Tjat eller spark? Derfor fik Achouri ikke rødt

Sidste uges overskrift var ’En stille påskeuge’, men jeg skal da lige love for, at tingene blev vendt på hovedet i sidste weekend. To forrygende topopgør, samtidig med at kampen blev i bunden blev om muligt endnu tættere. Jeg koncentrerer mig om FCK og Brøndby, eftersom jeg kun fik det set det sidste kvarters tid af FCM og FCN – men intensiteten var ikke til at tage fejl af.

Pytoteknik har endnu engang været et voldsomt tema. Mange (men de synes heldigvis at blive færre) synes, at det blot er et festligt indslag – men lad mig slå fast, at det er forbudt, af den simple grund, at det er farligt. Der er alt for mange mennesker samlet på begrænset plads, og vi mangler heldigvis herhjemme endnu at se en dynejakke blive sat i brand af et vildfarent romerlys eller bare gløder fra det. Under alle omstændigheder er det fuldstændig uantageligt, at en koordineret afbrænding kan afbryde en Superligakamp med over 30.000 tilskuere i 16-17 minutter. Det duer ikke, hverken for spillere, publikum eller TV. Jeg vil inderligt håbe, at man får identificeret hovedmændene bag dette – og at bøden sendes videre til dem.

Mange har spurgt, hvad indgangskontrol og visitering så egentlig er værd. Der er ingen tvivl om, at det vil fange de mest klumsede, som mere eller mindre går med det i hånden eller i lommen. Men opfindsomheden hos fans er simpelthen uudtømmelig. Nu om stunder er romerlys så små, at de kan gemmes i snart sagt alle kropsåbninger – og jeg mener alle – og man kan jo ikke strippe 30.000 tilskuere og undersøge selv de mest intime steder.

En speciel form for opfindsomhed oplevede jeg til en europæisk kamp i Bologna for en del år siden. Der var visiteret efter alle kunstens regler (delegaten og jeg var selv nede og overvåge), men ikke desto mindre var der et sandt festfyrværkeri. Efter kampen fik vi forklaringen, at fangrupperingerne havde adgang til et diskret skur på stadion, hvor de i ro og mag kunne anbringe tingene et par dage i forvejen og så bare samle dem op, når de var kommet gennem sikkerhedskontrollen.

Et ekstra krydderi var det, at vi på sikkerhedsmødet fik præsenteret en skrivelse fra selveste den øverste politiofficer i byen (med stempel, underskrift og det hele), hvoraf det fremgik, at i denne politikreds var pyroteknik tilladt. Vi måtte så bedrøve klubben med, at det var meget muligt, men det var det altså ikke hos UEFA. Det kan godt være, at overtrædelser ikke kunne forfølges strafferetsligt, men det ville alligevel koste en indberetning og formentlig bøder af en eller anden kaliber.

Det rejser også det sædvanlige spørgsmål om, hvor længe man kan afbryde en fodboldkamp – og dertil er kun at sige, at det er situationsbestemt. Dommerens fornemste opgave er at få gennemført kampen, og så må man anskue situationen, hvorvidt der er mulighed for bedring eller ej. Specielt ved røgslør af denne kaliber (og det samme gælder i øvrigt bl.a. tåge) er der i hvert fald fire hensyn at tage: Publikum skal kunne se det, som de har betalt i dyre domme for at se. TV skal kunne vise fornuftige billeder, VAR skal kunne få teknikken til at spille, specielt omkring offside-linjerne, og dommerne skal kunne se banen både i længde- og bredderetningen. Man kan ikke dømme en kamp på headset alene. Man kan også forestille sig det kaos, som det ville blive at lukke 30.000 mennesker ud, som lige er blevet snydt for deres oplevelse. Adgangsforholdene i Parken er i forvejen ikke noget at skrive hjem om.

For nu at blive ved opgøret i Parken, som fik den mest overrumplende afslutning, som jeg kan mindes siden CL-finalen mellem Bayern München og Manchester United (og så er vi trods alt næsten 25 år tilbage), så har en episode mod slutningen af 2. halvleg vakt en del debat. Vanlerberghe begår et frispark på Achouri, og begge ender liggende på jorden, hvor Achouri splitsekundet efter sender et ben i retning af Vanlerberghe og formentlig opnår en minimal kontakt. Advarsel eller udvisning? I sådanne tilfælde skelner man mellem et spark og et tjat. Det første er til en udvisning – det sidste til en advarsel.

Som jeg ser situationen, er der ikke meget kraft i benet – det minder nærmest som en irritationsrefleks – og det mulige kontaktsted er pænt langt nede. Havde det været lidt højere oppe, havde vi haft en helt anden situation. Mange har villet kalde det en hævnakt. Typisk kræver en hævnakt lidt længere tid mellem forseelse og reaktion end det halve sekund, som det handler om her. Så jeg er til en advarsel. Da det ikke er en klar og åbenlys dommerfejl, kommer VAR heller ikke i spil. Men vi er da afgjort i borderline-kategorien. Spark eller tjat?

Nogle har fremført, at så var Beckhams udvisning mod Simeone ved VM i 1998 altså forkert. Nej, det var den ikke – for distinktionen mellem spark og tjat er først indført for en håndfuld år siden. I tidligere tider ville selv den mindste berøring (eller for den sags skyld forsøg på det) have været en automatisk udvisning.

Og så til noget helt andet for at citere mine elskede Monty Python.

Et par medier har brugt udtrykket ’Danske dommere forbigået til OL’, da FIFA kom ud med deltagerlisten. Med al respekt: pladder. Vi vil selvfølgelig altid gerne have danske dommere med til slutrunder, men OL har nu aldrig rigtig været på sigtekornet. Det er måske den sværeste slutrunde at kvalificere sig til som dommer. Der er en kvotering mellem de forskellige verdensdele, og der var kun plads til tre europæiske mandlige dommere (hvoraf værtsnationen pr. tradition står for den ene plads). Så køen af ’forbigåede’ må være lang. Til gengæld kan vi så glæde os over, at vi har fået Frida Klarlund med på kvindesiden som ’support referee’ (hvad det så ellers måtte indebære).

For at blive lidt i samme spor: hver uge, når vi udsender listen over weekendens kamppåsætninger i Superligaen inklusive dommerne, slår det aldrig fejl, at der kommer en mindre skov af indlæg rettet mod én eller to dommere. Så er det altså paradoksalt, at vi sender dommere til Cypern og Grækenland til de mest giftige opgør på de kanter (hvor der er så mange over- og undertoner, at man gerne vil have én udefra). Og de kommer altid hjem med fine skudsmål – og klubberne er glade. Ellers blev de nok ikke ved med at invitere.

Hvordan er det nu: ’Ingen er agtet som profet i sit eget fædreland’. Jeg har prøvet at spore citatet, men sporet standser ved Markus-evangeliet (citeret hos de andre evangelister).

For nu at komme ned på jorden igen: dette skrives fredag før kampen mellem Lyngby og OB, som også bliver en gyser af rang. Fuglene fløjter til den store guldmedalje, og det er længere lyst om aftenen, så bortset fra al regnen er det svært at bevare pessimismen.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]

Fotos: Alamy