Wimbledon: Dansk stjerne har fetish for Liverpool og Lyngby

Den dansk tennisspiller Frederik Løchte Nielsen var i 2012 på alles læber, da han sammen med makkeren Jonathan Murray vandt Wimbledon i herredouble. I år er de to makkere på banen igen sammen ved den store tennisturnering, men det er ikke kun ketsjer-spillet, Løchte Nielsen går op i. 

Han er også en stor fodboldelsker, hvilket han talte med Tipsbladet om i 2013. I anledningen af Wimbledon bringer vi artiklen igen. 

Artiklen er bragt første gang i Tipsbladet  28. juni 2013)

Frederik Løchte Nielsen er en travl herre. Så travl, at sidste års danske Wimbledon-helt, der sammen med makkeren Jonathan Marray vandt turneringen i herredouble, selv foreslår Københavns Lufthavn som mødested, fordi han alligevel er der så meget af tiden. Således dukker han i Terminal 3 dagen efter, at han blev slået ud af French Open, og tre dage før han skal være her igen, inden han skal til England og begynde græssæsonen, hvor han nu er Wimbledon-aktuel igen. Humøret er godt, trods en bagageafgift i Frankrig på grund af lidt for tung opbakning, og han er klar på at bruge en del af sin fritid hjemme i Danmark på en stille fodboldsnak med Tipsbladet.

For 29-årige Frederik Løchte elsker fodbold og har gjort det, siden han var barn og begyndte at spille fodbold med sin bedste kammerat i børnehaveklassen, den senere FCK-profil Thomas Kristensen, og sammen med sin onkel gik til fodbold på Lyngby Stadion. I dag kan han dog på grund af sine mange rejser ikke følge de gamle favoritter fra barndomsbyen lige så tæt, som han gerne ville.

"Jeg kan for eksempel ikke nævne dig en startelver, og det irriterer mig lidt Men jeg var heavy Lyngby-fan, og har altid været det. Jeg så alle hjemmekampene og fik også set et par udekampe. Da Lyngby vandt mesterskabet i 1992 var jeg på Brøndby Stadion, 3-0, men jeg kunne desværre ikke komme ind på Gentofte Stadion, fordi der var udsolgt," mindes Frederik Løchte om en legendarisk mesterskabsduel i sidste runde mellem B1903 og Lyngby, da gæsterne vandt 1-0 og dermed tog guldet.

"Jeg nåede at se Elkjær på Lyngby Stadion. Det var bare en del af weekenden dengang. Men spillerne var virkelig store for mig. Nogle af spillerne blev senere lærervikarer på min skole, Claus Jensen og Michael Gothenborg. Nu er jeg blevet ældre og har selv været med i sport, så jeg ser det på en lidt anden måde. Men dengang var der vores verden, og så var der fodboldverdenen," siger Frederik Løchte, der ikke fik set Lyngby i den netop overståede sæson.

"Hvis jeg er hjemme, og det kan passe, så tager jeg på stadion, men det er sjældent, at jeg er hjemme i weekenderne, hvor jeg ikke skal noget. Sidst jeg så dem spille var sidste år i Superligaen mod OB. Men for helvede, det er stadionpøller og kultur, og det er noget, jeg gerne vil," siger Frederik Løchte. Det kan altså være sin sag at følge med i den hjemlige fodbold, når man selv er en del af tennistouren og rejser over hele verden, men Frederik Løchte har altid fodbolden med sig på sine rejser, og for ham er sporten både en god adspredelse og et socialt element.

På tennistouren er der masser af fodboldinteresserede folk, som Frederik Løchte kan snakke fodbold med, og så bliver tennisbolden ind i mellem lagt til side til fordel for den større og tungere læderbold.

"Blandt tennisspilllerne er der mange, der spiller, og så er der også en intern forståelse for hvor meget aggression, man skal lægge for dagen. Ved mange tennisturneringer er der en five-a-side-bane, eller også bygger man på en tennisbane en bane, som man kender fra skolegården ved at lægge to trøjer eller bruge en bænk som mål," siger Frederik Løchte og nævner som eksempel en nylig turnering i Rom, da det regnede tre dage i streg, og tennisspillerne i stedet brugte tiden på at spille fodbold.

Og der er bestemt gode fodboldspillere i tennisverdenen.

