– Det er fodboldens hjerteblod, vi har fat i

Vi fik afsluttet de to øverste rækker i Danmark uden den helt store dramatik. Jo, der var da udvisninger og andet godt, men heldigvis intet kampafgørende, hvor dommeren havde nogen indflydelse. Højdepunktet af drama var vel en advarsel til FCMs Simsir for film – senere tilbagekaldt af dommeren og karantænen strøget. Film vender jeg tilbage til.

Ellers har der jo rundt om i Europa været de sædvanlige ting – og nu gider jeg snart ikke gentage mig selv mere. Der er brok over VAR, begrundet eller ubegrundet, der er brok over dommerne, der er brok over en trænerkollegas opførsel, og for at det ikke skal være løgn en baneinvasion med efterfølgende masseslagsmål (i Tyrkiet).

Det er sådan noget, der får mig til at prise mig lykkelig for, at vi befinder os i Danmark og klarer tingene nogenlunde civiliseret, omend med lidt krusninger på overfladen. Nu kan vi så sætte os ned og vente i spænding på starten på slutspil og nedrykningsspil om en uges tid. Det bliver med statens garanti heller ikke for små børn. Sidste år skrev jeg, at sjældent havde det været så nervepirrende – det kan jeg så gentage i år. Så man de kloge hoveder diskutere, om det er fordi Superligaen generelt set er blevet dårligere, at vi pludselig har den udjævning mellem holdene – eller fordi den er blevet bedre.

Cirkulæret med årets lovændringer landede i indbakken sent torsdag aften, og så starter det årlige forhindringsløb. Uden at gå i detaljer (for det kunne forlede svage sjæle til at gå ud og praktisere det allerede nu) vil jeg sige, at ændringerne ser relativt begrænsede ud og næppe vil vælte verden, men selvfølgelig bliver der drejet på nogle skruer. Dog ikke på læsernes yndlingsemner: 6 sekunders-reglen og fortolkningen af hands (som det i øvrigt var klubberne selv, der ville have gennem de ekspertpaneler, som IFAB nedsætter). Nærmere skal nok følge, når tiden er moden.

Så det bliver sådan lidt blandet gods denne gang – sammen med en gentagelse af ting, som tidligere er skrevet. Vi kan jo starte med Daillo fra Manchester United, som tog trøjen af i forbindelse med sit sejrsmål mod Liverpool i sidste weekend. Det er jo kendt stof – én af de advarsler, som er direkte foreskrevet i fodboldloven. Her skal dommeren ikke engang skønne, for beviset er jo lige for hånden.

Alligevel har det fået nogen til at harcelere over advarslen. Jamen, for pokker – når man spiller fodbold på det niveau, må man da kende de mest basale regler. Personlig synes jeg ikke, at det er noget urimeligt forlangende, at spillerne beholder tøjet på, når de spiller fodbold. I den italienske serie A havde man for nogle år siden en spiller, som forsøgte sig med en smart variant – han tog bukserne af i stedet. Det slap han heller ikke godt fra.

Film kom lidt i fokus sidste weekend, og det er også noget af det mest hundesvære for en dommer at vurdere. Er der ingen kontakt, er sagen normalt relativt simpel, men er der kontakt, lander vi i en gråzone. Er det en tilfældig kontakt, er det en minimal berøring, lader angriberen sit ben hænge og skaber selv kontakten osv.

Det er væsentligt at holde fast i to ting: benkontakt i straffesparksfeltet er ikke enten straffespark eller film – det kan også være absolut ingenting. Og film kan foregå alle steder på banen, selv om det naturligt nok er situationer i straffesparksfeltet, der påkalder sig størst interesse.

Og så er der lige en tredje ting: film er i sidste instans jo en avanceret form for regulær snyd, som ingen parter i spillet kan være tjent med. Det er derfor, at advarslen (hvis den kommer) gives for usportslig opførsel. Sådan noget ville have været utænkeligt for 100 år siden, men det er der på den anden side så meget andet, der er. Men det irriterer mig grænseløst – og jeg kan se af indbakken, at jeg ikke er alene. Men i sidste ende er det et opdragelsesspørgsmål hos spillerne.

Et andet spørgsmål, som jeg tit får, er omkring al den puffen og holde, som forekommer.

Og er det så en ulovlighed, som man ser, men alligevel bare accepterer? Det er her, at definitionen af 'ulovligt' kommer ind, for vi skal have fat i det måske allervigtigste, som står i fodboldloven, nemlig de tre små og godt gemte sætninger, der siger, at 'Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser som muligt.

Derfor er det dommerens opgave kun at straffe klare lovbrud. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritaion og modvilje hos spillerne og ødelægger tilskuernes fornøjelse'. Eller sagt på en anden måde: dommeren kan godt spotte en ulovlighed, men med fuld lovhjemmel skønne, at dette er bagatelagtigt eller for småt til at tage med i forhold til kampens linje.

Det er faktisk fodboldens hjerteblod, som vi har fat i. Lige så vel som man siger, at man først for alvor lærer at køre bil, når man kommer ud i trafikken med kørekort, skal man også først efter sin eksamen lære at dømme fodbold. Det er ikke den store kunst at se alle overtrædelser med blikket stift rettet mod lovteksten – men kunsten er at tage de rigtige forseelser, så der bliver flow i spillet, og vi får en god og seværdig kamp med skyldigt hensyn til, at fodbold er en kontaktsport.

Dømmes alle petitesser, bliver det ikke nogen fodboldkamp (alene af den grund, at der ikke er ret mange spillere tilbage efter 1. halvleg, eftersom f.eks. 'ved ord eller handling protesterer' skal koste en advarsel – og det dækker jo i princippet alt fra et løftet øjenbryn og opefter). Det at identificere de bagatelagtige forseelser er en kunst i sig selv – hvad der er bagatelagtigt i 1. halvleg, behøver ikke være det i 2. halvleg, hvor temperaturen er steget og folk er onde i sulet.

Det er her, kommentatorerne typisk siger, at 'dommeren har strammet op'. Man kan ikke dømme en serie 6-kamp efter samme dommerlinje, som man dømmer Brøndby – FCK (eller en EM-finale for kvinder) – og i virkeligheden er de allersværeste kampe at administrere dem, som vi snart kommer til at se igen, de indledende runder af pokalturneringen med ofte adskillige rækkers forskel på de to hold.

På grund af den forskel er det, som er bagatelagtigt for det ene hold, det bestemt ikke altid for det andet – og så kommer dommeren på virkeligt arbejde. Man kan endda komme derhen, hvor man er nødt til at køre to forskellige linjer for, hvornår man f.eks. vil benytte fordelsreglen, afhængig af, om det er det ene eller andet hold.

Så nej, dommeren accepterer for så vidt ikke ulovligheder – men fodboldloven giver ham ret (og nu om stunder faktisk også pligt, eftersom vi taler om 'spillets ånd') til at kategorisere en lille eller tvivlsom overtrædelse som noget, han ikke vil dømme for.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected].