Carlsens: Tre offside situationer

Bragt i Tipsbladet den 6. december

Offside-reglen er altid god for at kunne sætte tingene i kog. Ikke mindst fordi alle har en mening om den, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med lovbogens. Nogle præsterer endda at have to forskellige offside-opfattelser, alt efter om situationen foregår i ens favoritklubs forsvar eller angreb. Noget af det, som jeg holder allermest af, er at undervise A-trænerne (som på deres uddannelse også har et dommermodul og skal gennem en dommereksamen) i offside-reglens mysterier. Det er mennesker, som har tilbragt det meste af deres liv med fodbold, men som jo aldrig har haft brug for at være helt nede i alle regeldetaljer. Der plejer at være mindst et par øjenåbnere undervejs, og selv om vi kan diskutere, så ruderne klirrer, foregår det med gensidig respekt. Jeg plejer at indlede med, at vi sagtens kan diskutere, hvordan offside-reglen burde være – det er bare ikke her, hvor jeg kommer for at fortælle, hvordan den er, rimelig eller ej. Offside-reglen er heller ikke for små børn – og der er bestemt ikke noget at sige til, at spillerne nogle gange klør sig i stakken. Men nu er den der altså i den form, som den har, og så må vi jo forholde os til den.  

Kort repetition: Der er to ting i offside-reglen: position og strafbarhed. Man kan i princippet stå offside i 2 x 45 minutter uden at skulle straffes, men gør man på en eller anden måde en forskel i sin position, skal man straffes. Offside-position er en spiller i, når han i det øjeblik, hvor bolden spilles af en medspiller, er nærmere modspillernes mållinje end både bolden og næstsidste modspiller. Eller mere mundret: foran både bolden og næstsidste modspiller. Vi taler om hoved, fødder eller en del af kroppen – armene tæller ikke med. 

For at skulle straffes skal man foretage sig én af tre ting. Indvirke på spillet (spille en bold, som sidst er spillet af en medspiller). Langt det hyppigste – den direkte aflevering. Genere en modspiller vil sige at forhindre en modspiller i at spille eller kunne spille bolden, f.eks. ved klart at spærre for hans udsyn eller bevægelser eller angribe ham for at erobre bolden. Eller opnå en fordel af sin offside-position, i fodboldloven knivskarpt defineret som, at man spiller en bold, som tilfældigt springer tilbage fra en målstang, overligger eller modspiller eller spilles af en modspiller ved en forsætlig redning. Der skal altid fløjtes, hvis en angriber modtager bolden fra målstang eller overligger – kommer den fra en modspiller, skal dommeren vurdere, om det var en tilfældig berøring eller en forsætlig redning. Er det blot én af delene, skal der dømmes offside – ellers ikke.  

Weekenden gav os hele tre situationer, som på den ene eller anden måde var interessante. I lørdagens kamp mellem Viborg og Sønderjyske bringer Stankov Viborg foran på et herligt mål helt oppe i målhjørnet. Det interessante er, at Thomas Dalgaard umiddelbart før skuddet bevæger sig forbi Sønderjyskes målmand ude på grænsen af målfeltet. Indtil regelændringen i sommer kunne man sagtens have dømt Dalgaard offside for at genere, fordi han ved at bevæge sig distraherede en modspiller (målmanden). Men lige akkurat denne ’psykiske gene’ blev skrevet ud ved ændringen, således at man nu kun kan straffes for at spærre for udsyn og bevægelser (dvs stå i vejen) eller forsøge at erobre bolden. Dalgaard forsøger ikke at erobre noget som helst, snarere det modsatte – det springende punkt bliver, om han i skudøjeblikket står dér, hvor han tager målmandens udsyn. At dømme efter målmandens reaktion (han kaster sig prompte efter bolden) vil jeg tillade mig at konkludere, at Dalgaard ikke gør noget strafbart. Og så skal målet anerkendes. 

Lige så interessant er situationen omkring FCKs udlignende mål mod Brøndby dagen efter. Et indlæg ind mod Brøndbys straffesparksfelt er rettet mod Vetokele (i marginal onside-position) og Nicolai Jørgensen (i lige så marginal offside-position). De står nærmest og træder tæerne af hinanden – men det er Vetokele, som går efter bolden og sparker den ind. Før man i 2004 begyndte at operere med det berømte vent og se-princip, som kan drive både tilskuere og trænere til vanvid (men som jeg synes er rigtigt, al den stund at angriberne nu har fordelen af offside-reglen, efter at forsvarerne har haft den de første godt 100 år af reglens levetid, og vi alle gerne vil se flere mål), ville man formentlig have ræsonneret, at bolden spilles ind i det område, hvor der befinder sig en offside-placeret spiller (Jørgensen), så ham straffer vi. Men nu om stunder skal man vente og se, hvem der ender med at få bolden, og det gør Vetokele. Så målet er godt nok. Eneste undtagelse fra det med at vente, se og så først reagere, når man ved, hvem som rører bolden, er det tilfælde, hvor der kun er én mulig modtager og han bevæger sig efter bolden. Her behøver vi ikke vente på, at han har givet sin sidste luft for at nå bolden, hvorefter han bliver dømt offside. Men så længe der er mulighed for, at andre kan nå frem til bolden, skal der tøves.  

En mere bizar variant dukkede op i kampen mellem Cardiff og Arsenal søndag. Arsenals Giroud bliver spillet totalt fri, men bremser op, fordi han tror, at han er offside, uagtet at flaget ikke er blevet hævet. Den har jeg godt nok ikke set før: klassikeren er at det er forsvaret, der bremser op, fordi flaget kommer op, og hvis dommeren så vælger at overrule linjedommeren, hvilket han er i sin gode ret til, har vi balladen. Senest mellem Esbjerg og AGF i den første del af sæsonen. Problemet her er, at Giroud er i klar onside-position, da den oprindelige aflevering slås, men måske snitter Özil bolden på vejen. Det er jeg stadig ikke sikker på, selv om jeg har set den mange gange på TV – men hvis han gør, har vi et nyt spilleøjeblik, og nu er Giroud kommet ind i offside-positionen. Det må være det, som han tror. Men linjedommeren mener det altså ikke, og dermed kom Giroud til at levere et ufrivilligt eksempel på det, som burde være børnelærdom på ethvert plan: man spiller, til der bliver fløjtet.