Det har altså skabt en våbenhvile, som har givet mulighed for at kigge konstruktivt på problemet.

”Der er et ordsprog, som lyder; ”for hvert komplekst problem er der en simpel løsning. Og det er den forkerte.” Den sidste sætning er sigende om alle de løsninger, der har været præsenteret, hvad angår pyroteknik. Man skal forstå, at intet er værd at gå i krig med sine vigtigste kunder for. Vi skal være imødekommende og respektfulde, men vi må også sige, at vi ikke kan acceptere ulovlig pyroteknik,” siger Mats Enquist fra SEF.

Fansene er topprioritet
Han ligger dog ikke søvnløs på grund af romerlysafbrændingerne.

”Pyroteknik er ikke et af vores virkeligt alvorlige problemer. Sidste år var der rigtigt meget, hvilket øjensynligt var en slags protest for at sige, at ingen skal bestemme over fansene. Og i stedet for at tage en meningsløs kamp op i medierne, lod vi dem brænde det af og afbrød i stedet kampene for at sige, at hvis de vil brænde det af, kan vi desværre ikke spille fodbold, fordi vi skal have genoprettet sikkerheden.”

”Det har givet resultater, for i den første halvdel af denne sæson har der været et markant fald i pyroteknik, og det er foregået meget mere fredeligt og kontrolleret. Den situation er vi ret tilfredse med,” siger han.

”De problemer, vi har, er kanonslagene og volden. Det er ikke meget, men lidt er heller ikke acceptabelt. Pyroteknik er et dobbeltsidigt emne, for man må også anerkende, at dem, der bruger det, rent faktisk støtter deres klubber og sporten. Det er måske en lidt skæv måde, de gør det på, og jeg forsvarer det på ingen måde, men de gør det ikke for at skade noget. De betragter det som en positiv form for støtte til deres hold. Men der er intet positivt i vold og kanonslag, som har skabt mange høreskader og forskrækket mange børn. Det er bare idioti, ødelæggelse og en totalt uacceptabel måde at få sine aggressioner ud på,” siger Mats Enquist og uddyber det ændrede syn, der ligger til grund for den forbedrede dialog.

”Fodboldens vigtigste aktiv er fansene. Nummer to er fansene, og nummer tre er fansene. Man skal virkelig forstå, at de er ens vigtigste aktiver. At se dem som sin familie frem for fjender er ret vigtigt. Det er ikke et valg, man er nødt til at tage, men det er et valg, vi har taget. Vi ser fansene som en del af fodboldfamilien. Mine børn kan også opføre sig skidt en gang imellem, men det får mig ikke til at behandle dem som kriminelle.”

”Og vi bevæger os i den rigtige retning. Tilskuertallene øges, mens politiets indsats og kriminaliteten går nedad. Vi er ikke nået i mål, men alle pilene peger i den rigtige retning,” siger Mats Enquist.

Det mærkes til kampen mellem Häcken og Hammarby. Undervejs tænder Hammarby-fansene et enkelt romerlys i forbindelse med en scoring, men det afføder ingen sikkerhedsmæssig reaktion. Ellers er der ingen ballade, ingen dårlig stemning. Kun positiv støtte igennem alle 90 minutter, selvom de nedrykningstruede Hammarby-fans bliver sat på en prøve ved flere gange at være på vej tilbage i kampen for så at få en spand koldt vand i hovedet, når Häcken i stedet overspiller den usammenhængende midtbane i omstillinger på det lynhurtige græstæppe. Selv ikke en friløber i sidste minut og udsigten til en 3-3-udligning, som i stedet ender med endnu en Häcken-scoring og slutresultatet 4-2, kan få de grøn- og hvidklædte fans til at miste pusten. Spillerne bliver alligevel sendt tilbage i omklædningen med klap på skulderen, mens Häcken-fansene, som Sofia Bohlin i øvrigt beskriver som Allsvenskans måske mindste fanbase, fejrer sejren i den anden ende.

Nærværende skribents små hår rejser sig ikke helt i samme grad dagen efter på Gamla Ullevi, der ikke er så gammel endda og blev åbnet i 2009, til kampen mellem IFK Göteborg og GIF Sundsvall – en kamp mellem Allsvenskans nummer fem og seks.

Her får fansenes stemmebånd fred under opvarmningen, og ferieperioden ser da også ud til at have holdt omkring et par tusind væk fra stadion. Men fra kampens start synger IFK-fansene igennem, og det fortsætter de med under hele kampen, som hjemmeholdet vinder sikkert 4-1. Enhver fodboldkamp dør, når den sidste spænding om udfaldet forsvinder, og man kan tage sig selv i ikke rigtigt at følge med i, hvad der sker inden på banen. Men det er tydeligt, hvordan den konstante symbiose mellem de 22 aktører på banen og de 10.146 ude på tribunen minder en om, at man altså er til fodbold, og at lige i øjeblikket er der ingenting, som er vigtigere end den begivenhed, man er taget til. Igen skal det understreges, at der som sådan intet unikt er over kulissen sammenlignet med Superligaen, men man oplever den bare kun til helt særlige lejligheder; rivalopgør, topopgør og de gange, hvor kampen fuldstændig overgår forventningen om en 2-0-sejr til forhåndsfavoritten.