"Ham jeg spiller double med nu, [Grigor] Dimitrov, er helt vild, men han er en showboat. Han vil hele tiden spille, men det er bare for at lave tricks og mærkelige ting. Det har jeg aldrig været til. Måske fordi jeg er elendig til det, men jeg kan bedre lide at læse spillet, det taktiske osv. Rafa [Nadal] er rigtig god, Djokovic er også god, Andy [Murray] er også god og følger en del med i fodbold," siger Frederik Løchte.

Én klub er Frederik Løchte særligt interesseret i at holde sig opdateret på, når han rejser rundt i verden, for han har været stor Liverpool-fan siden teenageårene. Derfor er det en evig kamp at få lov til at se favoritholdet spille - gerne på en sportsbar, så der også er god stemning.

"Liverpool er så stor en klub, at deres kampe stort set bliver vist over hele verden. Men så kommer udfordringen med tidsforskel, når man er i USA, Asien eller Australien. Men ellers er det bare at finde en eller anden ussel streaming hos en piratmand. Og nogle gange er jeg heldig, at de viser dem på tv," siger Frederik Løchte, der googler sig frem til fanbarer over hele verden, men som ikke havde nogen at synge med en legendarisk onsdag i 2005. Han var nemlig i Oxford, hvor han spillede turnering, da Liverpool skulle spille Champions League-finale mod Milan, og den danske tennisspiller forsøgte at finde et sted at se kampen med to tenniskammerater.

"Jeg havde håbet at finde en bar med vild stemning, men det kunne vi ikke grave op. Jeg blev overtalt til, at vi bare kunne se den hjemme på hotellet. Ham, jeg spillede double med, var hooked på Football Manager, så vi startede et managerspil i anden halvleg. Så kom det ene mål, så kom det andet, så kom det tredje, og det der blev managerspil blev aldrig rigtigt til noget. Da det først startede, kunne jeg mærke, at det skulle ske. Da Dudek reddede den afslutning fra Sjevtjenko, som ikke kunne lade sig gøre, følte jeg, der var no chance for, at Liverpool ikke ville vinde. Men det var bare et antiklimaks at sidde inde på hotellet," siger Frederik Løchte.

Indimellem hænder det, at Liverpool spiller, mens Frederik Løchte selv er på banen, men det plejer han at finde en løsning på.

"Hvis der er en afslappet atmosfære under kampen, kan jeg godt få opdateringer fra nogle kammerater. Til opvarmningen sørger jeg for at blive opdateret, inden jeg går på banen," siger tennisspilleren, der ikke har noget imod at have tankerne fyldt med fodbold, når han selv er i gang med en vigtig kamp.

"Jeg kan meget godt lide at have det med. Det er bedre end at have en eller anden mærkelig sang på hovedet," siger Frederik Løchte.

Kun enkelt gang har Frederik Løchte været på Anfield. Det var i november 2010, da han sammen med Caroline Wozniacki så Fernando Torres score to gange i en 2-0-sejr over Chelsea, som spanieren så skiftede til et par måneder senere. Men selv om han ikke er fast gæst på Anfield, har han set Liverpool spille adskillige gange. Hans onkel har sæsonkort til Stamford Bridge, så der har Frederik Løchte overværet otte-ni Liverpool-kampe, og så har han også set favoritterne på så mystiske steder som Wigan og Budapest. Det sidste var i 2009, da Liverpool spillede Champions Leaguekamp mod Debrecen.

"Jeg ville gerne se dem spille, og så tog jeg sgu derned. Jeg rejste med Liverpool-fansene, og det var sindssygt morsomt. Ham jeg stod ved siden sagde så mange sjove ting. Nu er det ikke fordi, jeg er gudeskøn selv, men han var ikke specielt pæn. Jeg tog min hue på, fordi det var svinekoldt, og så sagde han "ja, jeg har faktisk også taget en hue med, men jeg har lige sat mit hår." Så ventede jeg på høflighedsgrinet, men han mente det sgu," smiler Frederik Løchte.

Når tennissæsonen nærmer sig enden i slutningen af året, begynder Frederik Løchte at undersøge, hvor han kan komme hen og se fodbold. I december 2005 bragte det ham og hans lillebror på en mindeværdig fodboldtur til Spanien, hvor de først så en kamp mellem Real Madrid og Getafe.

