Carlsen: En mildest talt kuriøs situation

For to uger siden samlede jeg en god del skrabsammen op i klummen ‘Blandede bolcher’. Løsgående spørgsmål, der havde hobet sig op og ventet på bedre tider uden at kunne bære en hel artikel i sig selv, besynderlige enkeltsituationer, der kom forbi osv osv.

De forløbne to uger har stadig ikke bragt det helt store sammenhængende tema, så vi tager endnu en omgang med interessante situationer, der får folk til at undres på den ene eller anden led – somme tider med rette, andre gange med knap så megen rette.

Lad mig starte med en situation fra Serie A, hvor Genoas Mattia Destro scorer mod Verona, men stadig med den vandflaske i hånden, som han var i færd med at drikke af, da han pludselig så scoringsmuligheden, men ikke kunne nå at kaste fra sig.

En læser har med fuld ret spurgt, om det virkelig kan have sin rigtighed efter fodboldloven?

Og nej, det kan det på ingen måde. Fodboldloven skelner mellem obligatorisk udstyr for spillerne (det er ting som trøje, bukser, strømper, fodtøj, benskinner osv.) og så ‘andet udstyr’, typisk beskyttelsesudstyr som f.eks. ansigtsmasker, bandager, hovedbeklædning (ofte en hjelm, hvis en spiller tidligere har haft en hovedskade), elektronisk måleudstyr o.l., For dem alle gælder, at udstyret ikke må være farligt, hverken for spilleren selv eller hans omgivelser.

Og en vandflaske er hverken obligatorisk udstyr, beskyttelsesudstyr eller udstyr med et teknisk formål. Faktisk er det direkte foreskrevet, at vandflasker kan anbringes rundt om banen, og at de ikke må kastes ind på banen, for at spillerne kan drikke af dem.

Så en vandflaske på selve banen er no go, og hvis en spiller fortsætter med at spille, mens han klamrer sig til vandflasken, kunne det være usportslig opførsel – men da vandflasken jo har skullet befinde sig uden for banen, kan der også være noget ulovlig udtræden eller indtræden involveret.

En mildest talt kuriøs situation, som nærmest skriger på et teorimesterskab, og som man ikke havde kunnet udtænke uden at blive anset for moden til indlæggelse et ualmindelig mørkt sted. Der er dog et lokalt tilfælde med en mobiltelefon – den skal jeg nok tage ved lejlighed.

I det aktuelle tilfælde blev scoringen anerkendt – måske fordi vandflasken slet ikke blev registreret i første omgang – og det kan de sikkert få lang tid til at gå med at tale om længere sydpå.

Så ved jeg godt, at vi har det berømmelige mål, som Preben Elkjær tilbage i 80’erne scorede i Verona med en støvleløs fod, men dels var støvlen her tilfældigt blevet trådt af, dels er støvlen en del af spillerens naturlige udstyr, og dels var der ikke fare på færde for nogen.

Var Elkjær gået ind i en tackling med den ubeskyttede fod, havde fælden klappet, for så havde det været farligt, som minimum for ham selv.

En læser har også hæftet sig ved, at Vejles målmand i kampen mellem Brøndby og Vejle tog sig rigtig god tid, før han satte bolden i spil, i hvert fald indtil de kom bagud.

Jeg går ud fra, at det handler om målspark og tilsvarende, men jeg så ikke selv kampen. Læseren har – og det kan jeg så ikke verificere – målt det til mellem 27 og 32 sekunder per gang.

Jeg går ud fra, at det er en efterfølgende iagttagelse, for ingen sidder formentlig med et stopur i hånden og ser fodbold, medmindre der er et eller andet videnskabeligt formål med det.

Men spørgsmålet, som er det vigtige, er, om der eksisterer en fast tidsgrænse ? Og det er et af de svar, som kan gives helt nagelfast: nej, det gør der ikke. Det er helt op til dommerens skøn, hvornår han synes, at det er for meget.

Den tid skal så i princippet tages med i tillægstiden, for det er jo tid, der er tabt, og hvor vi ikke har kunnet spille fodbold, stadig vel at mærke, hvis dommeren synes, at rimelighedens grænser er overskredet.

Så langt, så godt. Læseren undrer sig så også over, at tillægstiden i 2. halvleg blev så lang, som den blev, for nu var Vejle jo kommet bagud.

Er det sådan, at man belønner forhaling af igangsættelser? Og det svar er lige så nagelfast et ‘nej, det gør man ikke’. Men den tid, som er gået tabt, er jo under alle omstændigheder spildt og skal tillægges – også selv om stillingen har ændret sig i mellemtiden.

