Allardyce: Fik aldrig chancen som manager i en engelsk topklub
Foto: Adam Davy/Polfoto
VM

Allardyce: Fik aldrig chancen som manager i en engelsk topklub

Englands nye manager Sam Allardyce fortæller, at han aldrig fik chancen som manager i en topklub, men at han formåede at redde en masse mandskaber fra nedrykning, og det er også en bedrift i sig selv.

Der er mange engelske fans, der tvivler på Sam Allardyce' evner. De kan godt anerkende, at han er en god brandslukker, men om han kan få England til at præstere godt ved VM? Det er spørgsmålet. 

I dag var der pressekonference for Allardyce, og han sagde følgende om de personer, der tvivler på ham. En journalist spurgte ham, hvad han havde at sige til det faktum, at han aldrig havde trænet spillere i verdensklasse, og at han aldrig havde vundet et trofæ.

- Jeg har trænet verdensklasse-spillere. Okocha, Djorkaeff, Speed, Hierro, Anelka, Owen. Spillere som dem. Det gode er, at de gør ens liv nemmere, fordi de ved, hvad man vil have, de skal gøre, og de tager ansvar. At arbejde med de bedste engelske spillere vil være godt for mig.

- Desværre har jeg som engelsk manager aldrig fået chancen i storklubberne, og så kigger man på, hvad jeg har opnået, som er ting som ikke at rykke ned. Men det er ikke det samme som at vinde FA Cuppen eller Premier League. Men man skal ikke undervurdere betydningen af, at det i dag er meget vigtigt at sikre en klubs overlevelse i Premier League på grund af økonomien. Jeg føler, jeg kan få mere ud af det engelske landshold.

Allardyce blev også spurgt ind til, hvordan han vil definere sin spillestil.

- Min stil som manager er pragmatisk. Jeg tror, at det, at man vælger system, afhænger af, hvad man har til rådighed, og hvem man møder. Spiller man hjemme eller ude. Jeg vil gerne nyde mit arbejde, og det kan jeg kun gøre, hvis alle omkring mig har det godt. Jeg er meget spændt over mit nye arbejde. Jeg synes, jeg er god nok til jobbet. Jeg har stået i spidsen for fem Premier Leaue-klubber, og det har givet mig en masse erfaring. Min største styrke er mandskabspleje, og det håber jeg, jeg vil kunne bidrage med her. 

- Noget af min erfaring er, at folk ser mig som en, der kan vende ting om i en klub, og det samme gjorde jeg med West Ham, Sunderland og flere. Det er det varemærke, der er blevet sat på mig, selvom jeg synes, jeg kan mere end det. Vi skal begynde en succesfuld rejse, og alle skal bidrage. Det vigtigste er spillerne. Alle arbejder for, at spillerne kommer til at levere. Alle vil se, at det engelske hold er succesfuldt.

Sam Allardyce' England er i VM-kvalifikationsgruppe med Skotland, Slovenien, Slovakiet, Litauen og Malta.