Vamos Madrid

No soy sólo perfecto, soy Madridista también. Denne sætning fortæller meget godt hvordan man ser sig selv, som Madridista (Real Madrid fan).

På dansk betyder det “Jeg er ikke kun perfekt, jeg er også Madridista” .

Nogle vil måske mene at det lyder meget arrogant, men til det kan jeg kun sige, :er fodbold fans med bare lidt respekt for sig selv, ikke bare en smule arrogant?. Man skal da være arrogant som fodboldfan, hvis ikke man har den holdning at ens hold er gudeholdet, og alle de andre er noget lort, hvilken slags fan er du så?.

Jeg har været fan af Real Madrid i lige godt 7 år nu, og i den tid har jeg set mange “fans” der har skiftet hold på grund af dårlige resultatmæssige perioder. Sådanne “fans” har jeg aldrig haft særlig meget tilovers for, da man i min verden vælger 1 klub, og den klub holder man sig til. De fleste fans ser nok lidt deres forhold til klubben som et ægteskab, hvor det er til “døden jer skiller” og “i medgang og modgang”.

For et års tid siden, læste jeg bogen “Madridismo” som giver et godt indblik i Real Madrids historie, og hvad det vil sige at være Madridista.

I den bog er der en meget god fortolkning af begrebet Real Madrid, der beskriver det som værende en religion, hvor Estadio Santiago Bernabeu er kirken, og spillerne altså Los Blancos eller det måske mere kendte Los Galacticos er klubbens guder. Efter at have været Real fan i en del år, valgte jeg sidste år, at nu skulle det hele opleves live. Og hvilken bedre måde kunne vælges end at tage der ned til en hjemmekamp mod storklubben Sevilla. Jeg husker stadigvæk den første gang jeg stod foran Bernabeu. Det var en total surrealistisk oplevelse, det var slet ikke til at fatte, man har set dette sted så mange gange på tv før, og pludselig står man så selv foran det. Bare det at stå ude foran stadion, gør at man kan mærke, ja selv lugte den store historie som Estadio Santiago Bernabeu indeholder.

Den største oplevelse i mit liv, er med 100 % sikkerhed de to fodboldkampe jeg har oplevet på Bernabeu. Jeg glemmer aldrig den følelse jeg stod tilbage med, første gang jeg var der nede og se fodbold, da klubsangen “Hala Madrid” rungede ud over stadion mens at spillerne gik på banen til de 80.000 tilskueres øredøvende larm. Det var vildt ubeskriveligt, det var som om at det hele pludseligt gik i slowmotion, det var så kæmpe stort at det næsten ikke kan beskrives, jeg husker også at jeg faktisk nev mig selv i armen, bare for at være helt sikker på at det ikke var en drøm, på det tidspunkt stod jeg virkelig med en følelse af at være en del af noget større, noget helligt.

Derfor kunne jeg heller ikke være mere enig med forfatter Bo Kampmann Walther, der i sin bog “Madridismo” omtaler hele begrebet Real Madrid, som en Religion.

Så det var jo en selvfølge at turen simpelthen måtte gå tilbage til Madrid, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Derfor tog jeg torsdag i sidste uge flyet til Madrid, for at overvære kampen på Bernabeu mod Real Betis. Det var derfor en kæmpe forløsning da jeg torsdag aften endnu engang stod foran Bernabeu. mens jeg stod der følte jeg ikke, at jeg stod i et andet land langt væk fra de trykke rammer i Randers, nej tværtimod så var det en følelse af endelig at være hjemme igen, efter en lang “ferie” i Danmark. Madridismo begrebet er min religion, og Estadio Santiago Bernabeu er mit mekka. Det at opleve spaniere gå til fodbold live, er en kulturel oplevelse i sig selv.

Forskellen på at gå til fodbold i Danmark og i Spanien er kæmpe i mine øjne. Det er en meget interessant oplevelse, at tage ind til Bernabeu et par dage før kampen spilles, her er det muligt at købe kampbilletter på “det sorte marked”. Hvis man går en tur rundt om Bernabeu så kan man næsten ikke undgå at rende ind i en af disse lidt ældre mænd, hvor flere af dem går i lange jakker. Jeg kan næsten kun forstille mig hvor mange ting de har gemt der inde under, ligesom man ser på film. Disse billetsælgere er dog meget lette at spotte på afstand, så de er ikke så svære at undgå, men ellers er de nu rimelig flinke og meget lette at ryste af sig. Jeg var i Madrid i godt 4 dage, og blev selv tilbudt køb af billetter op til flere gange af disse såkaldte “billetsælgere”.

