Sæsonen der gik – U/19 Ligaen – 2015/2016 – 7.-12.-pladsen
Foto: tipsbladet.dk
Talent

Sæsonen der gik – U/19 Ligaen – 2015/2016 – 7.-12.-pladsen

Få her et komplet overblik over U/19 Ligaen 2015/16.

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

Talenterne fra U/19 Ligaen holder i disse dage en velfortjent sommerferie oven på en hård og lang sæson med 22 kampe. FC Midtjylland viste sig som sikre vindere og vandt guld, mens FC Nordsjælland tog sig af sølvmedaljerne og AaB snuppede de ombejlede bronzemedaljer.

Her kan du læse om holdene fra 1.-6.-pladsen

Af: Nicolai Sabro Hansen & Alfred Winther Groth (D' BOLD - www.dbold.dk)

7. plads – Brøndby IF – 26 point

Største sejr: 3-0 v. Lyngby (h.) og 3-0 v. OB (u.)
Største nederlag: 1-4 v. Silkeborg (u.) og 1-4 v. FC Nordsjælland (u.)

Sæsonens højdepunkt: I maj måned slog Brøndby IF bronzekandidaterne fra AaB med 1-0 i Aalborg. AaB spillede ikke op til deres bedste, og med en stærk defensiv formåede drengene fra vestegnen at holde aalborggenserne fra fadet. Til gengæld viste Daniel Stückler skarphed og hev sejren hjem til Brøndby. AaB er det højst placerede hold, som Brøndby har vundet over.
Sæsonens lavpunkt: Som sæsonen sluttede af, viste det sig, at en række talenter er fortid på Vestegnen. Her er taler om markante profiler som svenske Amir Al-Ammari og anfører Nicklas Halse.

Note: Det har været en blandet pose bolscher at befinde sig i og omkring Brøndby IF i denne sæson. I marts måned opstod der krisestemning i klubben, da det viste sig, at bestyrelsesformand Jan Bech Andersen under dækkenavn havde udtalt sig kritisk om førsteholdstræneren, Thomas Frank, samt tidligere sportsdirektør Per Rud. Det resulterede i, at Thomas Frank gik af som førsteholdstræner, og derfor blev U/19-cheftræner Auri Skarbalius hevet op til førsteholdet. Afløseren blev assistenttræner Frederik Birk. Der findes en floskel i fodboldverden som går på, at med en ny træner følger ny energi der avler gode resultater. Det blev også tilfældet her, da Brøndby klarede sig væsentlig bedre i U/19-ligaen efter Frederik Briks tiltrædelse. Således tabte man kun 30% af kampene under Birk modsat 58% af kampene under Auri Skarbalius. Resultater som udebanesejren på 1-0 over AaB og 2-2 hjemme mod FC København fandt sted i denne periode. Generelt set, har Brøndbys kampe været forholdsvis målfattige; der er således kun blevet scoret 2,64 mål pr. kamp hvilket er næsten et helt mål mindre end gennemsnittet for ligaen på 3,37 mål pr. kamp. De fleste af opgørene mod lavere placerede hold har man vundet eller spillet uafgjort. Brøndby har af hold der endte lavere i tabellen kun tabt til Silkeborg, det skete dog en gang med 1-4 på udebane, hvorefter man fik revanche med 2-0 på hjemmebane.
Efter tjansen som midlertidig cheftræner for Superliga-truppen er Auri Skarbalius umiddelbart tilbage i spidsen for U/19-ligaholdet fra den kommende sæson.

Topscorer: Daniel Stückler, 11 mål
Sæsonens spiller: Nicklas Halse

8. plads – Vejle Boldklub – 26 point

Største sejr: 4-2 v. AGF (u.) og 4-2 v. Randers Freja (u.)
Største nederlag: 0-5 v. AaB (u.)

Sæsonens højdepunkt: En sikker sejr var lige ved at blive sat over styr, da Vejle BK førte med 3-1 hjemme over AGF. Århusianerne udlignede til 3-3, men i de døende minutter sikrede Agon Mucolli de rødblusede sejren med et fremragende følt spark.
Sæsonens lavpunkt: Efter næsten syv år i klubben, valgte cheftræneren for U/19-holdet, Kim Engstrøm, at stoppe i Vejle Boldklub for at skifte til konkurrenterne fra OB. En historie, som D’BOLD var først ude med.