"Jeg gav min bror en fodboldrejse, men jeg blev simpelthen røvrendt med billetterne. Jeg havde bestilt billetter til forreste række, men de havde så givet os billetter til bagerste række på Bernabéu. Og vi havde taget varmt tøj på, men helt oppe bagi er der sådan nogle varmere, som vi sad under. Dagen efter havde jeg billetter til Villarreal-Barcelona. Igen gode billetter, men vi blev sat op til udeholdets fans, hvor der var en kæmpe træbjælke, som holdt et net. Vi sad lige foran den skide træbjælke. Jeg var ved at koge over, men det var en fed oplevelse alligevel," husker Frederik Løchte. Umiddelbart er det lidt en selvmodsigelse. For hvorfor i alverden var alligevel en god tur, når begge kampe blev spoleret af dårlige pladser?

"Jeg har en fetich for stadioner. Fodboldstadioner er der så meget historie i, og jeg vil gerne være på så mange som muligt. Bernabeu er et af de helt store stadioner i europæisk historie, og jeg er helt vild glad for, at jeg har været der," siger Frederik Løchte. Med tiden har han opbygget en ganske solid stadionliste: Old Trafford i Manchester, Veltins Arena i Schalke og Stadio Olimpico i Rom for bare at nævne et par stykker. Men en af de absolutte perler er det gamle Wembley, hvor Frederik Løchte som 12-årig overværede den legendariske EM-semifinale i 1996 mellem England og Tyskland.

"Det var en helt vild oplevelse, football's coming home, det hele spillede. Jeg var ovre og se Wimbledon, og så havde min onkel købt billetter til os. Jeg er så glad for, at jeg fik lov at være på det gamle Wembley, inden det blev bygget om. Den dag står meget tydeligt i mine erindringer som en af de største oplevelser rent fodboldmæssigt. Altså England-Tyskland, semifinale, på Wembley..." siger Frederik Løchte om kampen, som han også husker, fordi han og onklen fik gjort sig uvenner med en masse tilskuere, fordi de ville slippe for den værste trafik efter kampen.

"Tyskland scorede et mål i Golden Goal, og så sagde min onkel "så' det ud!" Så vi stormede ud, inden vi opdagede, at målet var blevet annulleret. Så måtte vi gå forbi alle de tilskuere, vi lige havde hustlet igennem og skubbet til siden. "sorry, sorry, sorry". Det var så ydmygende," griner Frederik Løchte.

Interviewet er ved at være at være slut, og Frederik Løchte skal videre til DR Byen, hvor han skal være gæst i Liga på P3. Et par dage senere forlader han igen Danmark for at fortsætte sin tilværelse som omrejsende tennisspiller, men han har fodbolden med i bagagen. Måske er det derfor, den er så tung.

FAVORITHOLDET

Frederik Løchtes favorithold:

Schmeichel - Zanetti, Agger, Maldini - Gerrard, Xavi, Laudrup, Zidane - Ronaldo, Ibrahimovic, Totti

"Der er flere forskellige typer af spillere på Frederik Løchtes drømmehold. Der er klassespillerne, som han ikke kan komme uden om - Zidane, Ronaldo og Zlatan for eksempel - men så har tennisspilleren også en forkærlighed for loyale one-club-men.

" Jeg tænder for loyalitet, at det ikke bare handler om næste kontrakt. Netop fordi de alle sammen er så godt betalt, bliver jeg skuffet, når de træffer anderledes valg. Jeg kan godt forstå det, for det er deres egen business, men når der så endelig er sådan nogle spillere, sætter jeg pris på det," siger Frederik Løchte og nævner også Scholes som et eksempel på sådan en spiller.

Ham kunne Løchte dog ikke få sig selv til at vælge -netop på grund af den ene klub, han spillede for.

Der er selvfølgelig også blevet plads til Michael Laudrup på den offensive midtbane.

" Når hans kampe blev vist på tv lørdag eller fredag, lå jeg og så dem, men jeg faldt altid i søvn. Mine forældre fandt mig næste morgen foran tv. Men jeg gav det altid chancen. Han er bare nummer 1," siger Frederik Løchte.

Holdet er sat op i en særdeles offensiv 3-4-3-opstilling.

" Sådan skal det være hos mig. Der er fuld fart, og vi spiller for at vinde