Island-titel koster millioner
Spil

Island-titel koster millioner

Vinder Island EM, står NordicBet til at tabe det største beløb på en EM-vinder nogensinde, mens Danske Spil allerede har tabt en formue

- Vi havde helt ærligt ikke set det komme før kampen, og det kostede os penge i går. Men det er jo også det fede ved fodbold. Nogle gange bliver man overrasket, og en del kunder er blevet glædeligt overrasket i går. En kunde spillede for eksempel 2500 kr. til odds 8,80 lige inden kampstart. Vedkommende vandt dermed 22.000 kr. på kampen, fortæller oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike.
Lige omkring 30 pct. af alle spil på kampen i går var med Island som vinder, og det tal kommer kun til at stige op til næste kamp.  
-Hvis Island bliver europamestre, vil det koste os 19 mio. kr., som det ser ud lige nu, og det tal vil kun stige som dagene går. Historisk set vil det være den højeste udbetaling nogensinde for os, så det er da blevet lidt spændende, siger Peter Emmike. 
Oddset på Island har dog rykket sig en del siden EM’s start. Før deres første kamp gav det pengene 125 gange igen, hvis de blev Europamestre. Efter deres første kamp steg det tal til 200, men nu får du pengene 35 gange igen, hvis islændingene laver en ”Danmark ’92”.
-Vi har en kunde der har sat 1000 kr. til odds 200 og en kunde der har spillet 2000 kr. til odds 125. Så de håber helt sikkert på et islandsk europamesterskab. Desuden har vi haft ret mange herboende islændinge, der har spillet på Island, og man kan mærke, at flere og flere nu begynder at holde med Island, så spillet vil vokse den kommende tid, siger Peter Emmike.
-Island er ikke de oplagte vindere. Det er hold som Frankrig og Tyskland stadig. Så derfor er oddsene som de er. Hvis Island bliver ved med at overraske, kommer det til at koste os, sådan er det, slår Peter Emmike fast.
Også hos Nordicbet bides der lidt negle. Forud for turneringen tilbød de odds 150 for islandsk EM-sejr. Dette tilbud benyttede så mange, særligt danske, kunder sig af, at selskabet nu står til at tabe et større millionbeløb, hvis Lars Lagerbäcks tropper går hele vejen.
- Vores danske kunder har helt afgjort fundet en kæledægge i islændingene. Danmark er med afstand det marked, hvor den højeste andel af kunderne har spilet på Island. I starten anså vi det som udtryk for, at mange danskere føler sig følelsesmæssigt knyttet til Island. I dag må vi sande, at vores kunder har haft en bedre sans for øboernes styrke end os, afslører NordicBets pressechef Thomas Holm, uden dog at komme ind på, hvad et "større millionbeløb" dækker over.
Danskernes tiltro til islændingene fortsætter ufortrødent. Siden den islandske sejr over England er hver anden indsats på den samlede vinder af turneringen lagt på Island til odds 35.