Note: Hvis Vejle Boldklub har ambitioner om at klare sig bedre i U/19-ligaen er opskriften klar: De skal fange momentum. Den længste sejrsrække har i den forgangne sæson været på to sejre i træk. Ligeledes har man ikke formået at få point i mere end fire kampe i streg, som faldt i slutspurten af sæsonen med en udebanesejr over Brøndby, uafgjort mod Esbjerg, udesejr over FC København og en uafgjort i sidste spillerunde mod Silkeborg på hjemmebane. Foruden slutspurten har der ikke været nogen stor forskel på efterårets og forårssæsonen. I efteråret hentede Vejle 12 point i 11 kamp og i foråret hentede man 14 point i 11 kampe. Men det kunne da sagtens være blevet til mere. I november måned tog man hjemme imod FC København. Det blev en kamp for Vejle sad på mest og spillet, og kom frem til de første og største chancer. De blev dog ikke udnyttet, og kyniske FC København vandt 2-0. Om det har været ude- eller hjemmebane har heller ikke betydet det store for Vejles resultater, da den eneste forskel har været én sejr mere på udebane end på hjemmebane. Ellers har man tabt fem kampe på både ude- og hjemmebane.

Topscorer: Patrick Rasmussen, 8 mål
Sæsonens spiller: Kristian Kirkegaard

9. plads – OB – 26 point

Største sejr: 2-0 v. FC København (h.) og 2-0 v. Silkeborg (u.)
Største nederlag: 2-7 v. FC København (u.)

Sæsonens højdepunkt: I anden sidste spillerunde vandt OB med 2-1 over FC Nordsjælland, og fravristede dem mulighederne for guldmedaljer. FC Nordsjælland var ellers foran indtil det 60. minut, hvor Martin Høgstad blev skiftet ind, og efter ti minutter lagde op til scoring af Hasan Kurucay og yderligere ti minutter senere, havde Høgstad ligeså sidste fod på bolden inden Jonas Hansen scorede til 2-1.
Sæsonens lavpunkt: Fynboerne blev blæst fuldstædig af banen, da de tog på besøg i hovedstaden. FC København var værter, og satte OB til vægs med hele 7-2. OB kan dog trøste sig over, at de med deres to scoringer gjorde kampen til den mest målrige af alle kampe i løbet af sæsonen i U/19-ligaen med ni scoringer.

Note: OB blev det sidste af tre hold der alle endte på 26 point, da sæsonen var færdigspillet. De to øvrige hold var Brøndby IF og Vejle Boldklub. OB havde dog en markant værre målscore, end de to andre klubber, på -17, hvilket var henholdsvis 13 og seks mål værre end Brøndby og Vejle. Sammen med Vejle kunne OB ”fejrer” en tredjeplads over flest indkasserede mål med hele 45 styks. Det er da også blevet til nogle ubehagelige nederlag til fynboerne, for eksempel 2-7 ude til FC København og 1-4 ude mod FC Midtjylland.
Sæsonen startede da også skidt ud, og man skulle helt frem til november måned før OB hentede deres første sejr. Det skete i en udekamp over Vejle, som blev vundet 2-1. Trods en dårlig start, var foråret den bedste halvsæson hvor man hentede fem sejre i 11 kampe. En af disse blev afgørende i toppen af tabellen, da man på Odense Atletikstadion slog FC Nordsjælland mod 2-1 og derved fravristede dem den endegyldige mulighed for at blive danske U/19-mestrer.
Som forberedelse til den nye sæson, har man i OB foretaget nogle tilføjelser til trænerstaben, hvor man har hentet Kim Engstrøm i Vejle, der skal være forbillede i et nyt og mere professionelt setup med fuldtidstrænere fra U/12 – til Superliga-niveau.

Topscorer: Kouassi Diedunne Yao, seks mål
Sæsonens spiller: Jacob Buus

10. plads – Lyngby Boldklub – 20 point

Største sejr: 2-0 v. FCK (h), 3-1 v. OB (h)
Største nederlag: 0-5 v. AaB (u)

Sæsonens højdepunkt: En skidt efterårssæson blev med ét vendt på hovedet, efter en lang vinterpause. Lyngby-spillerne var fit for fight, og de unge forstadsknægte kæmpede sig til seks kampe i træk uden nederlag i en stime, der bød på tre sejre, heriblandt mod bronzevinderne fra AaB.
Sæsonens lavpunkt: Lyngbys bedste stime blev dog efterfulgt af deres anden dårligste. 10. pladsen som de erhvervede bar nemlig præg af to dårlige stimer, hvor det ikke blev til sejr i henholdsvis syv og seks kampe. Sidstnævnte stime kom i sæsonens afsluttende seks kampe, efter at Lyngby som bekendt ellers havde startet forårssæsonen med lyn og torden. En kedelig måde at afslutte sæsonen på, efter det ellers endelig så ud til at være begyndt at lykkes for De Kongeblå.