Den gode stemning bliver også bemærket inde på banen, hvor de to tidligere Esbjerg- og nuværende IFK Göteborg-spillere Søren Rieks og Jakob Ankersen befinder sig.
”I dag var lidt under standarden, men det var også midt i ferien. Der er helt generelt en større interesse og bedre opbakning til holdene end i Danmark, synes jeg. Der kommer man, hvis det går godt, og bliver væk, hvis det går dårligt,” siger Søren Rieks, som i øvrigt tegnede sig for to fremragende oplæg.

”Ja, når det går holdet dårligt, så er der stadig en enorm opbakning. Det her er en klub fyldt med traditioner, og der kommer man uanset hvad. Og det gælder sådan set overalt,” supplerer Jakob Ankersen.

Opbakningen var også noget, der spillede ind på beslutningen om at skifte til klubben.

”Jeg var ovre og se en kamp inden mit skifte, og det var så et rivalopgør mod AIK Stockholm, så der var fuldt hus og en fantastisk stemning. For mig spiller det ind, at man kommer til en klub med en god opbakning,” siger Søren Rieks.

”Det er noget, man mærker. FC Nordsjælland har ikke verdens største fanbase, men heroppe har de omtrent otte bedste hold altså bare gode fans, og det er fuld skrald, også på udebane. Vi har ikke oplevet at komme på udebane, og så er der kun 100 mennesker. Og det er ligemeget, om det er i Stockholm, Malmö eller Kalmar,” følger Jakob Ankersen op.

”Vi har fans i hele Sverige, og det kan måske sammenlignes lidt med Brøndby. Også selvom det er en mandagskamp. Sidste år var vi i Stockholm og spille mod AIK på en mandag, og der var altså 6000 af vores egne fans,” siger Rieks.

”Der er helt klart en større kultur omkring fodbolden. Nu kommer vi jo ikke fra en kæmpeby, men uden at forklejne Esbjerg så er det bare større. Hvis vi går rundt i byen, så ser vi Göteborg-trøjer overalt,” fortæller Jakob Ankersen.

Det er også korrekt. I hvert fald på kampdage. Ligesom det vrimlede med Hammarby-trøjer dagen inden. Martin Ericsson mener, at Hammarby har de bedste fans i hele Norden, og så kan han i øvrigt godt genkende, at den svenske fankultur har udviklet sig i en positiv retning, siden han vendte hjem til Sverige og Elfsborg i 2009.

”Hammarby er jo ekstreme, og det er rigtigt, at der er bare flere af den slags klubber i Sverige. Og i vores klub kommer der flere og flere fans, også til udekampene. Siden jeg er kommet hjem, har der været stigende tilskuertal, og det har selvfølgelig fået endnu et skub med Hammarbys oprykning,” siger han og sammenligner med indtrykket fra tiden i Danmark.

”Der er jo storklubberne FCK og Brøndby, som kan sammenlignes med AIK og Hammarby, men der er måske nogle flere klubber med store fanskarer i Sverige. Stockholm-klubberne, IFK Göteborg, Malmö,” siger han.

Men hvad er det så, der skal til, hvis Danmark skal indhente det terræn, svenskerne har taget på os? For med billetpriser på samme niveau, en tendens til at de bedste Allsvenskan-spillere søger mod Danmark, mens de danskere, der ikke kan finde en klub syd for grænsen søger mod Sverige, og forhold som vejr og økonomi, der i hvert fald ikke taler til Danmarks ulempe, må vi kunne lære noget af svenskernes markante fremgang.

Dialogen er på vej, men det er traditionerne ikke
Man kan starte med at kigge på, hvad der er blevet gjort. Fankoordinatorerne er blevet indført, og selvom nogle klubber fortsat ikke har taget dem helt til sig og bare givet tjansen til en kontoransat uden føling med fanscenen, så er tendensen positiv, melder DFF og Divisionsforeningen om.

Dialogen er også blevet øget. Rasmus Trenskow roser Divisionsforeningen og politiet for at have indført dialogbetjente, og der findes flere og flere eksempler på et forbedret samarbejde mellem fans og klubber, selvom der dog fortsat er plads til forbedring, påpeger han. Og endelig er man begyndt at kunne tale sammen om pyroteknik.

