Superliga

Wæhler afviser forlængelse

I går skrev P4 Nordjylland, at Kjetil Wæhler og AaB var tæt på en forlængelse, men det afviser nordmanden selv.

AaBs 35-årige anfører, Kjetil Wæhler, skulle have forlænget kontrakten med AaB. Eller næsten da, lød historien i går. Men nu afviser hovedpersonen selv, at der er noget på plads med den nordjyske fodboldklub. Det er stadig status quo for nordmanden.

- Vi står stadig samme sted, som vi gjorde inden ferien. Det, jeg har sagt til nogle journalister, er, at alle må forvente at gå ned i løn, når de skal forhandle en kontrakt på plads. Der er ikke noget nyt i min situation. Lige nu har jeg et halvt år tilbage, og sådan er det, siger Wæhler til Nordjyske.

AaB ved endnu ikke, hvad det økonomiske råderum lyder på for klubben, og derfor afventer begge parter situationen. Den norske landsholdsspiller er glad for at være i Aalborg, men det betyder nødvendigvis ikke, at kontrakten bliver forlænget.

- Pengene er ikke så vigtige, som de har været tidligere. Men jeg vil ikke blive i AaB for enhver pris, og jeg holder alle muligheder åbne. AaB må først se hvad de har økonomi til, og hvad de vil satse på. Så kan vi begynde at snakke. Som jeg ser det, er vi ikke igang med det endnu, siger han.

Kjetil Wæhler har været i AaB siden 2009, hvor det er blevet til 83 ligakampe i det nordjyske midterforsvar.