Video : Tipsbladet
Superliga

Todd-fyring er en del af transferplanen i Esbjerg

Esbjergs sportsdirektør Ted van Leeuwen fortæller til JydskeVestkysten, at fyringen af Colin Todd har noget med det kommende transfervindue at gøre.

Mandag formiddag blev det officielt: Colin Todd er blevet fyret i Esbjerg fB, hvor Lars Lungi Sørensen er ny cheftræner.

Det er Esbjergs sportsdirektør Ted van Leeuwen, der har truffet beslutningen om trænerskiftet, og i et interview med JydskeVestkysten fortæller han, at fyringen også har noget med det kommende transfervindue at gøre.  

- Det har det i allerhøjeste grad. Vi har frem til 31. januar til at få tilpasset vores trup, og det skal ske i tæt samarbejde med træneren. Nu har vi den træner, der skal hjælpe os til at undgå nedrykning i foråret, og han skal naturligvis med ind omkring beslutningerne om spillere i de kommende uger, siger Ted van Leeuwen til JydskeVestkysten. 

Det er ingen hemmelighed, at Esbjerg er på jagt efter en række forstærkninger i det kommende transfervindue, og derfor er der lagt op til en meget aktiv januar i det vestjyske. Trænerskiftet til Lars Lungi Sørensen er altså en del af transferplanen i Esbjerg. 

Ted van Leeuwen fortæller desuden til JydskeVestkysten, at han forventer, at Lars Lungi Sørensen vil være træner i klubben "i lang tid".