En af de ting der kom mest bag på mig de gange jeg har været i Madrid og se fodbold, er hvor tidligt folk møder op foran stadion før kampstart. Til fodbold i Danmark møder de fleste først op når portene åbner ind til stadion, sådan er det dog langt fra i Madrid. I lørdags til kampen mod Betis, tog jeg selv metroen ind til Bernabeu næsten 5 timer før kampstart. Allerede nede i metroen ind mod Bernabeu var der en flok Betis fans der sang og festede, forud for kampen. Det var i øvrigt utroligt befriende, at mærke hvilken afslappet stemning der var fansene imellem fra både Real og Betis lejeren. Der var utrolig mange Betis fans til kampen, og det var virkelig dejligt at se hvordan folk kunne gå og hygge sig imellem hinanden, på trods af de forskellige trøjer. Denne afslappet attitude findes ikke mange steder her i Danmark, hvis den da overhovedet findes?.

Det kan være en meget spøjs oplevelse, at tage ind til Bernabeu dagen før der er kamp, og mærke hvor stille og forholdsvis tomt der er omkring stadion, for så at tage ind til stadion på kampdagen de små 5-6 timer før kick off og mærke hvor overbefolket der pludselig er blevet, og hvor mange merchandise boder der pludselig er dukket op. Stemningen før kampen var noget af det der gjorde størst indtryk på mig første gang jeg var i Madrid og se Real spille.

Fodbold i Spanien er ikke blot en weekends hobby som man hygger sig med om søndagen, nej fodbold i Spanien er så meget mere, det er en livsstil, som fylder i bevidstheden hos den fodboldglade spanier gennem hele ugen.

Når man for første gang skal ned for at se sit favorit hold live, så er ens største frygt at kampen vil slutte uafgjort 0-0. dette var i hvert fald det jeg frygtede mest første gang jeg skulle af sted, så når jeg nu kigger tilbage på de to kampe jeg har set på Bernabeu, så føler jeg mig ret velsignet. Den første kamp sluttede 3-1 til Real, og kampen i lørdags endte med 6-1. Betis kampen var klart den største oplevelse jeg nogensinde har været ude for. Der var så også den bonus oplevelse at Barcelona tabte deres kamp samme dag. Det var helt vildt at hører hvordan Bernabeu eksploderede da Barcelona kom bagud.

Dagen efter valgte jeg så at tage ud og opleve Madrid forstadsklubben Getafe, i deres hjemmekamp mod Athletic Bilbao.
De godt og vel 30-35 merchandise boder der dagen før var sat op foran Bernabeu før kampen, var skrumpet ind til sølle 4 boder til

Getafe kampen, og der var knap så mange mennesker. Nu skal der så heller ikke snakkes for negativt omkring det. Det var en speciel og noget anderledes oplevelse at se Getafe. Den største var dog at opleve de fanatiske Bilbao fans, som stod for en stor del af den ganske udmærket stemning på stadion til kampen der i øvrigt endte uafgjort 1-1.

Jeg føler helt sikkert at jeg ved disse to ture til Bernabeu er blevet en større fan og at jeg samtidig er kommet tættere på klubben, jeg føler mig som en større del af det hele nu hvor jeg har oplevet det på tætteste hold.
Mit hjerte er hel sikkert 100 % hvidt, og det vil altid være det.

En oplevelse jeg virkelig drømmer om at være tilstede ved angående Real Madrid, er fejringen af et mesterskab ved statuen på Plaza De Cibeles, dette ville være den ultimative oplevelse. Med tiden håber jeg også at få muligheden for at være tilstede ved Cibeles.
Turen går i hvert fald tilbage til Madrid og Bernabeu så snart at muligheden byder sig.

Der er ikke noget der er større end klubben, “En gang hvid, altid hvid”

Den nok største oplevelse jeg havde i Madrid var nok, at mærke hvordan Real Madrid er så meget mere end blot en fodboldklub. Real Madrid er et samlingspunkt for den menige madrilener, der er så mange følelser i denne klub, så meget passion. Real er en del af folk her nede, Real Madrid er ikke “bare” en fodboldklub, Real Madrid er en følelse, klublogoet er noget man bærer med stolthed.

Til slut vil jeg gerne fremhæve den nok største gud der findes i Real Madrid. Raúl González Blanco. Den mand er simpelthen verdens 8. vidunder, han fik debut i 1994 og har siden da slået den ene rekord efter den anden. Raúl er en sand klubmand, og han er vel nok den største gentleman der er i fodboldverdenen, han har spillet over 500 kampe for Real Madrid og har endnu ikke fået et rødt kort i sin karriere. Det siger meget godt det hele, at han i gårsdagens ligakamp mod Espanyol fik sæsonens første gule kort. Kort og godt så er Raúl alt det som fodbold bør være.

Den dag Raúl annoncerer sin afskedskamp for Real Madrid, vil blive en sand sørgedag.

Jeg kan kun anbefale andre Madridistas, at tage turen til Madrid. Personligt så gør jeg det selv igen, så snart at muligheden byder sig igen. Når jeg ikke er i Madrid, sidder jeg tilbage med en følelse af at være adskilt fra min bedre halvdel. Derfor kan det kun gå for langsomt, med at komme af sted igen.