Carlsens: Gult eller rødt kort?

Bragt i Tipsbladet d 25. april

Det er et af alle tiders mest klassiske diskussionspunkter, når man ser fodboldloven omsat til praksis. Der udføres en tackling, som ikke er helt fin i kanten, og bold og/eller modspiller rammes – hvilken farve kort skal der til, om noget overhovedet ? Det kan i den grad bringe sindene i kog, for selvfølgelig vil fans fra modsat rettede lejre have forskellig opfattelse. Og hvis ikke andre kan sætte gang i mekanikken, skal der såmænd nok være et enkelt medie eller to, der kan puste lidt til ilden. Forståeligt med interessen, for her rammer vi jo direkte ned i nogle helt basale følelser: en skurk uden den helt store kontrol, en helt i smerte og en beslutning, som kan få store konsekvenser for resten af den kamp (og måske endda den næste også). Dommeren står midt i suppedasen og skal afgøre det hele på et splitsekund, kun forsynet med nogle kriterier fra den tørre teori, som han skal forsøge at holde op mod det, som han lige så.

Sådan et par situationer fik vi serveret i weekenden før påske og i selve påsken, og det blev der snakket en del om. Pudsigt nok er de begge med Brøndby-spillere som de slemme drenge, men det skal man ikke lægge så meget i. Som sagt så mange gange før er det for et klummeindhold som dette flintrende ligegyldigt, hvad trøjefarven er – det er selve situationen, som er den spændende. Nu var det så denne gang et par gule spillere, som kom i fokus – næste gang er det sikkert nogle andre.

Mest blæst var der nok omkring en situation fra Brøndby – SønderjyskE langfredag, hvor Thomas Kahlenberg satser hele butikken i en indsats rettet mod SønderjyskEs Guira. Det er en glidende tackling med stor fart og knopperne forrest, benet er godt nok på jorden eller meget lidt løftet, og han prikker bolden væk, men benet rammer også Guira på støvlen. Og da Guira er på vej i den modsatte retning med lige så stor fart, kommer det til at se meget dramatisk ud. Som også skrevet før er det i relation til frispark eller ej – i modsætning til, hvad de fleste tror – ikke afgørende, om bolden spilles eller ej. Der kan sagtens skulle dømmes, selv om bolden spilles – og omvendt behøver der ikke være frispark, hvis der ikke er kontakt med bolden. Men det er til det indledende spørgsmål, om der skal dømmes noget eller ej. Når man skal til at vurdere en eventuel kortfarve, kommer bolden til at spille en rigtig stor rolle.

Dommeren har en håndfuld kriterier, som han skal tage med ind i sin vurdering. Hvordan er kontrollen over tacklingen ? Det har noget at gøre med, om begge ben har kontakt med jorden, kun det ene, eller i de helt grelle tilfælde slet intet af dem. Hvor voldsom er tacklingen ? En central parameter her er, hvor stor hastighed tacklingen kommer med. Hvordan er muligheden for at spille bolden ? Er bolden så tæt på, at der er rimeligt at tro, at spilleren kunne nå den bold – eller er den spillet væk (eller bare for langt fra spilleren), så resultatet uvægerligt må blive, at det kun er modspilleren, der rammes ? Og endelig: Har spilleren viljen til at spille bolden ? Bolden kan jo sagtens være tæt på, så muligheden er der, men uden at spilleren i øvrigt bekymrer sig om den.

Vi tager kriterierne ét ad gangen og anvender dem på Kahlenberg. Kontrol ? Der er kun ét aktivt ben, og det har stort set kontakt med jorden. Til gengæld er foden drejet opad, så knopperne kommer forrest, og spilleren bliver ramt. Voldsomhed ? Der er unægtelig meget fart på, og det er nok også farten, der bidrager til det ret dramatiske billede af en spiller, der nærmest letter fra jorden, da han rammes (også fordi han selv er i fart). Mulighed for at spille bolden ? Ja, i allerhøjeste grad – den bliver oven i købet spillet og prikket et pænt stykke væk, så det er ikke bare en lille berøring. Vilje til at spille bolden ? Ja, det er ubetinget bolden, der er spilobjektet, og det er også primært den, der rammes, selv om der også er kontakt med modspillerens støvle. 

Skæbnen ville, at jeg selv var i Brøndby og sad nærmest direkte ud for situationen, og jeg var – også med nethinden fuld af utallige videoklip af tilsvarende situationer fra FIFA og UEFA – ikke i tvivl om, at det her skulle være en advarsel og ikke mere. Interessant nok var der i selve situationen heller ingen større appeller efter mere, hverken fra spillere eller bænk – og heller ikke efter kampen. Derfor var jeg også temmelig målløs over, at det pludselig kunne blive SÅ kontroversielt. Omvendt skal Kahlenberg uden tvivl prise sig lykkelig for, at han ramte bolden og gjorde det så eftertrykkeligt, for ellers havde det været en hel anden historie. 

Til gengæld havde der søndagen før været en situation i kampen mellem AaB og Brøndby, hvor Antipas sætter en tackling ind på AaBs Ahlmann. Den episode ramte også overskrifterne, men ikke nær så meget (i hvert fald ikke dér, hvor jeg så). Antipas kommer også ind med stor fart og knopperne forrest, stadig kun med ét ben. Men her har Ahlmann sparket bolden væk, og kontakten fra Antipas-knopperne sidder pænt oppe på anklen. Der er en grund til, at man skal bruge benskinner… Tager vi kriterierne igen, så er foden løftet (kontrollen), der er stor fart på mod en modspiller, som ikke er i nær så megen bevægelse (voldsomheden). Og det kan godt være, at Antipas havde tænkt sig at spille bolden (viljen), men den var der bare ikke længere, for Ahlmann havde sparket den væk (muligheden). Lægger vi dertil, at ’en voldsom, ukontrolleret tackling med ét eller begge ben, som rammer modspilleren og bringer hans sikkerhed i fare’ skal give en udvisning, er det kun at sige, at her slap Antipas billigt med en advarsel. Sikkert fordi situationen kommer ud af det blå, og både dommer og linjedommer måske har fået drejet hovedet lige hurtigt nok efter den bold, som Ahlmann lige har sendt afsted, så de ikke får det fulde billede. Så lærte man også noget af det.

Som man kan se, er der nogle rimelig håndfaste kriterier, som dommeren skal vurdere efter, så det er altså ikke bare et lotteri, om det er den ene eller anden farve, der kommer op. Dermed ikke være sagt, at alle skønner ens, og ting kan se virkelig forskellige ud fra forskellige vinkler – men det er så noget af det, som vi løbende prøver træne dommerne i.