Carlsen: Opfølgning på målmanden

Det var så den ferie – og da de rigtige TV-kanaler ikke rigtig har været til rådighed dér, hvor jeg var (og pc’en også langt hen ad vejen fik lov til at holde sommerferie), har jeg været dejlig fri for at skulle tage stilling til noget som helst de seneste 14 dage. Jeg har kunnet notere mig, at der har været de obligatoriske straffespark eller ej-situationer, men heller ikke flere end normalt.

At dømme efter reaktionerne har læserne taget godt imod de to lidt generelle artikler om målmanden. Der er ikke noget at sige til interessen, for der er på en eller anden måde noget mytisk/romantisk omkring målmandsrollen. Og når det så samtidig er et af de områder, hvor der i den generelle opfattelse er flest misforståelser og tvivlsomme formodninger om, hvordan reglerne er, kan der være god grund til at trække ham af stalden med passende mellemrum.  Heldigvis er der også læsere, der har stillet supplerende spørgsmål og bedt om uddybning af nogle af de ting, der har stået i artiklerne, så dem tager vi en lille portion af i denne uge.

Det første spørgsmål tager udgangspunkt i tilbagespilsreglen. Det er i hvert fald, hvad vi plejer at kalde den i mangel af bedre, for den har ikke rigtig noget officielt navn, og så må man finde sig i, at det reelt slet ikke behøver at betyde, at bolden spilles bagud. Men det er i hvert fald den regel, der siger, at en målmand ikke må røre en bold med hænderne, som forsætligt er sparket til ham af en medspiller.

Og så går spørgsmålet ikke så meget på selve reglen som på det specielle tilfælde, hvor en spiller forsøger at omgå den ved at indlade sig på en spillemøde, som er åbenlyst unaturlig i situationen. Jeg nævnte situationen, hvor en forsvarer sparkede et frispark hen til en medspiller, som så med låret sendte bolden tilbage til målmanden.

De seneste år har der også været tilfælde, hvor en forsvarsspiller til sidst i kampen har villet lave lidt sjov i gaden, har lagt sig ned på jorden og med hovedet dirigeret bolden ind til målmanden.

Så skulle man jo tro, at den hellige grav var velforvaret, for nu er bolden ikke forsætligt sparket, så målmanden burde kunne tage bolden med hænderne – men morskaben får gerne en brat ende, når forsvareren bliver præsenteret for en advarsel.

Grunden til, at han gør tingene på den måde, er jo, at han gerne vil smyge sig uden om tilbagespilsreglen. Og fodboldloven kan ikke lide, at man forsøger at snyde sig til noget. Det interessante er, at den advarsel skal falde, uanset om målmanden tager bolden med hænderne eller ej, for det er jo ikke ham, som begår noget ulovligt, men derimod forsvareren, som opfører sig usportsligt. Derfor skal det indirekte frispark som følge af advarslen også tages dér, hvor forsvareren begik sin forseelse (og ikke f.eks. dér, hvor målmanden tog bolden med hænderne).

Spørgsmålet gik på, om man ventede med advarslen til næste spilstop (hvilket i sig selv ikke var nogen dum idé, for det gør man jo f.eks. ved et ulovligt målmandsskift), men forseelsen her betragtes som enhver anden form for usportslig opførsel, og det kommer heller ikke på tale at bruge fordelsreglen, så man tager frispark og advarsel med det samme.

Men inden nogen nu begynder at se spøgelser ved højlys dag, er det kun de eklatante og usportslige forsøg på at omgå reglen, der falder ned i denne kasse. Der kan sagtens være situationer, hvor det som et naturligt led i spillet er en forsvarer, der dirigerer bolden ind til målmanden med brystet eller hovedet. Og det er helt i orden.

Så er jeg blevet spurgt om, hvad det egentlig vil sige, at målmanden har frigjort bolden til spil. Fint spørgsmål, for nogle gange kan det være svært at fryse lige akkurat det øjeblik, hvor det sker. Men vi skal have fat i begreber som, at målmanden ikke længere har kontrol over bolden, suppleret med at en anden spiller nu lovligt kan få fat i den.

Diskussionen havde man senest efter CL-finalen og stakkels målmand Karius, der kastede en bold lige hen i fødderne på en Real-spiller, som scorede. Men bolden havde klart forladt Karius’s hænder, og bolden kunne erobres, uden at det blev til farligt spil, så det var OK. Omvendt kan man ikke lovligt få bolden fra målmanden, når han er ved at sparke bolden ud, har sluppet den og svinger benet for at sende den op ad banen. Målmanden har godt nok ikke længere kontrol over bolden med hænderne, men han er stadig i færd med den handling, som det er at skille sig af med den.