Den planlagte indførelse af et awaykort var dog et gevaldigt bump på vejen, mener Rasmus Trenskow. Claus Thomsen erkender da også, at fansene måske ikke blev hørt i tilstrækkelig grad om det kort, som skulle indeholde personlige oplysninger og være et krav for at kunne komme ind på et udebaneafsnit. Undervejs i debatten blev awaykortet i øvrigt omtalt som ”en rigtigt dårlig idé,” af Mats Enquist.

”Prøv at sætte awaykortet op mod den her tankegang med de fire principper. Man gør det besværligt for folk at komme til fodbold. Stemningen bliver ødelagt, fordi der kommer færre på udebaneafsnittet. Man signalerer til resten af befolkningen, at det er så farligt i Danmark at tage til fodbold, at man bliver nødt til at have styr på, hvem der står i udebaneafsnittet. Og det er ikke farligt at tage til fodbold. Det viser bare, at deres mindset ikke er der endnu sammenlignet med den svenske model, hvor man vil gøre det så godt som muligt og sikre de forskellige elementer,” mener Rasmus Trenskow.

Og selvom awaykortet for nuværende er blevet lagt på hylden, så vil Claus Thomsen fortsat ikke kalde det en overreaktion.

”Awaykortet var så sandelig en reaktion på noget, og indflydelsen fra det var ret marginal. Sikkerhedshåndtering er sikkerhedshåndtering, og det kommer de også til at tage alvorligt i Sverige,” siger han og henviser til Mats Enquists tidligere udsagn om at stoppe med at spille fodbold, når romerlysene brænder.

”Vi mangler fortsat at se det effektueret, hvilket vi i øvrigt synes er meget uheldigt,” tilføjer Claus Thomsen.

Han vil heller ikke som SEF gå ud og kategorisk sige, at stemnings-aspektet bliver prioriteret lige så højt som sikkerheden, når det kommer til mulige pyro-løsninger. Det er måske små retoriske detaljer, for direkte adspurgt ville svenskerne nok heller ikke sige, at de er villige til at gå på kompromis med sikkerheden, men netop liga-foreningernes retorik har fanforeningerne påpeget som værende ganske afgørende for parternes arbejdsklima.

”Der er noget etik omkring det med sikkerheden. Vi kan bare ikke lave oplevelser, som er farlige for folk. Det er udelukket. Og hvis det koster på tilskuertallet, så må det gøre det,” mener Claus Thomsen.

”Vi prøver at lave nogle aftaler omkring det her, men det reelle ønske er jo at få lov til at brænde et 800 grader varmt romerlys af inde blandt en masse dynejakker. Jeg vil gerne høre, hvornår Mats tænker, at det falder inden for hans principsæt. Vi skal nok uden for EU for at finde en liga, hvor det ønske accepteres,” siger Claus Thomsen.

Nok om pyroteknik. Sverige og Danmark ligner hinanden på adskillige områder, men der er også enkelte, hvor lighederne stopper.

Den yngste Allsvenskan-klub er oprykkerne Östersunds, som har 20-års jubilæum til oktober. Dernæst følger Häcken, som fejrer sit 75. leveår. Kun halvdelen af denne sæsons 14 Superliga-hold er ældre end Allsvenskans næstyngste klub.

Klubbernes levealder er selvsagt svær at ændre på, men den repræsenterer meget af den historie, som er genstand for stor identifikation blandt fansene. Mange fans vil også argumentere for, at flere ”historieløse” klubber er vokset ud af den danske tradition for fusionsklubber. Den slags er et absolut særsyn i Sverige. I 2007 forsøgte man faktisk at fusionere Gøteborg-klubberne GAIS, Örgryte og Häcken under navnet ”FC Gothia”, men modstanden var enorm, og det blev hurtigt droppet.

Ligeså kan man spekulere i, at de svenske fans føler sig tættere forbundettil deres klub på grund af 51%-reglen, der dikterer, at en majoritet af klubbens ejerskab skal ligge hos medlemmerne – fansene. Det sikrer en større faninddragelse end i Danmark, hvor mange klubber er ejet af en eller flere rigmænd. Sofia Bohlin kalder reglen for ”svensk fodbolds hjerte.”

”Det betyder alt for de aktive fans at vide, at de er klubben. Det er også årsagen bag SFSU’s store vækst, selvom foreningen er så ung. Vi startede i 2008, og den første store kampagne, vi lavede, var for bevarelse af reglen, som var under pres. Den var på nippet til at blive fjernet, men vi fik organiseret mere end 40.000 aktive fans,” siger hun.
Er det komplet utænkeligt at se to svenske klubber fusionere, skifte navn og sådan nogle ting?

