C/N: Roy Keane – Raseriets pris

 Mennesker reagerer forskelligt på skelsættende enkeltepisoder. Nogle dvæler ikke ved fortiden. Andre piner sig selv og omverdenen med efterrationalisering og refleksion, selvom de øvrige involverede parter for længst er kommet videre. Roy Keane tilhører den sidste kategori. Han voksede op i den irske arbejderhavneby Cork i halvfjerdserne, hvor stolthed, ærlighed og arbejdsomhed var beundringsværdige dyder, men hvor aggression også var legitimt i tilfælde af krænkelse og bespottelse. Hans fodboldkarriere har på godt og ondt været præget af denne mentalitet, og flere episoder fra hans aktive karriere dokumenterer, at hans misantropiske sind og reaktionsmønstre kan være svært forenelige med managergerninger i en moderne fodboldverden, der er hans øjeblikkelige metier.

Alf-Inge får det til at ringe

Optakten til den første episode udspillede sig allerede i september 1997 på Elland Road i Leeds, hvor han i jagten på en håbløs lang Ronny Johnsen-stikning, fældede den overhalende Alf-Inge Håland og derved rev sit højre korsbånd over. Håland bukkede sig efterfølgende aggressivt ned over den ømmende Keane og ytrede noget, der af irlænderen blev udlagt som en anklage om skuespil. Beskyldningen var i lodret strid med Keanes æresbegreber og kunne ikke tolereres. Det hjalp naturligvis ikke på situationen, at han som følge af episoden var afskåret fra deltagelse i Manchester Uniteds forgæves forsøg på at erobre sin tredje ligatitel på stribe.

Gengældelsen kom fire år senere, da Håland, der med næsten poetisk symbolik i mellemtiden var skiftet til Manchester Uniteds lokalrivaler, City, blev majet i jorden af Keanes hoftehøjdestemplende støvlesål. Efter at have modtaget sit uundgåelige røde kort, passerede Keane fattet og selvtilfreds den liggende Håland, der måtte høre på nogle få men borgerlige ord fra sin overfaldsmand. Hans hensigt var meget gennemskuelig, selvom han naturligvis ikke direkte indrømmede den umiddelbart efter kampen. Til gengæld gengav han uforsigtigt sin version af episoden i sin første selvbiografi, der udkom i september 2002 med den hæderkronede irske journalist Eamon Dunphy som ghostwriter.

I bogen mere end blot antydede han, at der var tale om en tilrettelagt hævn. Måneden efter udgivelsen blev han af det engelske fodboldforbund idømt en bøde på £150.000 og en karantæne på fem spilledage for at bringe spillet i miskredit. Forløbet må stadig nage Keane som en besættelse, for i sin seneste selvbiografi fra 2013, ”The Second Half”, hvor Dunphy var udskiftet og i stedet befandt sig på bebrejdelsernes skydeskive, anvendte han adskillige sider i et unødvendigt og ynkeligt forsøg på at overbevise omverdenen om sin uskyld.

Kaossets mester

Fire måneder forud for dommen havde Keane været igennem et endnu kraftigere men omtrent lige så selvforskyldt stormvejr. Irland havde i 2002 for første gang i otte år kvalificeret sig til en slutrunde, og i modsætning til VM i USA i 1994, hvor en aldrende og defensivt orienteret Jack Charlton-trup nåede ottendedelsfinalen, kunne man i 2002 spore optimisme. Mick McCarthy rådede over rutine i skikkelse af bl.a. Steve Staunton, Jason McAteer og Keane selv som anfører og omdrejningspunkt, der i kombination med unge og offensive elementer som Robbie Keane og Damien Duff skabte en fin balance. Roy Keane havde gennem årene rettet en tiltagende intern kritik af det irske fodboldforbunds – efter hans opfattelse – uprofessionelle organisation og metoder, der ifølge Keane altid blev retfærdiggjort med, at kaos og uforudsigelighed hører til irlændernes stolte og særegne fortrin.

