Brøndby-beretninger (Del 1)

Denne blog er ganske lang – men det skyldes, at den er skrevet af en lang række Brøndby IF-fans, der i sidste uge hver især skrev deres egen ” Brøndby IF-beretning” (fra de blev fans til idag)  på fanforummet Blok4. Noget der opstod spontant efter en debat om medløberi i forhold til klubben – og som noget forholdsvist unikt på debatfora skrev en del folk deres beretning under eget – og fulde – navn.

Dette har været med til at give disse personlige beretninger en dybde, der gør, at de for mig er ganske relevante at læse for folk med Brøndby IF i hjertet. En blanding af glæde og frustration – hvor det sidste desværre har afløst det første hos langt de fleste. Der er hovedsageligt tale om folk med mange, mange år som Brøndby IF-fans på bagen – også dérfor er deres beretninger væsentlige.

Jeg har derfor fået lov til og opbakning fra personerne bag disse beretninger til at bringe dem i denne blog – men bringer dem under folks initialer og ikke deres fulde navn. (Tipsbladets netredaktion er bekendt med navnene). Selve beretningerne bringes i fuld længde – kun folks navne eller personfølsomme oplysninger er ændret.

Derfor kan der forekomme interne eller indforståede kommentarer – der håber jeg, at folk bærer over med.

Da det ellers ville blive alt for langt, har jeg valgt at dele beretningerne op i 4 dele (4-5 beretninger i hver), som vil blive lagt op de kommende 4 dage – startende i dag.

T.T.

Ja, jeg erkender det.

Jeg er en medløber. Jeg startede med at følge BIF tilbage i 80’erne, den gang man lammetævede tyskere, havde Gymnastikforeniningen som hovedfjende og længe før Flemse opfandt fodboldspillet og hele galaksen.

Jeg har været med lang tid, jeg har hoppet rundt da vi vandt over Karlsruhe, jeg har stadig traumer over Lodz nederlaget (undskyld for at bringe det op igen), jeg har bandet over et skiftende antal trænere, jeg har været på stadion, ikke så meget som andre, men dog en del – altså den gang vi vandt og der rent faktisk var stemning og fest.

Jeg har holdt ud til den bitre ende i vores 1-6 kamp mod Fiskerne og en hel masse andre kampe.

Ydermere, så har jeg giftet mig med en, der er mindst ligeså stor fan som mig selv, en der malede sit værelse blåt og gult, som trofast har fulgt holdet, jeg forsøger endda at indoktrinere mine børn til at holde med BIF (det er noget af en kamp op af bakke, når sønnike spørger om de gule vinder nu………)

Jeg har alle trøjer, BIF har lavet de sidste 10 år (næsten – interessen for at lægge penge til PER er pt. stoppet) og jeg går endda med dem, her i Gymnastikforeningens egen by. Selv når vi har tabt.

Men ja, jeg er en medløber, jeg kom med den gang det var sjovt – nu er det faktisk ikke skidesjovt mere – det er nærmest ynkeligt, sørgeligt, usselt og som J.L. skriver (i et tidligere indlæg på debatforummet. Red.), så er der bare ikke samme hjerte med mere.

Ja, jeg en medløber – på trods af 25+ års trofast fandeltagelse.

Konen sammenfattede det så smukt den anden dag: “Hvornår begynder du at juble over en Brøndbyscoring igen?”

Tja, den dag vores klub er vendt tilbage til rødderne…

S.P.

Jeg blev forelsket i Brøndby på et eller andet tidspunkt i 80’erne, selvom jeg er født og opvokset i Jylland. En nøglekamp for mit vedkommende var pokalfinalen i 1988 mod AGF – vi tabte 1-2, og jeg husker tydeligt den bitre smerte. Ekstra pinefuldt var det, at jeg så kampen med en kammerat, der holdt med de hvii …

Det var ikke oplagt at få følelser for Brøndby – jeg kendte ikke andre, der havde det. Men jeg forelskede mig i den ekstreme vilje og troen på, at det umulige kunne lade sig gøre – at der ikke var nogen grænse.

Andre valgte at støtte de lokale klubber (herunder AGF som den største) uden at være i stand til at give en årsag udover den geografiske placering. Men vi bliver ikke alle sammen forelsket i naboens datter, blot fordi hun bor lige ved siden af.

