Carlsen: Usportslig opførsel

Som så mange andre parabol-danskere er jeg blevet fanget i den konflikt, der gør, at det langtfra er alle fodboldkampe, der finder vej til skærmen.

Møgærgerligt, især når der var nogle lækkerbidskener iblandt -men så må man jo nøjes med det, der nu kan komme ned fra æteren. Det var nu heller ikke tosset med to regulære brag fra Premier League, topopgøret mellem Manchester City og Leicester samt noget, der normalt ville være et topopgør, men bare ikke var det i år, Chelsea mod Manchester United. Det var to forrygende kampe, men ingen af dem gav rigtig noget, der kunne bruges i dommermæssig henseende.

Og så alligevel: en fremragende dommerpræstation i Chelsea -United kampen af Michael Oliver. Der er selvfølgelig ikke mange overskrifter i, når det bare går godt -men noterers skal det nu alligevel, og af personlige grunde glædede jeg mig meget hjemme i sofaen.

Jeg havde selv fornøjelsen af ham i hans meget tidlige internationale år i en miniturnering i Italien (U/ 19) tilbage i 2012, og allerede dér var det klart, at her var noget at bygge på.

For et par uger siden skrev jeg om EM-dommerne og om det usædvanlige i, at der var to englændere med (men helt fortjent !), men også, at de begge, Clattenburg og Atkinson, nærmer sig slutningen af karrieren aldersmæssigt.

Oliver kunne meget vel være én af arvtagerne (i øvrigt sammen med Taylor, som havde City mod Leicester).

Premier League i sig selv gav heller ikke meget stof denne uge. Bevares, der var Wanyama (Southampton) og hans tackling på Payet (West Ham). som gav en udvisning. Den har trukket nogle fantastiske overskrifter, hvor ‘ benbrækkertackling’ har været et gennemgående tema. Så var det altså heller ikke værre. Ingen tvivl om, at det efter alle kriterier (hastighed, kontrol, føddernes position, muligheden for at spille bolden, viljen til at spille bolden) er en udvisning -men jeg vil gætte på, at det udslagsgivende her nok så meget er kontaktstedet, som sidder pænt højere end, hvor en fodbold normalt befinder sig, samtidig med at Wanyama kommer et halvt lysår for sent og springer ind med begge ben. Men at kalde det en benbrækkertackling forekommer mig at være at devaluere begrebet.

Så vi må over i den lidt mere fredelige afdeling for at finde et emne, der kan bære klummen igennem. Midt på ugen fik jeg en mail efter Barcelonas kamp mod Valencia i den spanske pokalsemifinale (den endte med 7-0, hvis nogen skulle have glemt det). Det havde åbenbart været en forrygende opvisning (men desværre én af de kampe, som ikke nåede igennem æteren til mit TV, som jeg har brokket mig over ovenfor) -og især Neymar havde simpelthen haft en kongeaften, hvor den direkte modstander, Valencias Barragán, sikkert er gået mere end almindelig rundtosset i seng.

Jeg har jagtet og fundet nogle få klip på YouTube, og det kan ganske rigtigt ikke have været sjovt at være Barragán i den kamp. Mailen gik på, om man kan være så overlegen i sine handlinger over for en direkte modstander, at det går hen og bliver til usportslig opførsel. I nogle af sine jonglørnumre og hælpasninger reducerer Neymar ganske rigtigt Barragán til én, der uhyggeligt ligner en mand, som skulle have fundet sig en anden sportsgren.

Det er en ganske interessant pointe. Kan man som fodboldspiller i al sin spillemæssige overlegenhed ydmyge en modspiller så meget -træde på én, som i forvejen ligger ned -at det er én selv, der bliver skurken? Vi ser i denne sammenhæng helt bort fra, at det vil være en uhyre svær -om ikke umulig -kendelse at skulle sælge, hvis boldkunstneren pludselig løber ind i en advarsel og et indirekte frispark den anden vej, bare fordi han er en dygtigere fodboldspiller eller har en aften, hvor alt bare kører den rigtige vej. Det ville ingen dommere ved deres fulde fem bevæge sig ud i, så vi er ude i en rent teoretisk betragtning nu.

