Superliga

Vingaard sigter efter ny guldsæson

FC Københavns offensive profil Martin Vingaard mener, at holdet kan ramme endnu en guldsæson, hvis det lykkes klubben at holde på spillerne.

FC København viste i sidste sæson, at et dansk fodboldhold sagtens kan være med helt deroppe, hvor det er sjovt i europæisk regi.

Ud over at blive suveræne danske mestre lykkedes det nemlig også for Ståle Solbakkens daværende tropper at spille sig frem til ottendedelsfinalerne i Champions League, hvor Chelsea dog viste sig at være en for hård modstander.

Siden da har Ronald Nilsson overtaget trænertjansen, flere af Solbakkens profiler fra guldholdet har forladt klubben og resultaterne har ikke været nær så stabile. Men storspillet fra sidste sæson er ikke umuligt at finde frem igen, mener Martin Vingaard.

- Der er ingen tvivl om, at det hold der var før ramte en guldsæson. Det var et hold, der havde spillet sammen i rigtig mange sæsoner. Vi er et nyt hold nu, og vi har kun spillet sammen i seks måneder, så det siger sig selv, at der er forskel på holdene, siger Vingaard til Kanal Sport og fortsætter:

- Hvis vi kan holde sammen på holdet, vil vi forhåbentligt ramme en guldsæson igen efter to-tre sæsoner.

FC København overvintrer på førstepladsen i Superligaen – fire point de nærmeste forfølgere, FC Nordsjælland.