Hans kritik har sandsynligvis været berettiget, men hans uforbeholdne og ofte uforsonlige retorik har næppe gavnet hans sag. Kulminationen indtrådte, da McCarthy under en spillersamling i VM-forberedelseslejren på stillehavsøen Saipan den 23. maj indigneret læste op fra en dugfrisk avisartikel i The Irish Times, hvor Keane udtrykte voldsom bekymring over alt fra træningsfaciliteter til kostindtag og samtidig ytrede en dyb mistillid til fodboldforbundet og trænerteamet. McCarthy var bestyrtet og insinuerede i plenum, at Keane havde simuleret en skade i forbindelse med sit afbud til den sidste play-off kamp mod Iran. Beskyldningen, der næppe var opstået spontant, kortsluttede forudsigeligt nok anføreren, der ifølge øjenvidnet og angrebsveteranen Niall Quinn leverede en klinisk og brutal tirade af personlige tilsvininger af en målløs McCarthy. Dagen derpå sad Keane i et privatfly med kurs mod Europa. Irland spillede en fornem slutrunde og tabte til Spanien efter straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen, mens den hjemsendte anfører i de følgende mange år fastholdt et usundt og indebrændt fokus på hjemsendelsen.  

Helt komisk blev det, da han på et pressemøde – syv år efter episoden – som Ipswich-manager blev bedt om at forholde sig til, at Thierry Henry i den afgørende VM 2010 play off-kamp i Paris havde jongleret bolden med hånden, inden han lagde den ind til William Gallas, der lukkede Irlands VM-forhåbninger. Kampens efterspil havde taget en hysterisk drejning, og spørgsmålet forvandlede Ipswich-managerens sædvanlige kolde og forstemte blik til en dræbende, fjendtlig stirren, inden han på sin karakteristisk kritiske facon påpegede, at anmodningen fra det irske fodboldforbunds administrerende direktør John Delaney til FIFA om omkamp blot var udtryk for forudsigelig irsk tabermentalitet. Ifølge Keane burde man i stedet fokusere på, hvordan i alverden de irske spillere tillod, at et fransk frispark fra 40 meter fik lov at ramme jorden i målfeltet. Afslutningsvist begik han et regulært karaktermord på Delaney ved bl.a. at fastslå, at han havde diskvalificeret sig selv fra at omtale begreber som retfærdighed og sportsånd ved til Keanes frustration at have bakket McCarthys beslutning om hjemsendelsen fra Saipan op og tilmed have formastet sig til ikke selv at overrække Keane den kontroversielle besked.

Living next door to Alex 

Retorikken er klassisk Keane. I stedet for at forholde sig til sine kritikeres synspunkter og argumenter retter han ofte et bebrejdende fokus på deres person og forsøger via fremhævelse af deres brister eller fortid at undergrave deres integritet. Den metode blev også anvendt, da han efter 12 år i Manchester United i november 2005 faldt i unåde hos manager Alex Ferguson. Forholdet mellem de to var kølet i takt med, at Keanes betydning på banen var aftaget. Konflikten eskalerede kraftigt, da Keane, der døjede med eftervirkninger af et fodknoglebrud, på klubbens egen tv-station, MUTV, systematisk og med navns nævnelse kritiserede holdkammeraternes indsats i et pinligt 1-4 nederlag til Middlesbrough. Udtalelserne hidsede Ferguson og administrerende direktør David Gill voldsomt op, og tv-klippet nåede aldrig sendefladen.

Miserens ophavsmand forstod ikke selv polemikken, for han havde jo bare ytret sin ærlige mening, som han var blevet bedt om, og så kunne det vel ikke forventes, at han skulle tage hensyn til klubbens omdømme eller holdkammeraternes forfængelighed. På Keanes foranledning blev klippet vist for spillertruppen og trænerstaben på Fergusons kontor. Fremvisningen afstedkom et intenst og afsindigt skænderi, hvor Keanes afsporende og endimensionelle retorik gik ud over Edwin van der Sar og Ruud van Nistelrooy, der ikke havde været i klubben længe nok til at kritisere ham; Carlos Queiroz, der ikke var berettiget til at karakterisere udtalelserne som mangel på loyalitet, da han selv illoyalt havde forladt Manchester United til fordel for Real Madrid i 2003; samt Ferguson, der ikke ydede tilstrækkeligt som manager, og desuden to år forinden havde involveret alle spillerne i en privat sag om hestevæddeløb. Optrinnet afsluttede Keanes ophold i klubben.

