Meertens sen matchvinder for Belgien
Illustration
VM

Meertens sen matchvinder for Belgien

Belgien drager til Brasilien med en frisk 1-0-sejr over Tunesien i frisk erindring.

32 hold deltager ved VM, og alle 32 bliver på sin måde spændende at følge, men der er alligevel mange, der har Belgien øverst på listen over nationer, man ser særligt frem til at følge. Belgierne har ikke været med ved en slutrunde siden 2002, men nu er De Røde Djævle tilbage med en af VM's mest stjernespækkede trupper.

Spillere som Eden Hazard, Thibaut Courtois, Marouane Fellaini og Romelu Lukaku skal forsøge at sikre belgierne succes i Brasilien.

I generalprøven lørdag aften mødte holdet Tunesien, og her lykkedes det Belgien at skrabe en 1-0-sejr i land takket være en sen scoring af Dries Meertens. Belgierne brude dog have vundet større. Ikke nok med, at holdet havde klar overvægt i boldbesiddelse og afslutninger, så spillede Belgien mere end en halv time i overtal, da Tunesiens Issam Jemaa så rødt efter 63 minutter.

Belgien møder Algeriet, Rusland og Sydkorea i nævnte rækkefølge ved VM.