– Når vi ikke slår AGF, bliver man bekymret

Tipsbladet har spurgt, om jeg ikke vil skrive en lille klumme om Silkeborgs nuværende form. Og om jeg ikke er bekymret. Og til det må jeg svare ”jo”.

Når vi ikke slår AGF, som vi altid plejer at slå, selv i dårlige tider, så bliver man selvfølgelig bekymret. Men omvendt må man også forstå, at det er anderledes at holde med SIF end mange andre klubber.

Og at de bekymringer, vi har nu, er absolut overskudsbekymringer. For SIF er i virkeligheden Danmarks mest ekstreme og dramatiske fodboldklub, hvilket synes at være gået de fleste menneskers næser forbi.

SIF har været præget af nedrykninger, oprykninger, besynderlige stimer med flest tabte kampe og flest ture i elevatoren, og hvert andet år har vi grædt, og hvert andet år har vi triumferet.

Og det ligger ligesom i vores DNA og selvforståelse, at nedrykning altid er en nærværende mulighed.

Og når man har nedrykningsstregen som mental målestok, mister man ikke fatningen over udsigten til teoretisk set at glippe top seks, selvom vi i sagens natur, med netop dette DNA, har potentialet til at glide hele vejen ned – men så vinder vi sikkert bare pokalen.

For sådan er Silkeborg IF. Dramatisk, uberegnelig og enhver oddsers værste mareridt.

Og når jeg heller ikke er overdrevet bekymret, skyldes det fundamentet.

Vi har en god målmand (stop lige de der udspilsfejl, Nicolai), et forsvar, der virker (eller i hvert fald kommer til det, når A-stopperne vender tilbage), en midtbanetrio, der er sammenspillet og passer uhyggeligt godt til spillestilen og en gruppe dygtige offensivspillere, der vel for pokker ikke kan blive ved med at fungere så elendigt sammen.

Og så har vi en rolig hånd på rattet. Og en organisation i balance.

Jeg synes, Kent Nielsen forsøger sig med alverdens offensive formationer, men det er jo heller ikke nemt, når fodboldguderne har besluttet sig for, at Silkeborg aldrig må få straffe, at Superligaens topscorer pludselig ikke kan håndtere en simpel helflugter, når Tonni Adamsen til stadighed skal være kongerigets uheldigste afslutter, og når Mark Brink beslutter sig for at score selvmål i den eneste kamp i nyere tid, hvor modstanderne ikke selv producerer en chance.

Så skal det jo være svært.

Men som jeg tror, Kent Nielsen og Peder Knudsen siger til hinanden om aftenen, når den sidste journalist fra TV-Midtvest er gået hjem: Alt godt kommer til den, der venter – og spiller lynhurtige pasninger på kunstgræs. 

Skriv til Jesper Koerstz Jensen på [email protected]