I sin selvbiografi fra 2013 har Ferguson tilegnet sin mangeårige anfører et helt kapitel. Bogen besidder mange indsigtsfulde analyser, men hans selvkritik begrænser sig nærmest til indrømmelsen af, at salget af Jaap Stam til Lazio i 2001 var en gigantisk transferbrøler. I bogen udnævner han Keane til en af sine bedste spillere og fremhæver hans unikke fodboldforståelse.  Han beskriver ham som en kompromisløs leder og omklædningsrummets indpisker, men hans raseriudbrud karakteriseres tankevækkende som det mest brutale Ferguson – trods sin fortid som pubejer i senhalvfjerdsernes Glasgow – nogensinde havde oplevet. 

Måske selverkendelse 

Irlænderen sondrer i sin anden selvbiografi med en snært af selverkendelse mellem vrede og raseri. Vreden beskrives som en konstruktiv forsvarsmekanisme, som han kan tøjle i modsætning til raseriet, der overmander og erobrer ham og afmonterer enhver tanke på morgendagen. Det værste ved raseriet er eftervirkningerne, når besindelsen gradvist vender tilbage og efterfølges af anger, skam og samvittighedskvaler. Ikke i forhold til hans holdninger og udgangspunkter for konflikterne, men i forhold til de grove og uoprettelige fornærmelser og forbandelser.

Bemærkelsesværdigt nok har hans alvorligste raserianfald med få undtagelser udfoldet sig udenfor banen, og modtagerne har været folk fra hans egen lejr, hvorfor der var stof til skeptikerne, da han i august 2006 overtog jobbet som manager for Sunderland, der lå til nedrykning i The Championship. I sin seneste selvbiografi skriver han om sin første rigtige konfrontation i managerembedet – et skænderi med hans egen fløjspiller Liam Lawrence med korporlig udgang – at han elskede det, og at han ønskede at jobbet indeholdt mere af den slags. Han tilføjer, at det ikke er hans oprigtige holdning, men at det nu var meget rart at komme af med lidt aggression. Passagen er meget symptomatisk og en smule foruroligende.

Med Keane ved roret rykkede Sunderland op i Premier League allerede i første forsøg og overlevede den første sæson. I februar 2009 forlod han i sin tredje sæson posten efter svingende resultater og en skinger telefonsamtale med klubbens ejer Ellis Short bl.a. vedrørende Keanes bopæl. To år senere blev han fyret som cheftræner i Ipswich som følge af manglende resultater.

Spilleren og manageren er samme person 

I december 2013 overtog Martin O’Neill landstrænerposten i Irland og valgte Keane som assistenttræner, hvilket harmonerede fint med, at Keane i mellemtiden havde givet udtryk for, at han i managerjobbet ofte savnede at opholde sig på træningsbanen. Valget af Keane vakte en del opsigt hans betændte fortid med det irske fodboldforbund, der stadig er Delaneys arbejdsgiver, taget i betragtning. Endelig matcher assistenttrænerens traditionelt mere jordnære rolle som spillernes ven og modvægt til managerens autoritative adfærd ikke umiddelbart Keanes mentalitet.  

I løbet af det seneste halve år har han da også skabt uhørt meget furore i forhold til embedets norm.  På en pressekonference forud for en kamp mod USA i oktober 2014 modtog en række journalister en bredside i kølvandet på deres spørgsmål, om ikke Keanes sideløbende forpligtelser som assisterende manager i Aston Villa, hvor han var tiltrådt tre måneder forinden, slørede hans fokus på landsholdsopgaverne. Flere engelske nyhedsmedier berettede desuden på baggrund af anonyme kilder, at Keane allerede kort efter sin ankomst til Birmingham-klubben forårsagede frustrationer i spillertruppen, og ifølge Daily Mail eksploderede en længerevarende kontrovers med Gabriel Agbonlahor under en træningssession i december 2014, hvor de to måtte skilles ad af øvrige tilstedeværende. Optrinnet afsluttede Keanes ophold i klubben. Den officielle begrundelse var, at han havde for vanskeligt ved at bestride de to stillinger samtidigt.

Keane har selv afsløret, at han har ambitioner om at være manager for større klubber engang i fremtiden, og han besidder mange af en topmanagers kvaliteter i forhold til spilforståelse og lederevner, men hvis ikke han får bearbejdet sin nærmest narkotiske afhængighed af konflikter og konfrontationer med egen eller terapeutisk hjælp, bliver han aldrig manager på højt internationalt niveau i en moderne fodboldverden, hvor medier – sociale såvel som uafhængige – bevirker, at enhver managerhandling kan blive genstand for debat, forvrængning og manipulation.   

Asger Holst-Jensen