Boateng storsviner Ghanas fodboldforbund
Illustration
VM

Boateng storsviner Ghanas fodboldforbund

Kevin-Prince Boateng blev sendt hjem i utide fra VM på grund af ballade på træningsbanen, og nu er han for alvor ude med riven efter landets fodboldforbund, som han kalder for 'amatøragtige' i planlægningen af turen til slutrunden.

Kevin-Prince Boateng og Sulley Muntari blev få timer før Ghanas vigtige gruppekamp mod Portugal i torsdags smidt af landsholdet og sendt hjem til Ghana. Begrundelsen skulle eftersigende have været en batalje på træningsbanen, der udmøntede sig i et skænderi med landstræner Kwesi Appiah og skærmydsler med én af det ghanesiske fodboldforbunds medarbejdere.

Hændelserne ligger efterhånden en uges tid bagude, men tiden har absolut ikke mildnet stemningen hos den ene af hovedpersonerne, Kevin-Prince Boateng. Han revser fodboldforbundet for en meget dårlig forberedelse frem mod VM-slutrunden i Brasilien.

- Jeg havde aldrig troet, at en VM-forberedelse kunne være organiseret så dårligt. Alt var amatøragtigt. Mareridtet startede på den første dag af forberedelserne og varede til den sidste dag, siger han ifølge Football365.

- Formanden for det ghanesiske fodboldforbund besøgte mig i Milano og bønfaldt mig om at spille for Ghana igen. Han gav mig sit ord og sagde, at vi ville rejse bedre og mere komfortabelt, og der ville være bedre organisation over forberedelserne. Han holdt ikke sit ord, og til sidst var jeg bare utilfreds. Vi fløj til den første træningslejr fra Amsterdam til Miami. Men vi blev delt i to grupper, da der ikke var plads. En gruppe fløj over Atlanta, den anden over New York. Vi sad bare i lufthavnen i ni timer - vi brugte i alt 19 timer på transport.

- Flyet fra Miami til Brasilien en uge senere tog 12 timer, og der sad vi på economy-klassen. Benene gjorde ondt. Det kan måske lyde underligt for en almindelig borger, men for en atlet, der skal konkurrere, var det en skamplet. Præsidenten for det ghanesiske fodboldforbund sad på business-klassen med sin kone og to børn. Og da vi endelig nåede til Brasilien fik vi et chartret fly, men da var min bagage væk. Der gik to dage uden fodboldstøvler. Det var en katastrofe, siger han videre.

Boateng var også utilfreds med indkvarteringen på hotellet, som han fandt under den normale standard.

- Jeg vil ikke kalde det et hotel, det var en losseplads. Jeg blev nødt til at skifte værelse, da mit første værelse prøvede at efterligne en swimming pool med et loft, der dryppede, siger Boateng.

Boateng nåede at spille 15 landskampe for Ghana.