SÅ BLEV regnbuefarverne da luftet, men der skulle åbenbart en tidligere statsminister til at flage det som DBU ikke tør.

Skud ud til Helle Thorning-Schmidt for den blå frakke med farverne på tribunen under Danmarks første kamp, mens rosen er noget mere lunken til spillerne på banen.

SPECIELT ANDREAS Cornelius skal have en kindhest for den gigantiske afbrænder han stod bag i anden halvleg. Sølle 40-50 centimeter fra stregen mistede han det hovedstød, der kunne have givet Danmark den drømmestart på VM, der var den helt klare forventning.

Men måske fik Danmark allerede varslet straks efter første fløjt.

Da Tunesiens power-player, Aissa Laidouni, allerede efter et minut fejede græs, bold og næsten Christian Eriksens stænger ud over sidelinjen, og derefter fejrede det som havde vundet VM-finalen, så vidste man godt, hvad klokken havde slået.

De dunk han gav sig selv i brystkassen overdøvede næsten de larmende fans fra det nordafrikanske land.

Tunesien havde vildskaben, viljen, fysikken – men også teknikken og tålmodigheden. Danmark havde kun det sidste.

ALT FOR MANGE nærkampe blev tabt, andenbolde ikke samlet op, og fremover banen blev bolden varmet helt uhyggeligt meget, spillet baglæns eller smidt væk.

Væk var den kreativitet, aggressivitet og stærke teknik, der ellers har kendetegnet det danske landshold, men også Kasper Hjulmand må tage en del på sin kappe.

I hvertfald var systemet med tremandsforsvaret og de fremskudte backs i Joakim Mæhle og Rasmus Nissen ikke noget succes. For de første kom de to backs aldrig til afgørende situationer på siderne – og selvom Tunesien pressede højt, så så virkede det som overkill med tre forsvarsspillere, hvor en af dem havde gjort mere nytte på midten.

Christian Eriksens placering på venstrekanten gjorde heller ikke noget godt, og man kan faktisk roligt slå fast, at det først er med Thomas Delaneys ærgerlige skade og Mikkel Damsgaards indhop, at Danmark begyndte at skabe bare lidt.

Det kan godt være, at Mikkel Damsgaard ikke spiller meget i England, men på landsholdet er han bedre end de fleste til at se muligheder i de små rum.

HVAD ER ELLERS værd at snakke om efter Danmarks skuffende VM-åbning:

At både Joachim Andersen og Simon Kjær i den grad kan udfordres på farten.
Andreas Skov Olsen var en katastrofe. Han skal i den grad løfte sit spil, hvis ikke VM-runden skal blive en fuser.
At anfører Simon Kjær blev ofret i anden halvleg, da Hjulmand gik fra tre til to midterforsvarer. Interessant valg, og fortæller måske noget om, hvordan Hjulmand kigger på kvaliterterne i de bageste rækker.
At Kasper Dolberg var mere end bleg – og selvom det blev lidt bedre med både Damsgaard og Mathias Jensen på banen, så var det endnu en skuffende indsats.
Kasper Schmeichel viser igen med en enkelt kampafgørende redning, at reflekserne stadig er i orden.
At Tunesien fik lukket ned for Danmarks kreative spillere, der for sjældent vristede sig ud af deres jerngreb.

BUNDLINJEN ER i hvertfald klar: Afsindig skuffende og sjasket start på VM. Jo, jo – åbningskamp, VM-nerver og alt det der, men der skal den større kvalitet på individuelt niveau gøre udslaget.

Nej, VM er langt fra forbi for Danmark, og forventingen – eller kravet – er jo stadig, at Danmark går videre fra gruppen, men så skal der edderbankemig skabes langt flere muligheder og sættes langt flere afleveringer sammen end det vi så mod Tunesien.

Kæmpe VM-skuffelse: Det var en stor fejl