Vores syn på CL-semifinalisterne er helt forskruet

Over de seneste knap to uger har jeg set samme spørgsmål igen og igen: Hvem af de fire Champions League-semifinalister vil I helst have til at vinde? Underforstået: Valget står mellem pest, kolera, malaria og denguefeber.

Både på sociale og i rigtige medier har jeg set og hørt Real Madrid, Chelsea, Manchester City og Paris Saint-Germain blive udlagt som nogle af verdens mest forhadte klubber. Den toneangivende britiske podcast Football Weekly fra The Guardian spurgte med et glimt i øjet, om det virkelig kunne passe, at Real Madrid var the good guys.

Hele den diskussion fortæller, hvor forskruet vores alle sammens opfattelse af fodboldklubber og deres ejere er blevet.

Lad os lige se på, hvorfor de enkelte klubber bliver opfattet så negativt. City og PSG er ret nemme at forklare. De er ejet af hver deres diktatur, der behandler millioner af mennesker som slaver, forfordeler kvinder og homoseksuelle i lovgivningen, fængsler kritikere, undertrykker ytringsfrihed og pumper milliarder i fodbold og anden sport for at få verden til at glemme alt det andet.

Putins væbner
Chelsea er ejet af Roman Abramovich. Han har tætte forbindelser til Ruslands autokratiske leder, Vladimir Putin. Abramovich var ifølge bogen The Crisis of Russian Democracy den første, der anbefalede Putin som ny præsident, og i 1999 holdt han samtaler med samtlige medlemmer af Putins første regering som premierminister.

Siden har USA vurderet, at Abramovich var så tæt på Putin og det russiske magtapparat, at han var en af 96 oligarker, der blev ramt af sanktioner i 2017. Så sent som i januar i går udpegede den fængslede oppositionsleder Alexei Navalny otte personer, som burde sanktioneres af Vesten, herunder Abramovich.

I sin bog om international fodbolds lyssky ejere, The Billionaires Club, beskriver James Montague, hvordan 90’ernes rigmænd i Rusland er blevet ramt af fængsel eller død:

”Hver og en fik deres liv ødelagt. Men ikke Abramovich.”

I stedet, skriver Montague, købte Abramovich Chelsea, netop som Putin begyndte at konsolidere sin magt, blandt andet ved at fjerne rige mænd, der kunne true ham.

”Chelsea gav ham (Abramovich, red.) noget, som Berezovsky og Khodorkovsky (to andre oligarker, red.) aldrig havde: international synlighed. I løbet af meget kort tid blev alle russiske oligarkers forventede levetid reduceret til nul. Chelsea FC var Abramovich’ forsikringspolice.”

Trælse Real
Og så er der Real Madrid. Klubbens forbindelser til Francos fascistiske styre er en skændsel for kongeklubben, men han døde i 1975, og den nuværende inkarnation af klubben har så vidt vides ingen forbindelser til diktatorer eller deres håndlangere. Alligevel synes mange, at Real Madrid er, som vi siger i Jylland, træls.

Det lader til at være udslaget af, at holdet vinder ofte, har eller har haft nogle irriterende spillere og åbenbart favoriseres af UEFA. Hvis man er træt af at se Real vinde og se folk som Cristiano Ronaldo, Pepe og Sergio Ramos have succes, kan jeg da godt forstå, at man finder klubben øretæveindbydende. Men lad os lige huske proportionerne.

Real Madrids brøde stækker sig ikke længere end til fodboldens verden. De har ingen konsekvenser ude i virkeligheden. De tre andre klubber ejes af personer, der enten selv står i spidsen for regimer, der undertrykker millioner, eller som støtter nogen, der gør.

Bare fodbold
Jeg kan godt forstå, hvis Florentino Perez’ udtalelser om Super League i den forgangne uge har fået endnu flere til at se sig sure på hans Real Madrid. Han har ikke gjort noget for at afmontere forestillingen om, at turneringen var udtænkt af rige, gamle, stenrige mænd, der er ude af trit med almindelige fodboldfans. Men når det kommer til hyperkommercialiseringen og den stigende ulighed i moderne fodbold, er der overordnet set ingen af de fire, der har noget at lade de andre høre for.

Og igen: Det er altså bare fodbold. Chelsea, Citys og PSG’s ejeres handlinger bidrager til at forværre livet for utallige mennesker. Rigtige menneskeliv.

Det er, som om de seneste 18 år, siden Roman Abramovich købte Chelsea og indvarslede æraen for rige, udenlandske, kontroversielle ejere i international topfodbold, har fået os til at glemme, hvem nogle af de her ejere faktisk er. Det er blevet normalt, at de store klubber ejes af mennesker, som enten tilhører eller understøtter nogle af verdens mest undertrykkende regeringsledere. Og bruger deres fodboldklubber til at aflede fra det.

Så kan det godt være, at Real Madrid er irriterende, og man bliver træt af at se på Sergio Ramos’ fjæs. Fair nok. Men målt op mod fængslinger, magtovergreb og rigtige menneskers pludselig forsvinden er en træls fodboldklub ikke noget særligt.

Man behøver ikke dele personer eller klubber op i helte og skurke. Men hvis man gør, kan man med fordel vægte deres ”forbrydelser” ordentligt.