I årenes løb har jeg slæbt mange forskellige mennesker med til kampene, men har også ofte været afsted alene og stået/siddet for mig selv, både på udebane og på Brøndby Stadion – især i de perioder, hvor jeg har boet i København. Det har måske givet mig et lidt atypisk og introvert forhold til klubben, men alligevel har jeg altid følt mig som en del af fællesskabet.

For mig har Brøndby været en loyal og trofast ven: Et holdepunkt, som altid var der, og en af de eneste konstante faktorer i en ofte omtumlet tilværelse. At træde ind på Brøndby stadion og mærke alle minderne … Mens venner, bekendte, kærester og relationer er forsvundet i årenes løb, har Brøndby altid været der – det kunne ingen tage fra mig.

Derfor er det værste måske den følelse, som har sneget sig ind på mig i det seneste år: At nogen er ved at tage Brøndby fra mig.

Jeg har aldrig været en del af nogen gruppe på tribunen, og mine personlige bidrag begrænser sig til et par skriverier for MC, hvilket ligger mange år tilbage. Samt et enkelt bidrag til FIB. Og så har jeg altid gjort mit bedste for at sprede budskabet og skabe nye fans, og det er også lykkes i flere tilfælde – det er ikke meget, men det tæller trods alt en smule. Og jeg føler i den grad også, at Brøndby tilhører mig.

Alle de problemer, som Brøndby kæmper med for tiden, kan efter min mening samles i et enkelt punkt, som jeg kalder “Myten om Per”.

Per bliver udelukkende holdt ved magten på grund af den myte, der fortæller, at Per skabte klubben. Det er en myte, der lever i baglandet og blandt de livslange kammerater – og den lever også i visse dele af omverdenen.

Myten har skabt et billede af Per som noget ganske særligt, en overlegen figur og et supermenneske, der fortjener ubetinget respekt og lydighed. Per har skabt klubben – Per ER klubben. Det er den myte, der skal aflives, før vi kommer videre. I stedet skal vi huske på alle de mange, ofte anonyme, mennesker, der har lagt endeløse timer og kræfter på at skabe Brøndby igennem mange, mange år.

Per har gjort meget for Brøndby, men han ejer ikke klubben. Jeg ejer heller ikke Øresund, fordi jeg engang har pisset den største stråle i vandet.

Jeg har gennem årene og mit arbejde mødt flere forskellige personer i klubben, og har endda drukket ved kakaoautomaten en enkelt gang eller to (jeg trak dog en kop kaffe). Derfor har jeg også hilst på Per et par gange, og jeg kunne godt lide ham: Han gik på et tidspunkt meget langt for at hjælpe mig ifm et stykke arbejde, jeg skulle lave, og selvom det også kom Brøndby til gode, så sørger jeg stadig for at huske det, når jeg i dag tager mig selv i at mærke noget, der minder om afsky (eller had?) på grund af den skade, han har forvoldt klubben.

Jeg sørger for at huske det, men det er svært – for jeg bryder mig ikke om ham mere. For mit vedkommende er myten for længst borte.

Jeg vil aldrig holde op med at følge Brøndby, men jeg må også erkende, at jeg har mistet et eller andet. Jeg kan ikke genkende klubben. Jeg kan ikke finde den ekstreme vilje og troen på, at det umulige kan lade sig gøre – at der ikke er nogen grænse.

Jeg håber, det kommer tilbage, når Per er væk, men først skal myten pilles i stykker. Så kan vi skabe den igen som et minde, når han er borte, for da vil det ikke gøre nogen skade.

H.A.

Jeg hedder H.A., men er stort set stoppet med at deltage i debatten og følge Brøndby aktivt. Jeg har set lidt minutter af kampen mod Silkeborg på tv (selvom jeg bor 500 meter fra stadion og har sæsonkort,) men ellers ikke læst en eneste Brøndby-nyhed i en avis eller på web i år.