Ud fra en helt teoretisk synsvinkel er det til hver en tid dommeren, som suverænt afgør, om noget er usportslig opførsel eller ej. Det er i den grad fodboldlovens brokkasse, hvor stort set alt kan proppes hen, bare man husker, at der rent definitorisk også følger en advarsel med. Man kan altså ikke bare nøjes med det indirekte frispark, hvis der er noget, som man ikke kan lide -for det er lovteknisk advarslen, der udløser det indirekte frispark.

Så der er vide rammer her. Fodboldloven giver syv muligheder for at uddele en advarsel -og usportslig opførsel tegner sig vel for 90+ % af dem. Det er, fordi f. eks. den sene tackling, som efter kriterierne skal udløse en advarsel, gives med ‘ usportslig opførsel’ stemplet på ryggen. Det samme med holdeforseelser, det samme med hands osv

Efter min helt personlige opfattelse vil det være meget svært at give en advarsel for usportslig opførsel, bare fordi man demonstrerer, hvor god man er til at spille fodbold.

Der skal et element af latterliggørelse eller hån af modspilleren med indover. At Neymar driver så meget gæk med Barragán, at Barragán dårlig nok ved, hvad der er for og bag på sin trøje, er ikke en forseelse til en advarsel. Det ville det derimod have været, hvis Neymar f. eks. midt i opvisningen var bremset op, havde slået sig på lårene af grin og derefter fortsat. Mail-skriveren (som i øvrigt var én fra medieverdenen, som selv havde fået spørgsmålet) havde gjort sig den ulejlighed at grave en god gammel situation frem fra en kamp mellem AGF og Viborg i 2002.

Det var Josta Dladlas debutkamp for AGF, og det fejrede han blandt andet ved at overdrible en modspiller helt ude ved sidelinjen, så spilleren gik på halen uden for banen. For at føje spot til skade stillede Dladla sig herefter oven på bolden og gjorde honnør mod den faldne modspiller. Og lige her knækker filmen for mig, for nu handler det ikke bare om at være en god fodboldspiller, men der kommer et element af hån med.

Dommer Claus Bo Larsen (hvis seneste titel er formand for den nye dommergruppe i DBU) syntes heller ikke, at det var specielt morsomt og belønnede tiltaget med en advarsel -helt korrekt.

Jeg har ved diverse teorigennemgange også illustreret usportslig opførsel med den situation, at et hold er pænt foran, og på en hurtig omstilling i den grad har udspillet modspillerne, at der nu er tre mand alene igennem. Selv målmanden er væk. Spiller A sender bolden ind til spiller B, som dribler ned og lægger bolden død på selve mållinjen, hvorefter spiller C kommer løbende bagfra, lægger sig ned på jorden og med hovedet sender bolden det sidste stykke ind over stregen. Nu er vi gået fra fodbold til cirkus, hånen af de fraværende modspillere er åbenlys, og så vil en advarsel og et indirekte frispark (i stedet for målet) være helt på sin plads.

Vurderingen af usportslig opførsel er langt hen ad vejen en meget følsom disciplin, som kræver en karakterstyrke, som vel nærmest kan sammenlignes med den, som man skal mobilisere, hvis man vil sælge elastik i metermål.

Man skal kunne leve sig ind i spillernes univers -de skal have lov til at demonstrere, hvem der er de gode og hvem de mindre gode (på dagen), men det må aldrig kamme over i hån eller latterliggørelse.

Indtil 1997 og den seneste store lovrevision hed begrebet ikke ‘ usportslig opførsel’, men ‘ utilbørlig optræden’. På engelsk ‘ unsporting behaviour’, som erstattede ‘ ungentlemanly conduct’. Og det er måske i virkeligheden den bedste og mest rammende definition. Hvis man ikke længere opfører sig som en gentleman (hvis nogen ellers kan huske, hvad sådan én er for en størrelse), så er man hjemfalden til straf.