Wiland: Det var uheldigt
Illustration
Superliga

Wiland: Det var uheldigt

FCK-keeper Johan Wiland havde en uheldig hånd med i pointdelingen i Aarhus mellem AGF og FC København. Selv mener han, bolden tog et uheldigt hop.

FC København kunne med en sejr i Parken næste weekend over FC Midtjylland have spillet sig på førstepladsen i Superligaen, hvis også AaB ville smide point, men FCK kunne ikke fastholde 1-0-føringen i Aarhus - Johan Wiland måtte nemlig se sig passeret af Jesper Lange i det næstsidste spilminut.

Forsøget fra Jesper Lange burde den dygtige svenske målmand have taget. Der var ikke meget fart i, og Johan Wiland havde fingrene på. Selv mener Wiland, at det var mere uheld end et drop, der var årsagen til målet.

- Det er svært at gøre noget ved, den tager et "bounce". Det er uheldigt, men det er sådan noget, der sker. Vi kan ikke forvente, at banerne er helt perfekte, siger Johan Wiland og uddyber:

- Om det er et drop, må være op til jer at skrive. Jeg kunne ikke gøre så meget. Det så skidt ud, men bolden skifter vej, siger den svenske keeper.

Med det ene point har FC København på tredjepladsen i Superligaen fem point op til FC Midtjylland, som er de danske mestres modstander næste weekend.