Note: Lyngby er en af København-områdets stolteste og mest traditionsrige klubber, og selvom seniorholdet spillede sig til en førsteplads i Bet25 Ligaen, så haltede det noget mere på ungdomsniveau. Sæsonen kan mere eller mindre deles op i tre dele nemlig. Efterårssæsonen, den første del af forårssæsonen og så naturligvis den anden del. Efterårssæsonen var ikke noget at råbe hurra for. Kun to sejre blev det til for de Kongeblå, der sluttede 2015 af på 10. pladsen á points med Brøndby på niendepladsen, hvorimod forårssæsonen blev åbnet med lyn og torden. Tre sejre og tre uafgjorte resulterede i et tæt på uovervindeligt Lyngby-hold – i hvert fald lige indtil de senere mestre FC Midtjylland kom forbi og satte dem på plads med en 3-0-sejr. Herfra tabte Lyngby deres resterende kampe, og skal man sætte en finger på, hvad det var Lyngby manglede, så var det mål. Sammen med Randers var de nemlig de mindst scorende i ligaen. Blot 23 mål i 22 kampe formåede lyngbygenserne nemlig at score i løbet af sæsonen, hvilket også afspejler sig i de få sejre, det blev til. Kun én kamp vandt de nemlig med mere end et mål. Selvom forårssæsonen var en smule bedre, var det ikke nok til at kravle op i tabellen.

Topscorer: Jens Odgaard, Lorent Callaku og Mads Kaalund Larsen, fire mål
Sæsonens spiller: Simon Wæver

11. plads – AGF – 18 point

Største sejr: 2-0 v. OB (h), 2-0 v. FCK (u), 3-1 v. Silkeborg (h)
Største nederlag: 0-4 v. FC Nordsjælland (u)

Sæsonens højdepunkt: En flot 3-1-sejr over lokalrivalerne fra Silkeborg, går man aldrig galt i byen med. Slet ikke når rivalerne faktisk havde en rigtig flot sæson.
Sæsonens lavpunkt: 14 nederlag på stribe taler sit tydelige sprog. Lavpunktet varede fra den 12. september til den 27. april.

Note: Det har ikke været nogen prangende sæson på Fredensvang. Hverken for senior eller U/19. Sidste sæsons topscorer Michael Zacho var oprindeligt rykket op i Superligatruppen, men han endte med at tage en ekstra tørn i U/19 Ligaen, og gudskelov for det. For hvordan havde det ikke set ud for AGF, rækkens anden mindst scorende hold, hvis han ikke havde været der til at score de otte mål, han endte med at gøre? Han blev altså afgørende – specielt i anden halvldel af sæsonen, hvor han var med til at afgøre flere af de fire kampe, hvori aarhusianerne sejrede. Med Zacho, lidt held og en bedre defensiv kunne AGF på mange måder have ført sæsonen til noget mere, end de gjorde. Desværre for De Hvi’e forholdt det sig dog ikke således, og den skrøbelige defensiv, der i 22 kampe lukkede 47 mål ind – delt flest sammen med Randers – så rækkede det ikke til mere end en 11. plads. Men det er også svært, at få det helt op at køre, når man taber 14 kampe i træk, som også var tilfældet i sæsonen. Til gengæld spillede de som det eneste hold ikke en eneste kamp uafgjort.

Topscorer: Michael Zacho, 8 mål
Sæsonens spiller: Mathias “Marvin” Laursen

12. plads – Randers Freja – 14 point

Største sejr: 3-1 v. FC København (u)
Største nederlag: 0-8 v. FC Nordsjælland (u)

Sæsonens højdepunkt: Sæsonens første sejr kom i 16. spillerunde, og overraskende nok mod AaB, der endte med at sikre bronzemedaljer.
Sæsonens lavpunkt: Efterårssæsonen var topkandidat til denne titel lige indtil Randers afsluttede deres sæson med en 0-8-snitter ude mod FC Nordsjælland. Av.

Note: Randers vandt vel og mærke ikke en eneste kamp i efterårssæsonen, men selvom der kun stod “2” ud for pointtælleren ved årsskiftet, så var der optimisme at spore i Randers-lejren. For mange af holdets nederlag var ligeved-og-næsten-nederlag. Kun én gang tabte de med flere end to mål – og det var i sæsonafslutningens afklapsning, hvor de tabte 0-8 til FC Nordsjælland. Ligeledes tabte de flere gange sent i kampen, og selvom det afspejler en hvis mangel på koncentration og psyke i truppen, så er der potentiale at spore hos flere af spillerne. Før man kan drømme stort, skal der dog nye boller på suppen i både defensiven og offensiven. For sammen med AGF stod de allerværst nede bagved, og det resulterede altså i 47 indkasserede mål, samtidigt med at de var lige dårlige offensivt med Lyngby, hvor de blot scorede 23 mål i 22 kampe. Heraf var seks af dem scoret af topscorer Kasper Vernersen, som huserer i midterforsvaret. Så ikke nok med, at Randers sluttede sidst, så havde de også den mest negative målforskel. Heldigvis kan de juble over, at de for nyligt sikrede den jyske pokaltitel i en sejr over Silkeborg.

Topscorer: Kasper Vernersen, 6 mål
Sæsonens spiller: Kasper Vernersen

Her kan du læse om holdene fra 1.-6.-pladsen