Jeg tror, at det var i Tyskland, at man engang i 90’erne lavede en lokal retningslinje om, at hvis stillingen ændrede sig, så det hold, der havde forhalet, pludselig havde travlt, skulle man afkorte tillægstiden tilsvarende. Men det er altså ikke lovmedholdeligt, hvilket man fik at vide ovenfra i ret så utvetydige vendinger.

Det ville også blive totalt uoverskueligt, for hvad hvis stillingen nu ændrede sig igen, fordi holdet fik udlignet ? Skulle man så tilbage til den oprindelig beregnede tillægstid ?

Men essensen er, at der ikke er nogen fast tidsgrænse for, hvor længe det må tage at sætte bolden i gang igen.

Det er udelukkende dommerens skøn, der afgør, om der er et taktisk forhalingselement involveret. Og som jeg plejer at sige, er der jo ingen, der forlanger, at man ligefrem skal blive hurtigere til at sætte bolden i spil, fordi man er kommet foran, hvis man i øvrigt holder nogenlunde samme kadence, som man har gjort hele kampen .

Ellers havde jeg tirsdag fornøjelsen af at være i felten med UEFA-kasketten til Youth League-kampen mellem FC Midtjylland og Rosenborg (10-1) – er faktisk lige kommet hjem fra den, som jeg sidder og skriver dette onsdag aften.

Fantastisk underholdende fodboldkamp og god propaganda fra begge sider, selv om det ene hold uden tvivl havde mere fornøjelse af det end det andet. Og efter den afsluttende middag i byen med dommerne, den UEFA-delegerede, guider osv. faldt vi – da det var silende regnvejr – på vej hjem til hotellet ind på en sportsbar til en godnatdrink og en storskærm med CL-opgøret mellem Atletico Madrid og Liverpool.

Og ved en nærmest usandsynlig timing trådte vi ind ad døren i samme sekund, som Griezmann ragede sig et rødt kort til – og så gik det ellers over stok og sten derfra.

Det røde kort kommer efter en meget høj fod i hovedet på Firmino i en helt ufarlig situation oppe midt på banen, hvor begge parter er efter en løs bold.

Ingen vil tiltro Griezmann at ville skade Firmino med vilje, men problemet er, at et ben svunget igennem med den kraft og i den højde med en modspiller tæt på, betyder, at der ikke er kontrol over handlingen, at man tilsidesætter hensynet til modspilleren, og at man bringer ham i fare. Elementerne her er afstand til modspilleren, kraften i sparket og ikke mindst forudseenheden.

Situationerne dukker op fra tid til anden, og jeg kan godt huske en af de tidligere gange, hvor der kom knap så interessante mails fra en United-fan, som følte sig klart bortdømt (han mente endda, at jeg måtte være den eneste person i denne verden, som var enig med dommeren. Det var jeg nu langtfra): men jeg beklager: det er for mig et klokkeklart rødt kort.

Vi havde forrige år også en tilsvarende situation i derbyet mellem Brøndby og FCK. En fod har ikke noget gøre i den højde med knopperne forrest, når der også er en modspiller – i hvert fald ikke i denne sportsgren.

Og så gik det ellers slag i slag. Et eventyrlig dumt og unødvendigt straffespark begået af Hermoso, der gik i ryggen på Salah, kan ingen næppe sige noget til.

Men så kom dramaet ellers nogle minutter efter, da Jimenez stødte sammen med Jota i den anden ende. Dommer Siebert lægger prompte ud med straffespark – men alle sådanne vurderes jo pr. automatik af VAR, og den ligeledes tyske VAR-dommer kalder Siebert ud til et review, hvorefter kendelsen bliver omstødt.

Nu får vi formentlig aldrig forklaringen på, hvilke argumenter, der har været i spil (i hvert fald ikke officielt), men det undrede os alle rundt om bordet med tre forskellige nationaliteter, at VAR overhovedet gik ind i situationen, for det var næppe en ‘clear and obvious error’. TV-vinklerne viser det i hvert fald ikke, men vi skal stadig huske, at der er et par håndfulde vinkler flere til rådighed i VAR-rummet.

Jeg kan kun se to muligheder: enten mener dommeren i anden omgang ikke, at der er kontakt (hvorefter der meget vel kunne og nok også burde være faldet en advarsel for film), eller også mener han, at de to spillere simpelthen krydser bane, så vi har et tilfældigt sammenstød.

I alle situationer med kropskontakt i straffesparksfeltet, som udvikler sig, er der jo principielt tre muligheder: enten er der straffespark, eller også er der indirekte frispark og advarsel for film – eller også er der slet ingenting. Den sidste mulighed bliver desværre meget ofte glemt i forbifarten, fordi mange mener, at det er enten sort eller hvidt.

Der kunne også være rig mulighed til at tale hands efter de tre situationer i SønderjyskE – FCK sidste weekend, men omvendt kan vi være sikre på, at hands nok skal dukke op igen, så det kommer…

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]