Video : Tipsbladet
Talent

Dansker i hovedrolle: Milan er i semifinalen

Alexander Simmelhack var stærk på pletten onsdag i Youth League.

Tirsdag røg FC København ud i Youth League, men de har dog alligevel en spiller, der er kommet i semifinalen. Det er angriberen Alexander Simmelhack, der er udlejet til AC Milan i denne sæson.

Onsdag spillede han og Milano-klubben mod Real Madrid i deres kvartfinale, og her skulle de ligesom FCK ud i en straffesparkskonkurrence efter 1-1 i den ordinære spilletid.

Her gjorde Simmelhack, hvad han skulle, da han scorede på klubbens tredje forsøg. Med nummer 32 på ryggen sendte Simmelhack bolden sikkert midt i målet, mens Real Madrid-keeper Ferran Lorente sprang ud til den ene side.

Det kan ses i videoen øverst i artiklen, hvor de øvrige forsøg også kan tjekkes ud.

I den ordinære spilletid kom Real Madrid foran med 1-0 efter 33 minutters spil, da Gonzalo Garcia sendte et straffespark i mål. I anden halvleg blev der bragt balance i regnskabet af Diego Sia.

Straffesparkskonkurrencen endte med en Milan-sejr på 4-3.

Selv kom Simmelhack først på banen lige inden straffesparkskonkurrencen, og han gjorde dermed alt rigtigt i den tid, som han var på banen.

Den 18-årige danskers lejeaftale slutter efter denne sæson, men Milan har en købsoption.