Og så kan man finde de mere outrerede eksempler som målmanden, der kaster bolden seks meter op i luften hen over hovedet på en angriber, løber efter bolden og griber den igen. Ingen vil vel påstå, at målmanden har haft kontrol over bolden, mens den hang deroppe, så den bold må han ikke tage med hænderne igen – hvorimod en luftdribling, hvor bolden kortvarigt forlader målmandens hænder, er i orden. Det kan godt lyde som at sælge elastik i metermål, men de færreste vil nok være i tvivl, når de ser situationerne i praksis.

Og mens vi er ved målmanden, lyder et spørgmål, om det på et tidspunkt har været muligt at bruge sin skulder mod målmanden, som holder bolden, og reelt sende ham ind over mållinjen med bolden, så der skulle dømmes mål. Og dertil er svaret ja. Der er nogle af reglerne omkring målmanden, der nærmest har haft karakter af et pendul.

Først var der én regel, så blev den ændret til det stik modsatte, og så efter et par år tilbage igen. Da jeg i sin tid tog dommereksamen i 1970, var reglen, at man i målfeltet kun måtte skubbe til målmanden, når han holdt bolden. Vi er mange dommere, der ved hjørnespark for os selv har stået og memoreret ’Ikke holde, ikke skubbe’. Uden for målfeltet var målmanden til gengæld frit bytte på den måde, at dér måtte han skubbes (det, som nu om stunder hedder ’angribes med skulderen’), hvis bolden var inden for spilleafstand, og man forsøgte at spille bolden. Så længe reglen var sådan, var det teknisk muligt at bruge sin skulder mod målmanden i målfeltet og ekspedere ham ind i mål med bolden – dog under den forudsætning, at udførelsen ikke var voldsom eller farlig (altså ikke for meget kraft – og heller ikke f.eks. i nærheden af målstængerne).

Efter nogle år blev reglen så ændret til det stik modsatte – nemlig at man ikke måtte skubbe målmanden med skulderen, mens han holdt bolden. Og sådan gik det frem og tilbage, indtil man i 1999 dels fjernede målmandens særlige beskyttelse i målfeltet, så reglerne nu var de samme uden for og inden for feltet – og også gjorde det forbudt at angribe med skulderen, når målmanden holdt bolden. Ræsonnementet var, at det ikke rigtig havde noget med fodbold at gøre, for angriberen måtte jo ikke spille den bold – så formålet kunne kun være enten at skubbe målmanden ind i mål eller at få ham til at tabe bolden, så den kunne erobres. Og loven er ikke vild med situationer, hvor det er manden, som er spilobjektet og ikke bolden.

Der er flere spørgsmål på lager, men dem vil jeg putte ind i de kommende uger – blandt andet et spændende ét om, hvornår der egentlig dømmes indirekte frispark nu om stunder. Det er nok en klumme værd – også fordi det siger noget om de lange linjer, som fodboldloven har udviklet sig efter i de senere år. At der er lidt på lager skal bestemt ikke afholde nogen fra at komme med spørgsmål – dem kan jeg ikke få nok af. Men jeg er nødt til lige at komme rundt om en enkelt nogenlunde aktuel situation, som har delt vandene:

Brøndbys Kabongos udvisning i EL-kampen mod serbiske Subotica. Berøven af oplagt scoringsmulighed eller ej?

Hvis vi tager striben af kriterier for berøven, lyser de allesammen rødt. Afstanden til målet er overkommelig (vi er nogle meter uden for straffesparksfeltet), både angriberens og boldens retning er primært mod mål, der er ikke andre forsvarere (bortset fra målmanden), der kan nå at gribe ind – og hvis angriberen ikke bliver puffet af Kabongo, har han stensikker kontrol over bolden og frit løb mod mål. Til gengæld er selve forseelsen ikke jordens største, og angriberen gør ikke meget for at holde sig på benene – men bevares, der er et puf, og netop ved forseelser, som berøver en oplagt scoringsmulighed eller bremser et lovende angreb, er kraften i forseelsen ikke afgørende.

Det er virkningen og det beregnende element hos forsvareren, der skal vurderes.

Så for at gøre en lang historie kort: hvis dommeren vælger at dømme frispark, er der heller ingen vej uden om udvisningen, uanset hvor stort eller lille frisparket er.