Video : Tipsbladet
Talent

B.93 satte Porto og Benfica til vægs: Kæmpe stort!

Der er jubel i B.93, efter at klubbens U19-hold på imponerende vis rejste hjem fra Algarve som turneringsvindere foran mastodonter som SL Benfica og FC Porto.

Porto, Braga, Utrecht, Benfica og B.93. 

Tager man et kig over de fem klubber, så forstår man, hvis man i B.93 føler sig i flot selskab. Efter den seneste weekend bør det dog være de fire andre klubber, som kigger op mod B.93. For den danske divisionsklub overgik dem alle sammen ved Algarve Cup, hvor man løb med den samlede turneringssejr i U19-rækken efter en finalesejr over SL Benfica. 

En ganske imponerende bedrift med tanke på, at særligt de portugisiske klubber formår at hive unge spillere op på deres førstehold og sælge dem videre for store millionbeløb. Ikke desto mindre kunne B.93 nuppe titlen, og den vækker kolossal stolthed i den københavnske klub, kan cheftræner Mikkel Holm fortælle, dagen efter han er hjemvendt fra Algarve-kysten. 

- Det er kæmpe stort. Jeg kender ikke Benficas spillerliste fra finalen, men jeg ved, at da de skulle jagte et mål til allersidst, skifter de en islandsk landsholdsspiller (Stigur Thordarson, red.) ind. Vi har ikke nogle landsholdsspillere. Det er kontraster, der mødes. B.93 er en forening, og vi møder Benfica og Porto, som er nogle af de største akademier i Europa. Så ja, det er kæmpe stort, fortæller han til Tipsbladet.


Jubel hos B.93-drengene efter finalesejren over SL Benfica. Foto: Algarve Cup

Mikkel Holm er ude at gå en tur, da Tipsbladet fanger ham over telefonen. Fyldt op med indtryk efter nogle spændende fodbolddage, hvor B.93 ligesom sidste år, da man også leverede et flot resultat i turneringen, har vist sig flot frem i fodboldeuropa på deres egen måde. I B.93 skal der være plads til individualisterne, og det gav pote.

- Det var også det, der endte med at afgøre finalen for os i forgårs mod Benfica, at vi har en dribler, der er på et uhørt højt niveau – også sammenlignet med Benficas spillere – som faktisk ender med at skabe det mål, der gør, at vi vinder turneringen.

Dribleren er 19-årige Osman Addo, som ligesom resten af B.93-spillerne spillede en flot turnering. 

B.93's cheftræner jubler over turneringssejren, for deltagelsen sidste år, hvor man tabte semifinalen efter straffesparkskonkurrence, var en øjenåbner. 

- Det vi præsterede sidste år, hvor det hele var lidt ukendt, var det sådan: ”Hold da kæft, tænk at vi kan være med her”. Jeg havde lidt tanken om, da jeg skulle herned nu, at det kom vi aldrig til at matche igen. Så det har været lidt af en fairytale at vinde turneringen på den måde her, fastslår han.

Skabt masser af opmærksomhed
Sådan en sejr i en europæisk turnering, hvor flere af de store akademiklubber deltager, må også have affødt noget opmærksomhed for de unge B.93-spillere, må man næsten formode? Naturligvis har det det, siger Mikkel Holm.

- Efter vores kamp mod Utrecht var der kommet en delegation fra Utrecht hen til nogle af vores spilleres forældre og spurgt, hvem det her hold er, for de aner ikke, hvem B.93 er. De havde sagt, at de var heldige med at spille 0-0, og om de mon kunne spille en træningskamp mod os på et tidspunkt.

- Der blev ikke hevet og flået, men det var tydeligt, at der var noget opmærksomhed. For dem er vi en ukendt dansk klub – de aner ikke, hvem vi er. Det kan man godt mærke fylder noget, at vi kommer derned og ender med at slå alle de hold.

De faldt ned ad stolen
For lige at sætte det hele i perspektiv, husker Mikkel Holm tilbage på nogle specielle episoder fra turneringen, som har sat sig i ham.

- Sidste år havde vi en sjov oplevelse, hvor vi ender med at slå Liverpool 3-0 på 45 minutter. Algarve Cup ligger resultatet op på Instagram, og det nåede lige at komme op, før det blev pillet ned. Vi antager, at nogle fra Liverpool fik sagt, at det går ikke. Liverpool må ikke tabe 3-0 til et eller andet ukendt hold, der spillede i 2. division på det tidspunkt.

- Jeg husker en anden episode fra sidste år fra den sidste puljekamp mod Braga. Vi skulle bruge uafgjort for at gå videre, og vi endte med at spille 1-1. Vi spiste frokost med Bragas trænere bagefter, og de var ved at falde ned ad stolen, da de hørte, at vores spillere selv betalte for at komme derned. Det er ikke det luftlag, de bevæger sig i. 

Cheftræneren anslår, at B.93's talentfulde U19-hold, som topper den næstbedste række herhjemme, er mellem nummer seks og otte i Danmark.

Klubbens talentchef, Philip Ødegaard Hansen, klapper også i hænderne af turneringssejren, og så er håbet, at tilskuerne til B.93's førsteholdskampe snart kan se nogle af de unge drenge i aktion i 1. division.

- Vi er alle rigtig glade og stolte af U19-drengenes præstation til Algarve Cup. At spille lige op med nogle af de største talentfabrikker i verden giver os tro på, at vi arbejder i den rigtige retning i B.93. Sejren i turneringen understreger niveauet på talentmassen i B.93. Vores U19-drenge er ekstremt dygtige, hvorfor det er særligt vigtigt, at de matches i internationale turneringer som denne for at stimulere deres udvikling yderligere.

- Med denne præstation giver det os også forhåbninger om, at vi inden længe ser flere af U19-drengene på vores eget førstehold, konkluderer han.

Med det niveau, som der blev vist ved Algarve Cup, er det måske ikke en helt urealistisk ambition.