Schweinsteiger roser Argentinas 'Wolfpack'
Illustration
VM

Schweinsteiger roser Argentinas 'Wolfpack'

Det er hverken Lionel Messi, Angel Di Maria eller Alejandro Sabella, der er den sande frontfigur i Argentina, mener Bastian Schweinsteiger.

På Tysklands pressemøde forud for søndagens VM-finale mod Argentina fik både Joachim Löw og midtbanespiller Bastian Schweinsteiger lov til at vurdere holdets chancer mod sydamerikanerne. 

Og selvom tyskerne kommer med en frisk 7-1 sejr over VM-værterne fra Brasilien, så vil tyskerne ikke tage noget for givet i finalen, hvor Alejandro Sabellas tropper venter. Det lover Bastian Schweinsteiger. 

- Vi er nødt til at være rolige og tålmodige og intelligente. Argentina spiller forrygende, og de har kvalitetsspillere som Aguero, Messi, Di Maria og Mascherano, der er lederen af deres 'wolfpack'. Hans tackling på Robben i semifinalen viser tydeligt, hvordan man skal forsvare sit land. De fortjener at være i denne finale, sagde Schweinsteiger på pressemødet med henvisning til tackling Mascherano satte ind på Arjen Robben i de sidste minutter af semifinalen. En situation, der meget vel kunne have sendt Holland videre til finalen. 

Bastian Schweinsteiger er overbevist om, at det vil blive en tæt kamp, men hæfter sig samtidig med, at det tyske mandskab er modent til at gå hele vejen.

- Vi har mange spillere, som har været på holdet siden 2010, hvilket betyder, at vi har mere erfaring på landsholdet og på klubniveau. Spillerne har allesammen et højt internationalt niveau, og hvis vi kombinerer det med de andre dyder, som tyske spillere besidder, så har vi al mulig grund til at være optimistiske.