Jeg var med i de tidlige år på Faxe-tribunen, først som observerende, senere som aktiv. I 1995 stiftede vi nogle stykker en uofficiel gruppe vi kaldte Hyænerne. I 1996 startede vi nogle stykker et fanzine der hed ‘What’s the Story’ (senere ‘2 Minutes Left’.) I 1998 stiftede jeg hjemmesiden ‘Alle Hader Os’ som jeg var en del af indtil 2006. I mellemtiden skrev jeg en bog af samme navn om fankulturen i Brøndby, deltog i ‘FanForum2000,’ var inde over Blok4.dk et års tid og havde gang i et livsstilprojekt omkring Brøndby som vi kaldte ‘Zone43.’ Slutteligt var jeg med til at starte ’90min.dk.’

Jeg har været sæsonkortholder i 19 år, men opsagt det fra og med den kommende sæson og har som sagt ikke været på stadion i år.

Det er selvfølgelig pinefuldt, fordi mine nærmeste venner er Brøndby-fans og jeg savner det sociale aspekt, men jeg ønsker ikke at være den der knapper endnu en øl op til alkoholikeren/den der støtter regimet, hvis eneste formål er at sikre egen magt, koste hvad det vil.

Jeg vil være tilbage, når regimet er væk, såfremt jeg ikke har fundet mig en sundere fritidsinteresse inden (tvivlsomt) eller regimet ikke inden har splittet min vennekreds i atomer, som den arbejder stærkt på qua sin styreform.

Fra min side ser jeg følgende sygdomssymptomer:

Bestyrelsen: Indspist majoritet, der kun vil sit eget bedste og i de senere år fuldstændig åbenlyst har sat det over ALT andet, herunder sportslig succes, fællesskabet, forretningsudvikling, økonomi, fastholdelse af dygtige medarbejdere osv.

Fonden: Indspist magtbase, der kun vil sit eget bedste og i de senere år fuldstændig åbenlyst har sat det over ALT andet, herunder sportslig succes, fællesskabet, forretningsudvikling, økonomi, fastholdelse af dygtige medarbejdere osv.

Amatørerne: Kulturbærere, men også en gruppe, der misforstået tror at de alene er klubben. De lader sig misbruge og manipulere med måske af frygt for at deres eksistensgrundlag forsvinder med PB. De minder ofte om proletarerne i ‘1984.’

Ledelsen: Fuldstændig irrelevant og leder i princippet intet. Ny ‘strategi’ hver 6. måned.

De aktive fans: Det sidste stykke puls i Brøndby. Kan stadig mobilisere sig stærkt, når det gælder, men lader sig udnytte af at ledelsen/bestyrelsen har valgt at sælge ud, dvs. får alle de friheder de vil have, blot de ikke er på nakken af magten. Hvis tingene ser ud til at være for gode til at være sande, så er de det nok også. Har en romantisk forestilling om, at Brøndbys nye strategi/reform om at leve af unge talenter efter en Ajax model er vejen frem. Det troede jeg også på da PB fortalte mig det samme i 1996, mindre i 2000, endnu mindre i 2006…

Investorerne/sponsorerne: Holder en reel magt, hvis blot de forstod at bruge den til noget. Det kan de i den situation klubben er i nu sagtens tillade sig at gøre brug af. Det lader til de tilbageværende blot er opportunister.

Mit bud på vejen frem: ‘Væbnet revolution’ eller fuldstændig kappe alle midler til regimet. Alternativt bare lade dem køre lortet i sænk, som de alligevel gør i al hast eller vente på at PB ikke er mere.

M.L.

Den første Brøndby kamp jeg kan huske jeg så live er Honved Budapest. Den seneste kamp jeg så live kan jeg faktisk ikke huske, men det var en af de sidste i efteråret. Måske vandt vi?

Jeg har altid elsket fodbold og kom som lille på stadion lige så ofte min gode vens forældre tog os med derud. Det var dog mest for sjov. Passionen kom da jeg i gymnasiet med nogle kammerater – efter et par års fravær fra stadion – tog med til kamp mod MKS Zaglebie Lubin. Den aften ændrede mit liv og mit engagement i Brøndby drastisk. Det var noget af det mest fantastiske jeg nogensinde havde oplevet.

I gymnasiet handlede meget om Brøndby og pigerne klagede jævnligt over, at halvdelen af drengene var i usædvanligt dårligt humør om mandagen, når Brøndby havde tabt om søndagen. Et år i udlandet og 8 år i Århus som studerende kunne ikke ødelægge mit engagement. Jeg så alt live eller på tv og når min mor spurgte hvornår jeg kom hjem på weekend, sendte jeg et link til Brøndbys hjemmekampe og svarede “så mange af disse weekender som muligt”.