”FC Gothia-projektet skabte store protester for snart 10 år siden, men prøvede man det samme af i dag, ville det blive mødt af endnu større protester. I dag er vi meget mere organiserede, og information spreder sig så hurtigt. Hvis sådan noget kom på tale et sted, ville fans fra andre byer også støtte op om at få det stoppet,” mener Sofia Bohlin.
At manglen på traditon og historie sammenlignet med i Sverige skulle være så stor en del af årsagen til forskellen i fankulturen køber Claus Thomsen dog ikke.

”Jeg tror ikke, det har noget at gøre med, om nogle klubber har slået sig sammen. Jeg tror sagtens, man stadig kan bevare traditionerne og så videre,” siger han og peger i stedet på Sveriges forbedrede stadioner og længere tradition for professionnel klubfodbold som årsager til deres flotte præstationer på tribunerne.

Og sådan kan man gisne videre, for der findes argumenter for og imod de fleste forslag og forklaringer. Det er for eksempel påfaldende, at man i svensk fodbold, som er så bundet op på traditioner, omfavner salg af stadionnavne og salg af så mange trøjesponsorater, at det nærmest er meningsløst at skifte trøjedesign mellem sæsonerne, for det er alligevel svært at få øje på trøjen for bare reklamer. Ja, tre af de fire hold, Tipsbladet så, spillede sågar uden navn på trøjerne – tilsyneladende fordi pladsen var gået til et sponsorlogo i stedet.

Men de har i hvert fald fundet fælles fodslag, de svenske fans og de bestemmende organer. Det gælder ved beslutningsbordet såvel som i hver parts bud på, hvad tilskuerfremgangen skyldes. Og såfremt de har ret, er det i hvert fald ikke noget, der efterlader Danmark med forringede muligheder for at gøre svenskerne kunsten efter. Flere af tingene fra den svenske proces ses da også herhjemme, så måske vi i fremtiden også kommer til at have slagsangene rungende inde i hovedet på vej hjem fra en kamp i 13. runde mellem FC Nordsjælland og AaB. 

Læs de danske fans' bud på en Pyroløsning under tabellen



----------------

Fansenes bud på en pyro-løsning (Sidehistorie)
I SFSU har man en grundidé om, hvordan en mulig løsning for indførelse af pyroteknik kunne se ud.

”I SFSU tror vi på, at en legalisering af sikker pyroteknik vil mindske brugen af ulovlig pyro. Det vil aldrig kunne fjernes helt, det er vi klar over, og derfor vil vi forsøge at indføre et lovligt alternativ,” siger Sofia Bohlin, som i øvrigt personligt holder med IFK Göteborg.

”Vores mål er, at det alternativ bliver så tæt som muligt på den pyroteknik, vi har i dag. Det skal være håndholdt og oppe på tribunen.”

Hvordan kan det gøres sikkert?
”Det afhænger af produktet, hvordan man står, og hvilken slags tribune det er. I vores snakke med de andre parter har vi ikke ønsket at lægge os fast på én løsning, for eksempel at man skal stå i en række forrest på tribunen, eller at det kun må være X antal mennesker. Så vi har den her vision, som er en smule upræcis, men at det skal kunne affyres på tribunen. Men det er da muligt, at vi vil indgå kompromiser, så det for eksempel ikke må affyres fra et øvre tribuneafsnit. Det må vi se på. Men vi vil aldrig gå væk fra, at det skal være håndholdt,” siger hun.

”Lige nu står processen stille, fordi der på romerlysene står, at de skal affyres på havet. Og derfor har politiet afvist vores ansøgning om at få lov til bare at teste det. Men de produkter, vi arbejder med, er i sig selv sikre, så det er mere et spørgsmål om formalia, der skiller os ad.”

”Med en lovliggørelse kan vi samtidig forholde os til sikkerhedsaspektet og blive klogere. Jeg tror, frygten for det hos mange tilskuere bunder i mangel på information og viden. Hvis vi havde et lovligt alternativ, kunne vi gøre folk klogere.”

Men på trods af mangel på information så er det jo et brandvarmt element i en stor folkemængde. Kan det virkelig være sikkert?
”Ja, hvis vi får lavet et sikkert produkt. Lige nu tror folk for eksempel, at røgen derfra er helt vildt giftig, de tror, at klubberne får store bøder hver gang, og de tror, at det er fulde og vrede hooligans, der brænder dem af. Det er det ikke.”

Hvordan kan du vide det?
”Fordi jeg kender de folk.”

Jeg vil ud fra egne observationer vove den påstand, at det sagtens kan være fulde folk, der fyrer dem af i Danmark.

”I Sverige har de fangrupper, der bruger pyroteknik, et kodeks, der siger, at man ikke fyrer det af, hvis man er beruset. Der er en selvjustits på det område og en holdning til, at det skal foregå sikkert,” siger Sofia Bohlin.