Jeg var med på udebane på Westphalen stadion og på Old Trafford, jeg var til pokalkvartfinale i Aalborg da South Side tæskede flere medpassagerer på vejen hjem og Carsten Bøllehat udpegede dem for politiet (hvor efter politiet satte dem på bussen igen), jeg var i Århus, da Mogens Krogh scorede, jeg var i Parken sorte fredag, jeg var der mod Lodz og jeg flyttede hjem fra Paris og tog direkte på stadion den dag Brøndby vandt seneste mesterskab hjemme mod Herfølge. Der er mange “ups and downs”.

Efterhånden som rivaliseringen med FCK voksede, blev jeg mere og mere fan af klubben og de værdier den repræsenterer. Fan af foreningen som en vigtig grundsten i vores samfund og noget unikt dansk og Brøndbysk. Det var en af grundene til, at jeg meldte mig under fanerne og begyndte at skrive for Fodbold i Brøndby. Det varede i 7-8 år, men stoppede i kølvandet på at Steen L forlod skuden. Der havde jeg ikke mere engagement og efter i mange år at have forsvaret ledelsen og troet medierne fordrejede sandheden, skiftede jeg nu mening. Der var noget helt galt og det kunne jeg ikke finde motivation til at støtte. Det gjorde ondt at svigte, da klubben var hårdest ramt, men jeg havde ikke mere at give.

Sidst jeg var “vild og blodig” var i forbindelse med kampen mod Sporting Lissabon. Der var passionen i fuldt flor, men ellers har den været faldende i gennem noget tid. Ofte har jeg taget mig selv i at sidde med benene oppe på det tomme sæde foran og se apatisk til. Råber ikke længere af dommeren eller modstanderne. Klapper lidt når det går godt. Håbede dog stadig inderligt, at Brøndby ville vinde og rejse sig fra asken og kunne stadig blive sur og mut når de tabte.

Bortset fra Sporting Lissabon kampen har mit engagement nået et nyt bundniveau siden jeg skiftede mening om ledelsen og stoppede i Fodbold i Brøndby. Der bliver ikke længere råbt højlydt foran fjernsynet og banket knyttede næver i sofaen. Brøndby.com og fansider bliver tjekker mindre og mindre – og efter julepausen har jeg endnu ikke været på stadion. Jeg er ikke ligeglad – og bliver det nok aldrig – men hvis udviklingen fortsætter er jeg snart fjernsynsfan, der kun ser de kampe der passer ind i familiens hverdag.

Jeg har været fan i medgang og modgang og det er absolut ikke resultaterne der har gjort indhug i min passion. Jeg var blevet fan af klubben og de værdier som den repræsenterede så flot, men i dag tror jeg ikke længere på projektet og først og fremmest de folk der sidder på magten. Der er simpelt hen for mange folk der var helt tæt på begivenhederne og som kendte alle detaljer der har sagt fra. Der må være noget galt. Det har svækket min passion, ikke resultaterne eller alderen. Det er på mange måder lettere. Ikke de samme nedture og skuffelser, men omvendt heller ikke de dage, hvor man intet fik lavet på arbejde, fordi Brøndby skulle spille en stor kamp om aftenen ,og man bare måtte tjekke internet konstant. Heller ikke de samme opture når det gik godt og Brøndby delte gavnligt ud af fantastiske oplevelser.

Min kæreste har ofte brokket sig over, at jeg prioriterede Brøndby så højt, men hun har også sagt, at hun er misundelig over, at jeg har noget jeg brænder så inderligt for. På det senest har hun efterlyst ilden. Efterlyst at være gift med en mand, der fortsat er fuld af passion og ikke bare middelmådighed, god løn og endnu bedre rødvin.

I morgen kommer jeg til generalforsamlingen, men helt uden håb. Jeg vil sidde nede bag i og være apatisk med et inderligt men urealistisk håb – giv mig mit Brøndby tilbage. Tænd min indre flamme igen. Lad mig se eller høre noget der giver bare lidt tro på Brøndby IF.